Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6374Visninger
AA

23. Min allerskønneste

 

Jeg spiste stille og roligt min aftensmad. Jeg tog mig uendeligt meget tid til det. Det var for at trækket tiden, og kunne lytte til hvad gæsterne i krostuen sagde. Men også fordi, at jeg ikke rigtigt var sulten. Min mave opførte sig underligt. Jeg vidste godt hvorfor. Det var min krop, som var begyndt at reagere på barnet, som jeg bar. Det var ikke just behageligt. Men der var bare ikke noget at gøre ved det.

”Kroejer! Tre store øl!”

Råbte en ny gæst fornøjet, og virkede som om at han allerede havde fået rigeligt at drikke. Han kom svajende ind af døren, med to kammerater bag sig. De så ud til at være lige fulde. Men så bemærkede jeg forskellen i deres bevægelser. De to bag ham var fulde, meget, meget fulde, men det var han ikke. Han lod som om, og det fangede straks min opmærksomhed. Jeg så hurtigt ned i tallerkenen, og fangede et stykke gulerod med min gaffel, som jeg straks stak i munden. Jeg tyggede den grundigt, og længe, og bemærkede så at manden stod ved mit bord. Han lod sig virke mindre fuld, og lænede sig lidt ind over bordet.

”Godaften min skønne fugl.”

Kvækkede han kærligt, og regnede ikke med at jeg var her med nogen. Jeg vidste dog, at Halts kølige blik lå hvilet på mig. Jeg kunne bare ikke finde ud af hvor han var henne. Jeg havde ikke set efter ham åbenlyst, men jeg kunne stadigt ikke finde ham.

”Godaften.”

Hilste jeg venligt, og tørrede let min læbe af for kødsaft. Men jeg mødte ikke mandens blik, og virkede til at irritere ham.

”Sig mig, min allerskønneste… Hvad bestiller en ung fugl som du, helt alene, her på denne kro?”

Hans ord var snorklede og kvalmende søde. Men jeg fangede dog hans skjulte spørgsmål. Han havde spurgt om jeg var en glædespige. Jeg rystede let på hovedet, som et svar på hans uudtalte spørgsmål, før at jeg svarede.

”Jeg er så men på gennemrejse. Jeg havde brug for et hvil efter flere dages rejse, og fandt dette yndige sted.”

Svarede jeg med en kvidrende stemme. Næsten som en høflig fugl svarede jeg ham, selvom at han helt klart ikke fortjente det.

”Jamen hvor kom du da fra?”

Spurgte manden, og så undersøgende på mig. Jeg var åbenbart så spændende for ham, at han glemte at opføre sig som en der var fuld.

”Et sted langt borte, min kæreste Julian gik borte og jeg måtte rejse til hans forældres sted.”

Løj jeg, og digtede videre på min løgnehistorie. Manden lænede sig lidt længere ind over bordet, da han forstod min sætning.

”Det gør mig ondt, min unge frue.”

Sagde han, og gjorde sit bedste for at lyde trist. Jeg var lige ved at lade det glide, da det gik op for mig, at han havde sagt frue. Og det skulle jeg jo ikke forestille at være.

”Frøken, jeg er ikke gift.”

Løj jeg, og straks så manden mere interesseret på mig, før at en af hans kammerater stødte ind i ham og fik hældt øllet ud over ham. Han bandede voldsomt, men faldt så straks ind i sin rolle som fuld og ignorerede mig igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...