Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7652Visninger
AA

7. Op og af sted

 

Jeg straks mig træt under tæppet, og rakte ledende ud efter Will, men han var allerede stået op, så sengen var tom. Jeg sukkede, og vendte mig i sengen for at sove videre.

”Elisabeth?”

Kaldte Will lokkende, og lagde sig i sengen ved siden af mig. Hans hænder søgte ned under tæppet, og trak mig tæt ind til sig.

”Godmorgen.”

Hilste han, og kyssede mig på panden. Jeg gryntede utilfreds, ikke just glad for at stå op nu.

”Hvor tidligt er det?”

Spurgte jeg, og gemte mig for det svage lys i soveværelset imod hans bryst. Han fnes let, og vidste at jeg ikke just var et morgenmenneske.

”Tidligt.”

Nøjes han med at sige, og kyssede mig igen på panden.

”Du skal stå op nu, min skat.”

Hviskede Will lokkende, og kyssede forsigtigt min kind.

”Jeg har lavet morgenmad til dig.”

Forsøgte han at lokke mig yderligere. Jeg sukkede let, og trak mig en smule fri fra hans greb, så jeg kunne kysse ham på læberne.

”Okay, okay, jeg står op.”

Sagde jeg, og forsøgte at lyde utilfreds. Det mislykkes, da Will igen kyssede mig på panden. Så slap han mig let, så jeg kunne rejse mig fra sengen. Han gabte svagt, og strakte sig let i sengen. Jeg trak hurtigt noget tøj på, og huskede i sidste øjeblik, at vi jo skulle rejse i dag, så jeg tog busker på og fandt min rangerkappe frem. Jeg lagde den på sengen, og betragtede Will, som var ved at falde i søvn igen. Jeg prikkede let til hans fod, så han let blinkede træt og så hurtigt satte sig op for ikke at falde i søvn.

”Jeg syntes at du er så træt.”

Kommenterede jeg, og redte let mit hår igennem inden at jeg samlede det i en hurtigt fletning.

”Jeg har været oppe længe.”

Svarede Will, og rejste sig fra sengen.

”Jeg har pakket, så du kunne sove lidt længere.”

Forklarede han. Jeg gav ham et let kys på læberne som et tak, og satte så kurs mod køkkenet, så jeg kunne få noget morgenmad inden vi skulle afsted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...