Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6371Visninger
AA

37. Oberjarl Erak

 

Jeg kunne knap nok stå oprejst, og måtte flere gange støtte mig til bordet for ikke at miste balancen. Min ryg gjorde så forfærdeligt ondt. Det var blevet opdaget at jeg havde spist en halvrådden kartoffel, nogen havde sladret. Og derfor var jeg blevet slået på ryggen, flere gange og var blevet tvunget til at sove ude i gården flere nætter med kun et tyndt, hullet tæppe til at beskytte mig mod sneen.

”Kom i sving, vi får besøg.”

Fik vi at vide, og straks for alle vildt rundt og lavede deres arbejde så hurtigt som muligt. Jeg kunne ikke skrælle kartofler hurtigere, og forsatte i samme rolige tempo. Det gjorde alt for ondt til andet. Jeg modtog et hårdt slag over ryggen, så jeg rettede mig lidt op.

”Stå ordentligt, møgtøs.”

Hvæssede den yngre kvinde, som havde slået mig. Men jeg kunne ikke. Det gjorde for ondt. Hun slog mig hårdt i baghovedet, og hvæssede at jeg skulle stå ordentligt igen. Jeg forsøgte, men kunne ikke. Hun var lige ved at slå mig igen, men skyndte sig at træde væk, da nogen nærmede sig med tunge skridt.

”Herre.”

Hviskede hun ydmygt, og så hurtigt ned i gulvet. Jeg var for træt, for udmattet og kunne allerede mærke virkningen af at jeg ikke længere kunne drikke drikken hver morgen. Jeg vendte mig om for at se personen i øjnene i håbet om at blive slået ihjel. Jeg havde givet op. Mit barn skulle ikke fødes ind i livet som en træl.

Men de øjne som jeg mødte, var nogle som jeg slet ikke havde forventet at møde. Jeg brød sammen i gråd, og kastede mig i armene på den store mand.

”Hvad fanden foregår der her?”

Brølede han rasende, så mine ører gjorde helt ondt. Den yngre kvinde for straks frem for at hive mig væk. Men han skubbede hende hurtigt væk, og lagde beskyttende sine arme om mig.

”Jeg skal straks få trællen straffet.”

Sagde kvinden surt, og så sikkert på mig. Jeg mærkede hans dybe vejrtrækning, og var denne gang forbedret på at han ville give sig til at råbe.

”Træl? Træl?!”

Råbte han rasende, så kvinden hurtigt trådte tilbage.

”Hun er ingen træl!”

Råbte han rasende, som om at han ville rive hovedet af hende.

”Hun er Will Treatys kone.”

Rassede Erak. Straks så flere af dem på mig. Jeg var ikke så velkendt, men alle kendte efterhånden Wills navn. Kvinden krøb tilbage, godt klar over at nogen ville blive straffet for det her og at det sikkert ville være hende. Jeg var så glad, så lykkelig for at blive fundet. Og så af Erak. Jeg havde genkendt den brede skandier, som havde været med til vores bryllup. Jeg mente at kunne huske at han var oberjarl, og at det var en vigtig post. Men jeg gad ikke tænke mere over det. Jeg var i sikkerhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...