Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6620Visninger
AA

25. Strejfere

 

”Det her er ved at være kedeligt.”

Sagde jeg, og gjorde mit bedste for at lyde irriteret. Jeg havde byttet terningerne tilbage for et stykke tid siden, så nu havde jeg vundet alle mine penge gange tre tilbage. Jeg var begyndt at miste hans opmærksomhed. Han var ikke særligt glad for at have mistet så mange penge. Han udstødte en lav lyd, som om at han var enig.

”Ved du hvad?”

Spurgte jeg opfordrende. Han så straks på mig, og ville høre afslutningen på sætningen. Jeg lagde hans penge på bordet, og skubbede dem tilbage over til ham.

”Vi gør det sådan. Du får dine penge tilbage, og så spiller vi i stedet om noget andet.”

Sagde jeg, og var klar over at jeg tog en stor chance. Han kunne risikere at opdage at det netop var informationer, som jeg var ude efter. Men han var for grådig til at tænke nærmere om det, og skovlede hurtigt sine penge over til sig. Jeg byttede terningerne ud igen, så han ville vinde igen. Jeg gav ham dem, og gjorde en opmuntrende bevægelse. Han nikkede, og kastede dem. Så tog jeg dem, og kastede. Han vandt selvfølgeligt.

”Hmm…”

Sagde han kort tænkende, for at vinde tid til at finde på et spørgsmål.

”Navn?”

Spurgte han, og gjorde sit tonefald indlysende.

”Eli Arratay.”

Løj jeg, og rakte ud efter terningerne. Jeg byttede rundt endnu engang på terningerne, og vandt den næste runde.

”Nahjo Mokasi.”

Svarede han, og trak så let på skuldrene, da jeg så spørgende på ham.

”De fleste kalder mig bare Moka.”

Forkortede han det, og tog terningerne fra mig, så jeg ikke nåede at bytte dem rundt. Så derfor vandt jeg endnu en omgang.

”Hvorfra?”

Spurgte jeg straks, og fik det til at lyde henkastet. Det spørgsmål tøvede han dog ved, mens at han sendte mig et blændende smil. Han forsøgte helt klart at charmere mig. Så lænede han sig let ind over bordet, og gjorde tegn til at jeg skulle komme nærmere.

”Du må selvfølgeligt ikke sige det til nogen.”

Sagde han formanende, og smilede så hemmelighedsfuldt. Jeg nikkede straks spændt. Han lænede sig lidt tættere, og pegede kort på sine kammerater.

”Jeg er ikke en af dem, men jeg rejser med deres gruppe.”

Forklarede han hviskende.

”Deres gruppe?”

Spurgte jeg, og gjorde mit bedste for at hviske lavt og undrende. Han nikkede hurtigt igen, og så på mig med et blændende smil. Endeligt fortalte han mig, hvem de var:

”Strejfere.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...