Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7116Visninger
AA

4. Jeg vil gerne hjem

 

”Klar til at tage hjem?”

Spurgte Will med et let glimt i øjet. Jeg kunne godt gætte mig til hvad han ville, når vi kom hjem. Så jeg besluttede mig for at drille ham lidt.

”Det ved jeg nu ikke rigtigt.”

Sagde jeg tænkende, og vendte mig lidt væk fra ham, så jeg kunne blinke med det ene øje til Marianne, uden at han så det.

”Jeg mener, det er jo ikke sikkert, at Marianne er færdig med at handle. Men selvfølgelig hvis du er taget hele vejen hjemmefra for at hente mig, så er det en anden side af sagen.”

Tilføjede jeg roligt, mens at Marianne ivrigt nikkede.

”Faktisk kommer jeg oppe fra slottet.”

Indrømmede Will, hvilket kort fik mig til at undre mig. Hvad havde han lavet deroppe?

”Jamen så… Så kan du jo bare tage hjem, jeg skal nok sende Elisabeth hjem, når vi er færdige.”

Tilføjede Marianne med et grin, og slog en arm om mig. Will sukkede dybt, godt klar over at vi drillede ham. Han trak på skuldrene, som for at sige okay.

”Men…”

Tilføjede Marianne, netop som han vendte sig for at gå sin vej.

”Faktisk gider jeg ikke, at handle mere.”

Afsluttede jeg hendes sætning, da jeg faktisk var begyndt at blive lidt træt. Og jeg havde ikke så godt af at blive oppe for længe, når jeg var træt i forvejen. Will gav mig et let smil, da han indså at jeg gerne ville hjem.

”Jamen, kan vi i det mindste ikke spise aftensmad sammen på kroen?”

Spurgte Marianne straks. Jeg tøvede. Hvis Will og jeg skulle gøre det, som han havde i tankerne, så kunne vi ikke spise sammen med Marianne på kroen. Så ville jeg simpelthen blive for træt.

”Sådan lidt som en betaling for at du syr min kjole, og så kunne det jo være lidt hyggeligt.”

Tilføjede Marianne forsigtigt, da hun opdagede at jeg tvivlede.

”Det kan vi sagtens.”

Brød Will ind, og smilede venligt til Marianne, som straks gjorde omkring for at føre vej til kroen.

”Men… hvad så med?”

Spurgte jeg, og fik et straks et let kys på panden.

”Det kan vi altid gøre senere.”

Svarede Will lusket, og strøg noget hår væk fra mit ansigt. Så vi begyndte at følge efter Marianne

”Hun er en god veninde.”

Sagde Will pludseligt, og holdt øje med Marianne, som gik et godt stykke foran os. Jeg nikkede let som svar.

”Og jeg har lidt brug for, at der er en som kan holde øje med dig, og som kender dine grænser, når vi ikke er sammen.”

Tilføjede Will som en forklaring. Jeg sukkede let. Som evigt og altid, så var han så utroligt overbeskyttende. Dog ikke så slem som Halt havde været, da jeg boede hos ham, inden brylluppet. Og det var jeg kun glad for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...