Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6602Visninger
AA

26. Rangeren skal lære en lektie

 

”Den opgave var rimeligt hurtigt klart.”

Mumlede jeg tænkende for mig selv. Halt nikkede let, og klappede let Abelard på halsen. Jeg havde til sidst fundet ud af hvor Halt havde været. Han havde klædt sig ud som medhjælper i kroen, og havde bare sørget for at være i nærheden af mig og Moka. Han havde sørget for udskænkningen, og derfor havde jeg ikke kunnet se ham. Han havde været skjult bag den store øltønde.

Strejferne havde stået bag alle tyverierne, og havde skjult sig et godt stykke vej derfra, så man ikke anede at det var dem. Og de var nu blevet bedt pænt om at rejse videre. Halt havde nok nærmere klargjort det, at de ikke var velkomne i Araluen. De var for mange til at vi selv kunne gøre det. Halt ville nok heller ikke risikere, at jeg tog den risiko. Han var bekymret nok i forvejen.

”Jeg tager ikke skade af det, hvis du taler til mig.”

Sagde jeg utilfreds, og rettede på tøjlerne. Hesten var ikke min, den havde jeg lånt. Dens gang var bedre for mig, end Sølvmankes, påstod Halt. Men jeg savnede nu min lille ballademager.

”Ja, ja.”

Sagde Halt, og lød koncentreret. Han så undrende udover landskabet. Men der var ingen, som umildbart kunne snige sig ind på os. Der var kun en stor sten et stykke længere henne på vejen, hvor der måske kunne gemme sig to mand bagved. Men det var usandsynligt, når jeg var med Halt. Han er jo trods alt en Ranger, og dem lægger folk sig ikke gerne ud med. Jeg udstødte en utilfreds lyd.

”Undskyld, min skat.”

Sagde han endeligt, og så på mig med et blidt smil.

”Jeg har lovet at passe godt på dig, og det kan jeg jo ikke bare holde op med. Specielt ikke, når du er gravid med mit barnebarn.”

Sagde Halt, og lød faktisk vældigt stolt. Jeg fnes let.

”Du er forfærdelig.”

Sagde jeg opgivende. Det fik ham bare til at udstøde en let latter.

”Mon dog, at det er så slemt?”

Spurgte han muntert, og slappede betydeligt mere af. Jeg nikkede straks overbevisende.

”Ja, du er helt og aldeles…”

Begyndte jeg at opbygge mit argument, da der trådte to mænd frem fra bag klippen. Den ene slog straks ud efter Halt med en kølle, så han sank bevidstløs ned fra Abelard.

”Far!”

Skreg jeg panisk, bange for at de havde slået ham ihjel. Jeg blev straks revet end af den anden mand, og hesten stak straks af. Den var jo ingen rangerhest. Abelard blev stående, og puffede ivrigt til Halts livløse skikkelse. Jeg blev grebet stramt i armene, og hevet op og stå.

”Nåh, nåh… Rangerens datter?”

Sagde den ene grinende, og sparkede hårdt Halt i siden. Jeg skreg efter Halt, bekymret for at de havde slået ham ihjel. Men de lod ham ligge, og slæbte mig væk. De mumlede noget om, at ville lære ham en lektie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...