Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6947Visninger
AA

36. Køkkenet.

 

Jeg blev vasket med hårde børster, og koldt vand blev kastet over mig flere gange. Jeg rystede af kulde, da jeg endeligt var færdig. Kvinden rev mig hårdt i armen hen til en stol, hvor mit tøj hang. Det var blevet vasket, og var stadigt vådt.

”Tag det på!”

Beordrede hun surt. Jeg skyndte mig at gøre det, selvom at det var koldt. Det var jo vinter. Jeg rystede af kulde, da hun tvang mig ned at sidde. Så trak hun en saks frem fra sin lomme, og gjorde klar til at klippe mit hår af. Men hun blev heldigvis afbrudt, inden at hun nåede at klippe.

”Det er ikke nødvendigt.”

Brød en yngre kvinde ind, og tog saksen fra hende.

”Hun har ikke lus, og hun skal arbejde i køkkenet, så længe at hun er gravid.”

Forklarede den yngre kvinde, som åbenbart var hende, som jeg skulle arbejde for.

”Men hendes hår er så fint og blankt. Vi kan tjene penge på det.”

Klagede den ældre kvinde, og var meget ivrigt efter at klippe mig skaldet.

”Først når hun bliver flyttet ned i stalden, så kan det også blive lidt længere.”

Sagde den yngre kvinde, og snoede let mit hår imellem sine fingre. Hun rev mig op og stå i det. Hun smilede grumt.

”Du opfører dig ordentligt, du stikker ikke af og du gør dit arbejde. Så bliver ungen ikke taget fra dig i samme øjeblik, som det bliver født.”

Sagde hun surt. Jeg skyndte mig at nikke, så hun rev mig efter sig. Jeg måtte kæmpe for at følge med. Hun skubbede mig ind foran sig, så jeg væltede ind af døren til køkkenet. En kvinde som stod i nærheden, hev mig hurtigt op og stå igen. Hun havde opdaget min store mave. Hun skubbede mig hurtigt over til et arbejdsbord.

”Sæt hende i gang, og i kan lige vove på at skåne hende, for så bliver i sat til at arbejde i gården!”

Knurrede hun nærmest efter de mange trælle i køkkenet. De skyndte sig at nikke, de var tydeligvis bange for hende. Så kvinden der havde hjulpet mig op, skyndte sig at træde tre skridt tilbage, som om at jeg var giftig.

”Godt.”

Sagde den yngre kvinde tilfreds, og smækkede døren bag sig med et brag. Så nærmede kvinden sig lidt igen, og viste mig hvordan jeg skulle tilberede grønsagerne, som skulle koges sammen til en suppe. Jeg forstod ikke hvad hun sagde, så det hele foregik med fagter. Til sidst skyndte hun sig at gå, da hun regnede med at jeg kunne finde ud af det.

”Sh…”

Tyssede jeg ganske let på barnet, som ivrigt bevægede sig ind i mig. Jeg var sulten, utroligt sulten og vovede mig til at spise en halvrådden kartoffel. Det kom jeg til at fortryde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...