Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6365Visninger
AA

46. Slut-kapitel

 

Efter at jeg havde fået skiftet tøj, hvilket Will havde insisteret meget kraftigt på, så var der en hjemkomst fest for mig på slottet. Alle i forsamlingen, og selvfølgeligt skandierne var med. Og tvillingerne gik på omgang til de forskellige, som fik lov til at holde dem.

Crowley havde fået lov at holde dem, og han havde straks besluttet sig for at det var to kommende rangere, som han havde holdt.  Gilan havde ikke rigtigt sagt noget, men havde bare let nusset dem skiftevis. Horace havde næsten ikke turde holde dem, fordi at Halt holdt så skarpt øje med dem. Lady Pauline syntes at de var så nuttede, at hun havde lyst til at låne dem. Alyss havde tilbudt at være barnepige, når Will var på opgave, hvis hun altså ikke selv var på opgave. Marianne gav samme tilbud, og fik i samme øjeblik fortalt mig at hun var blevet forlovet med Jörn og at de skulle giftes til vinter. Jeg skulle være brudepige, og sy hendes brudekjole. Den var jeg med på.

Cassandra var også med, og hun var helt vilde med tvillingerne, som til gengæld ikke var for vild med hende. De brokkede sig i hvert fald højlydt. Kong Duncan holdt dem også skiftevis, og det lykkes dem begge at kaste op på ham. Men han slog det til side med en let latter, og sagde at det ikke var første gang, at han havde prøvet det. Og det kunne tvillingerne trods alt ikke gøre for. Og så måtte han kort gå for at skifte tøj.

Tvillingerne tog selvfølgeligt også en rundtur blandt skandierne. Erak og Gundar var helt vilde med dem, og havde ikke lyst til at slippe dem igen. Men tvillingerne var trætte og var begyndt at blive utilfredse. Så Will og jeg tog dem i hænderne, og sad lidt med dem ved bordet, mens at der blev spist, danset og festet igennem. De lå og sov sødt, da Duncan kom tilbage igen. Halt sad ved siden af mig, og kunne ikke holde øjnene fra mig. Jeg bemærkede undrende, at Lady Pauline sad ved siden af ham og at hun holdt hans hånd.

”Hvad hedder de kære små så?”

Spurgte Duncan nysgerrigt. Jeg vuggede den førstefødte, og svarede.

”Han hedder Athan.”

Forklarede jeg. Halt lyste straks af stolthed. Han kunne godt regne ud, at Athan egentligt var en videreudvikling af Arratay, som betød Halt. Jeg pegede let på vores næstefødte.

”Og han hedder Nathan. De er jo tvillinger.”

Forklarede jeg, og vuggede hurtigt let Athan, som utilfreds vred sig i søvne. Duncan nikkede let, og så så kort over på Halt.

”Hvornår har du for resten tænkt dig at fortælle din datter, at du er blevet forlovet?”

Spurgte Duncan drillende. Will og jeg vendte begge hovedet, og så mistroisk på Halt, som jeg kunne have sværget på, at han havde haft røde kinder for en kort stund. Så det var det som det med Lady Pauline gik ud på. Halt trak sin hånd fri, og trak let på skuldrene.

”Tja, hvorfor ikke?”

Spurgte han, og fiskede lidt efter min velsignelse.

”Jeg er jo blevet så pokkers ensom på mine gamle dage.”

Indrømmede han. Jeg fnes let, da Lady Pauline let slog ham over armen. Han skulle nok få det sjovt, for Lady Pauline var ikke en dame, som bare gav sig. Jeg nikkede let, og gav ham lydløst min tilladelse. Han holdt jo stadigt af min afdøde mor, men han skulle have en chance for at være lykkelig sammen med en anden.

”Det gør i bare så længe i lige venter lidt, så Will og jeg kan få ro først.”

Stillede jeg min eneste betingelse. De nikkede straks samtidigt. Det virkede lidt underligt, at Halt skulle giftes nu, hvor han var blevet bedstefar. Men på den anden side, så ville jeg jo også få Lady Pauline som stedmor. Og hun var en handlekraftig, stærk og utroligt stædig kvinde. Jeg kunne godt lide hende.

”Bare ikke den slags ro, som resulterer i flere mini-Will’er.”

Tilføjede Gilan, da han gik forbi. Halt fik straks min søn i armene, og jeg for efter Gilan, som var sat i løb. Nok var jeg blevet mor, men jeg kunne stadigvæk give mig tid til at tackle Gilan midt på dansegulvet og sætte mig ovenpå ham, så han ikke kunne rejse sig igen. Jenny stod noget forbavset, da jeg vinkede hende over.

”Jeg tror gerne at herren her vil danse, og bruge resten af sin aften på at opvarte dig, så han ikke har tid til at drille mig.”

Erklærede jeg, og satte hælen af min sko ind i siden på Gilan, som straks skyndte sig at nikke. Så rejste jeg mig, så Gilan kunne børste sit tøj af.

”Det har du fandme godt af!”

Råbte Will tilfreds og lo. Nils blandede sig straks, da han huskede den tidligere advarsel, som han havde fået.

”Ikke bande i nærheden af rollingerne!”

Råbte Nils efter Will, så hele salen brød sammen i grin. Jeg gik grinende tilbage til min plads, og kunne konstatere at tvillingerne var blevet vækket. Så vi besluttede os for at det var nok for i dag, og trak os tilbage til hytten. Gilan holdt sit løfte og opvartede Jenny resten af aftenen, hvilket han faktisk nød mere end han ville indrømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...