Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6383Visninger
AA

8. Vi er ankommet lidt tidligt

 

”Far!”

Råbte jeg højt, så snart jeg fik øje på Halt. Han vendte sig let, og straks for jeg frem imod ham. Han greb mig i et overvældende kram, og holdt mig tæt.

”Hej, lille skat.”

Hilste han fornøjet, mens Will kom gående. Jeg havde lige ødelagt hans forsøg på at snige sig ind på Halt, godt og grundigt.

”Jeg er ikke lille mere.”

Protesterede jeg, da Halt let gav slip på mig igen.

”Det vil du altid være i mine øjne.”

Svarede han let, og krammede mig kort en gang mere ind til sig.

”Ikke hvis du vidste, hvad Will og jeg går og laver.”

Mumlede jeg lavt for mig selv.

”Tys, sådan noget vil jeg slet ikke tænke på.”

Sagde Halt opgivende, og rullede med øjnene. Jeg fnes let for mig selv, det var ikke meningen, at han skulle have hørt mig.

”Hvordan var rejsen?”

Spurgte Halt roligt Will, mens han stadigt krammede mig ind til sig. Han virkede ikke just ivrig for at give slip. Jeg kunne godt regne ud, at Halts spørgsmål efter hvordan rejsen var gået, egentligt var en efterspørgsel efter hvordan jeg havde klaret turen.

”Udmærket, det tog kortere tid end forventet.”

Svarede Will, og smilede let ved synet af mig i en tæt omfavnelse af Halt.

”Herligt, så får vi trods alt lidt mere tid sammen alle tre.”

Svarede Halt, og kunne ikke dy sig for at holde mig lidt tættere i nogle få sekunder, før at han helt gav slip på mig. Jeg smilede lykkeligt over hele ansigtet, glad for at være sammen med de to personer, som jeg holdt allermest af.

”Hvor har du slået telt op henne? Og hvor er Abelard? Er der ikke flere end os her? Er vi meget tidligt på den? Hvornår kommer Gilan? Og hvor er Crowley?”

Fløj det pludseligt ud af Will med spørgsmål til Halt. Jeg fnes let.

”Du har glemt noget.”

Påmindede jeg ham. Han stoppede op med sine spørgsmål, og så tænkende ud.

”Hvad har jeg glemt?”

Spurgte han, overrasket over at jeg for engangsskyld mindede ham på noget.

”At jeg nok burde være blevet nævnt før hesten.”

Svarede Crowley, og gjorde sit bedste for at lyde fornærmet. Will hoppede let, og havde tydeligvis ikke hørt ham komme. Men nu havde Crowley trods alt også sneget sig ind på ham. Jeg fnes let, samtidigt med Halt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...