Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6606Visninger
AA

44. Tvi....tvi... tvillinger

 

Jeg landede let og elegant, men for at afbøde for kraften i mit spring, var jeg nødt til at slå to kolbøtter. Jeg kom op og stå i en glidende bevægelse lige foran Will, som chokeret på mig. Jeg skyndte mig at tage vores førstefødte ud af hænderne på ham. Han så ud som om at han var klar til at besvime hvert øjeblik der skulle være.

”Hej.”

Sagde jeg lidt akavet, da de fleste bare stirrede på mig.

”Jeg har fået det bedre, som du nok kan se.”

Sagde jeg, og så utilpas i stedet på barnet. Jeg vuggede ham let, og han klukkede glad. Jeg rakte ham forsigtigt over til Halt, som glædeligt tog imod. Han var kommet sig over det første chok.

”Hvad har du dog på?”

Spurgte Will forbavset, da han endeligt lagde mærke til hvad jeg havde på. Erak lo, så det rungede.

”Sommerudgaven af vores tøj, kalder hun det selv. Men ingen af mine mænd render rundt i bar mave, med et skørt og ingen ærmer på.”

Forklarede Erak, og lo så igen. Jeg var lige ved at række tunge af ham, men lod så vær. Det ville folk jo ligge mærke til. Jeg skubbede flovt lidt hår bag øret, og trak på skuldrene.

”Det er lettere at bevæge sig i.”

Forklarede jeg kort. Men det svar var Will ikke tilfreds med, og tog hurtigt sin kappe af. Jeg fik den straks om skuldrene, og den blev lukket tæt til, så den dækkede mit tøj indenunder. Han var vist ikke super glad for mit nye tøj-sæt. Godt nok viste jeg lidt meget hud frem, men det var altså lettere at bevæge sig i. Halt rystede bare på hovedet, og nussede let sit barnebarn på panden. Han kunne ikke lade være med at smile, da barnet let klukkede tilfreds.

Jeg lod, som Erak havde gjort det, som om at jeg var kommet i tanke om det.

”Hallo Gundar!”

Råbte jeg, og kunne se den brede skandier stikke hovedet op. Jeg viftede ham frem, og han bandede lavmælt.

”Øv, jeg havde ellers håbet på at få lov til at beholde ham.”

Klagede han spøgefuldt, og gik på land med en bylt i hænderne. Will blev endnu mere overrasket, så selv Halt skævede bekymret til ham. Horace trådte hurtigt frem, og støttede Will ved at gribe ham i skuldrene. Jeg tog min næstefødte fra Gundar, og viste ham frem for Will.

”Tvi… tvi… tvi…”

Kvækkede Will overrasket, men kunne ikke sige mere. Jeg nikkede let, og sagde ordet som han ikke kunne sige.

”Tvillinger.”

Sagde jeg stolt, og vuggede min anden søn i armene. Will så ud som om at han var ved at gå bagover, så Horace skyndte sig straks at støtte op under ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...