Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7584Visninger
AA

2. Jeg syr kjolen

 

”Jamen du har da fået en ny kjole, så sent som i sidste måned.”

Sagde jeg protesterende, og vidste at hendes mor næppe ville blive glad for at hun havde købt stof ind til endnu en kjole. Specielt fordi at Marianne ikke kunne sy det mindste. Hun havde bare ikke tålmodigheden til det, men listen havde hun, til at få sin mor til at sy for sig.

”Ja, men den har folk jo allerede set.”

Protesterede Marianne let, og rullede med øjnene. Hun forsøgte virkeligt at få mig overbevidst om at det var en hård omgang at få en mand, som også krævede meget arbejde.

”Måske kunne jeg tiltrække en bejler, hvis jeg fik en i grøn?”

Spurgte Marianne tænkende sig selv.

”Min søde Marianne, du har allerede fire bejler, er det ikke nok?”

Spurgte jeg, og vidste på forhånd at de fire bejlere med glæde ville give deres højre arm for at gifte sig med hende. Men det blik hun sendte mig, fik mig straks til at indse, hvorfor hun var sådan.

”Men selvfølgeligt, hvis du ikke har tiltrukket den rigtiges opmærksomhed, så er det jo et problem.”

Sagde jeg lusket, og besluttede mig for at hjælpe hende med at udvælge nogle farver. Imens trak købmanden sig væk, da en anden kunde spurgte efter noget bestemt stof.

”Hvem er det?”

Spurgte jeg nysgerrigt, og havde for en gangs skyld ikke den fjerneste anelse. Marianne sukkede let for sig selv.

”Du lover mig, at du ikke siger noget.”

Sagde hun let. Jeg nikkede, og tilføjede hurtigt.

”Selvfølgelig.”

Hun sukkede let igen, og slap det stykke stof, som hun havde i hånden.

”Jörn.”

Svarede hun godt, og kom så til at smile let ved lyden af hans navn.

”Smedens søn?”

Spurgte jeg, en smule forvirret. Marianne nikkede let, og med røde kinder sagde det det hele.

”Ja så.”

Sagde jeg let, med et venligt smil på læben.

”Så må vi jo hellere udvælge nogle farver.”

Tilføjede jeg muntert, og måtte give hende ret i at en grøn kjole ville fremhæve hendes grønne øjne.

”Men mor vil ikke sy flere kjoler for mig.”

Sukkede Marianne, og var klar til at give op.

”Så syr jeg den for dig. Så har jeg trods alt noget at lave.”

Foreslog jeg, og straks smilede Marianne let.

”Ja, det er jo rigtigt. På nogle punkter ville jeg godt have en mand som din, som hele tiden pusler om mig, men din er dog alligevel lidt i overkanten.”

Sagde hun, og lo igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...