Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6596Visninger
AA

41. Will havde givet op

 

”Ja tak, jeg vil gerne tale med Will alene.”

Sagde Halt utilfreds, da Lady Pauline havde hjulpet ham hen til døren. Hun tøvede kort, men skyndte sig så at nikke hurtigt. Halts tålmodighed var blevet trukket langt nok. Hun slap ham, men han skyndte sig hurtigt at tage hendes hånd og let give den et klem.

”Men tak for hjælpen.”

Sagde han venligt, og skubbede så døren op. Lady Pauline havde fået røde kinder, men skyndte sig væk, inden at han så det. Han lukkede lydløst døren bag sig, og betragtede kort den sovende Will. Han bevægede sig let i søvne. Han var alt, alt for træt til at have mareridt og snorkede let. Halt besluttede sig for at lade ham sove lidt længere, og satte sig i stolen ved siden af kaminen. Han gabte selv svagt, og tænkte at det nok ikke ville gøre noget, hvis han lige lukkede øjnene i to små minutter.

”Tror du, at han sover rigtigt?”

Spurgte Horace hviskende. Halt var blevet vækket ved den lave sætning, men nøjes med at lade som om at han stadigt sov. Gilan trak på skuldrene.

”Aner det ikke. Jeg har aldrig kunnet finde ud af hvornår han sover rigtigt, og hvornår han ikke gør.”

Svarede Gilan, og rakte suppeskålen til Will, som kun lige var vågnet. Han tog søvnigt i mod den, men havde egentligt mest lyst til at sove videre. Han var udmattet. Den eneste grund til at han havde holdt pauser, var på grund af Tug. Han ville ikke udsætte sin hest for unødvendig overbelastning.

Horace turde endeligt vende ryggen til Halt, men fortrød det straks, da han fik et let rap i numsen med Halts stok. Den unge ridder snurrede rundt igen, og kunne se Halt sidde afslappet og lysvågen. Måske havde han slet ikke sovet, tænkte Horace for sig selv. Men Halt havde sovet, faktisk i hele fem timer.

”Noget nyt?”

Spurgte Gilan, og lænede sig træt op af muren. Han havde ikke sovet godt på det seneste. Men han og Horace vidste trods alt heller ikke, at Elisabeth var blevet fundet og at hun var i bedring. Halt nikkede let, men pegede let på døren med sin stok

”Stil dig lige i vejen ved døren, Horace.”

Bad han venligt. Horace gjorde det, undrende. Will så træt på Halt.

”Hvad skulle det til for?”

Spurgte han søvnigt og gabte let.

”Det er som end for at forhindre dig i at styrte ud af døren.”

Forklarede Halt kort, og rettede sig lidt op i stolen.

”Hun er blevet fundet. Hun er i sikkerhed hos Erak.”

Tilføjede Halt hurtigt, inden at Will begyndte at spytte spørgsmål ud.

”Hos Oberjarl Erak?”

Spurgte Will vantro. Halt nikkede let, og forventede at Will ville fare op for at komme af sted. I stedet gav Will sig lykkeligt til at græde. Den eneste grund til at han havde ladt Gilan og Horace føre ham tilbage til slottet, var fordi at han havde givet op. Han havde troet Elisabeth død, og nu fik han at vide at hun var i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...