Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6940Visninger
AA

12. Will er en hønemor

 

”Hej tøsen!”

Brølede Gilan fornøjet, og greb fat om mig bagfra. Jeg skreg op, for engangsskyld, så havde jeg slet ikke hørt ham snige sig ind på mig. Han nåede at svinge mig en omgang i luften, inden at Halt så utilfreds på ham, så Gilan satte mig hurtigt ned igen.

”Ved den søde grød Gilan, du skræmte livet af mig.”

Klagede jeg, og rystede opgivende på hovedet. Gilan lo højt.

”Ja, for engangsskyld gjorde jeg.”

Svarede han, og hilste på Halt.

”Hov, du bandede ikke.”

Opdagede Gilan pludseligt, og lo. Jeg fnøs utilfreds, og lagde armene over kors. Jeg havde ikke sovet godt, så jeg var stadig træt.

”Det lyder faktisk meget bedre.”

Kommenterede Gilan muntert. Halt nikkede let. Han havde også bemærket, at jeg ikke bandede nær så meget.

”Marianne bryder sig ikke om det, og tilsyneladende, i hvert fald ifølge hendes overbevisning, så kan man sagtens, også selvom at man er gift, stadig charmere mænd.”

Kommenterede jeg dystert.

”Og det gør man åbenbart ved ikke at bande.”

Tilføjede jeg, og satte mig ved det lille bål, både så jeg kunne få varmen, men også for at lave kaffe.

”Nåh, er Will slet ikke god nok?”

Spurgte Gilan drillende. Jeg gav ham et blik, som kunne have slået en død mand ihjel. Men jeg svarede ikke på spørgsmålet. Halt satte sig ved siden af mig, hurtigt efterfulgt af Gilan, som opdagede at der var kaffe på kanden.

”Nogen problemer?”

Spurgte Halt, da jeg havde fyldt hans kop. Jeg vidste, at hans tonefald betød, at jeg skulle være forsigtigt med hvad jeg sagde. Ellers ville han hive Will til side, for at få et alvorsord med ham, så snart han kom tilbage. Jeg hældte hurtigt op til Gilan, som havde set længe efter kanden.

”Nej…”

Startede jeg ud med at sige, men stoppede op, mens at jeg fandt min mælk og honning frem og hældte det op i en lille gryde. Jeg varmede det en smule op, så jeg kunne få varmen.

”Han er en hønemor.”

Sagde jeg endeligt, og hældte den varme mælk op i min kop.

”Og jeg hader, at han er nødt til at passe sådan på mig, fordi at jeg ikke kan klare mig.”

Forklarede jeg, og sukkede let. Halt nikkede let. Han vidste godt hvor svag jeg var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...