Og engelen faldt- helvedes opstand bog. 1

Den faldne engel Acer, lever et liv på jorden efter at han er blevet smidt ud af himmelen for at have haft et forhold til et menneske. Nu misbruger han sine kræfter på at leve som en rockstjerne, og have tusindvis af unge pigers hjerter der smelter over ham.

Grace er lige flyttet til LA med sine forældre og sin storesøster der drømmer om at blive en kendt skuespiller. Graces liv forandres og tager en uhyggelig vending, da hun til en fest møder, den mystiske, skræmmende, dragende og mega kendte Acer.

-----------------------------------------
Tak til Phillinda for at rette mine fejl :-)

3Likes
9Kommentarer
624Visninger
AA

1. Indledning

 

Indledning

 Han hørte de tunge vingeslags sussen mens han hang i sine gyldne lænker. De var tæt på, han kunne mærke det og lukkede øjnene. Hans vinger sitrede og kæmpede for at komme fri, i længsel efter at flyve. Lænkerne raslede, vingerne susede, han kunne høre hver en fjer, hver en lille knivskab, luft let fjer, der skar sig gennem luften. Han lukkede øjnene endnu tættere i og bed sig i læben. Det pinte ham at vente, hvorfor tog det så lang tid, de havde haft så travlt med at smide ham på porten, hvorfor tog dem så så lang tid at rive hans forbandede vinger til blods.

 

Han sprættede øjne op af smerte, det var som tusind knive skar i hans vinger, som kørte de rivejern op af hans ryg. De fløj rundt om ham, de ellers så fine hvide fjer af hans, blev røde af blodet der løb ned over dem. De tusinde vinger ramte ham over ryggen, i nakken, over overarmene, over brystet og i ansigtet, fra hans ene øje faldt en smertes tåre mens hævnens blod løb fra det andet. Han mærkede vingernes knogler give efter og hørte dem brække med et højt smæld, lænkerne bristede og han styrtede mod afgrunden. Afkræftet og forblødende med ubrugelige vinger der var våde af blod.

Han styrtede ned i sneen på bjergets top, og blev liggende lidt, mens han genvandt sine kræfter, sneen var dejlig kølig mod hans hud, som et menneskes lette kølige bløde berøringer, og den kyssede og kølede hver en rift og hvert et sår. Han kæmpede sig på benene, hans ene arm så vel som han vinger hang slapt ned hans af side. Han kunne ikke bevæge fingrene, men han kunne mærke hvordan at hans krop, arbejdede for at sætte armens knogler sammen igen. Han skreg af smerte og faldt på knæ i sneen, hans knogler helede med sådan en fart at det gjorde mere ondt end når de var brækkede.

Han genvandt sine fingers bevægelighed og rejste sig. Han slæbte sine vinger af sted i sneen efter sig og trak lange blodige streger, i den ellers så fine hvide sne, og han grinede hånligt af den hvide farve. Smerten lyste ud af ham mens hans klare krystal hjerte, knustes og blev sort som det kul det var kommet af. Han gik videre med tunge og dyster skridt, mens han en efter en smed de gyldne ringe, kæder og lænker fra sig i sneen. Slut med at hjælpe andre, slut med engle sang og varme, kulde og spot, had og ulykke lagde sig over ham som et sort slør, og farvede hans ellers så perfekte gyldne hår og de klare blå øjne. Vingerne der først var hvide og nu røde, blev tungere og tungere for hvert skridt han tog. De tyngede ham ned, sænkede ham, de var en byrde, en forhindring, og han brækkede dem af.

 

'Knæk'

 

Han skreg igen, hvilken smerte, hvilken befrielse, hvilken fryd endelig at være foruden dem. De blev sorte i hans hænder og visnede bort, blev til kul, han smurte sit ansigt i resterne, smurte sin overkrop, og smurte sine sår. Sort blev hans hår, som en storm var hans øjne og de lynede og slog gnister, og sorte var de åbne sår på hans ryg, og blodet løb stadig, mens han gik af sted som en engel uden vinger, som et menneske uden hjerte. Der kom den faldende engel, og sneen smeltede for hans fod og græs vissende bort og døde, hvert træ som han berørte stod i flammer.

Han gik, til han kom til en sø, og vandet fordampet ved hans hånd. Han lagde sin hånd på sit bryst, lukkede øjnene og rev resterne af hans sorte hjerte ud. Han formede det til en kugle, og smed det i søens vand.

Mens han gik der fra, falmede søen bort, og blodet flød fra hans hjertes plads. Men han grinede bare hånligt og hårdt, med vilde øjne lod han sin sindssyge latter runge mellem bjergene som torden, han strålede ved sin nye styrke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...