Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6371Visninger
AA

9. Skriv ind, når du kommer hjem

 

”Hmm… Det lyder lidt sjovt.”

Sagde Will tænkende, efter at han var blevet informeret om sin mission. Han skulle til Macindaw, og skulle undersøge nogle mystiske hændelser der. Men i forklædning, som trubadur. Jeg måtte indrømme, at hans udstyr og tøj så lidt komisk ud i forhold til det, som jeg var vant til.

”Lidt sjovt?”

Spurgte Halt med et let smil i min retning. Will nikkede.

”Mit len er noget så kedeligt.”

Forklarede Will med en lavmælt stemme. Han var ikke sikker på om Crowley nu også var gået helt, eller om at han lurede. Halt udstødte noget, som nok skulle minde om en lavmælt latter.

”Ja, du er jo vant til lidt mere spænding.”

Måtte Halt give ham ret. Jeg rykkede let på kanden, hvor jeg lige havde smidt kaffepulveret i, og tog den så af. Jeg skænkede op i Halt og Wills kopper, og stillede så kanden tæt ved gløderne, så den ikke blev for kold. De sukkede let samtidigt, og tog en stor mundfuld.

”Der er ingen, som laver kaffe som du.”

Sagde Halt rosende til mig, og drak så lidt mere. Jeg trak bare let på skuldrene, og stak hånden ned i den taske, som Will havde givet mig. Jeg trak lidt mælk op, og hældte det op i min egen kop. Så lagde jeg det på plads, og fandt noget honning frem til at søde mælken med. Halt så undrende på, mens at jeg hurtigt pakkede honningen ned.

”Drikker du ikke kaffe?”

Spurgte han, og mente at kunne huske, at jeg havde drukket det førhen. Jeg havde bare ikke drukket det, siden at jeg var vendt hjem fra Elronda. Min mave kunne ikke længere tage den grumsede kaffe. Jeg fik brækfornemmelser af det. Så jeg rystede let på hovedet, og hev endnu en gave op fra Will. En lille bog til at skrive i. Jeg slog op, der hvor jeg var kommet til og så længe på siden. Jeg kunne ikke huske om jeg havde sat et kryds for i dag. Jeg holdt blyanten i hånden til at skrive med, og forsøgte desperat at komme i tanke om jeg havde sat det dumme kryds. Jeg vidste, at Will spændt holdt øje med mig. Han håbede på, at jeg selv ville kunne huske det. Men jeg var fuldstændig blank. Jeg gav op med et suk.

”Will?”

Spurgte jeg. Han nikkede ganske kort, så jeg knap nok så det. Men det betød, at jeg allerede havde sat et kryds for i dag. Jeg sukkede dybt, jeg var irriteret over at jeg ikke havde kunnet huske det. Jeg kastede bogen i hans retning. Han greb den hurtigt, inden at den ramte jorden.

”Gider du at skrive ind, sådan nogenlunde hvornår du kommer hjem?”

Spurgte jeg. Han nikkede let, og slog op. Jeg vidste, at det ikke ville blive en præcis dag. Han kunne ikke vide hvor lang tid det ville tage, men han kunne give et godt gæt. Så jeg havde noget at se frem til, når jeg skulle være hos Halt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...