Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7581Visninger
AA

13. Lillesøster eller mor?

 

”Kunne man lokke en kop kaffe ud af jer?”

Spurgte Crowley, og kom luskende ud af en busk. Han havde dog ikke forsøgt at skjule sig, så jeg blev ikke overrasket.

”Jeg havde hørt, at det er Elisabeth, som laver kaffe. Tja… hun laver god kaffe.”

Forklarede Crowley, og slog sig ned ved siden af Halt, som igen sad ved siden af mig. Gilan sad på den anden side af mig, og nød den resterne af den aftensmad, som jeg havde lavet.

”Hvor i alverden gemmer du al den mad?”

Spurgte Halt undrende, og rystede opgivende på hovedet.

”Jeg kan love dig for at jeg skal stoppes, når i to jo snart rejser hjemad, og jeg må undvære den gode mad.”

Forklarede Gilan, og lo let, inden at han skrabede tallerkenen ren.

”Men du kan lige vove på, at slikke tallerkenen ren.”

Formanede jeg ham, netop som han var lige ved at gøre det.

”Ja, ja mor.”

Sagde han drillende, og rullede med øjnene. Jeg sukkede let.

”Jeg ved ikke om jeg skal le eller protestere.”

Sagde jeg opgivende, og roede kort i gløderne for at udnytte varmen.

”Men det er vel bedre, end at blive kaldt for en møgirriterende lillesøster.”

Svarede jeg mig selv, og trak på skuldrene. Gilan spruttede let af latter.

”En rolle, som du spillede meget godt.”

Kommenterede han med en let latter. Som for at understrege, at jeg stadigt kunne spille den rolle, samlede jeg hurtigt en mudderklat op og kastede den efter Gilan. Jeg ramte, sådan som jeg ville, og det gik ud over hans højre lår. Det blev smurt ind i mudder, og han klagede straks.

”Så kan du bare være ordenligt, for du er ikke særligt sød.”

Sagde jeg med den barnelige stemme, som jeg havde brugt den gang, hvor Gilan og jeg var på flugt. Gilan fnøs irriteret, og forsøgte at tørre sine bukser af. Halt lo bare, og Crowley nød sin kop kaffe.

”Spøg til side…”

Sagde jeg med den barnelige stemme, og skiftede så bagefter tilbage til mit normale toneleje.

”… jeg trækker mig og går på hovedet i seng.”

Sagde jeg træt, og rejste mig. Jeg gabte let, og strakte mig. Jeg var slet ikke vant til at sidde på den hårde jord, og slet ikke sove på den længere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...