Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6606Visninger
AA

20. Jeg må komme med!

 

”Er du stadigt sur?”

Spurgte jeg tøvende, da Halt kom ind af døren. Han var blevet så sur, at han var gået sin vej efter endnu et skænderi om morgen, da vi havde spist morgenmad. Jeg fortrød det, og var blevet klar over, at jeg måske overreagerede lidt.

”Jeg kan ikke være sur på dig længe af gangen.”

Indrømmede han, og satte sig ved bordet. Jeg sukkede lettet op, og gav ham et forsigtigt smil.

”Undskyld.”

Sagde jeg forsigtigt, og så ned i bordet.

”Jeg er vist lidt hidsig for tiden.”

Tilføjede jeg forsigtigt, og mærkede Halts hånd, som lagde sig over min. Jeg kiggede op, og han fangede mit blik. Han frembragte et svagt smil, og nikkede let.

”Hvis ikke kun lidt.”

Sagde han drillende, og tog min hånd imellem sine. Han aede stille min hånd, og så så på mig igen.

”Du får lov til at komme med.”

Sagde han endeligt, og straks boblede mit hjerte af glæde. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og det fik ham til at ryste på hovedet.

”Men…”

Sagde han lettere utilfreds, og slap min hånd med sin ene hånd. Han rakte formanende sin pegefinger i vejret, og så bestemt på mig.

”Vi kan ikke blive set sammen.”

Sagde han roligt, og tog så forsigtigt min hånd igen. Jeg så forvirret på ham, med hovedet en smule på skrå.

”Du skal bo på den lokale kro, hvor du lytter efter sladder og nyheder. Du skal opsnappe de ting, som jeg ikke kan få fat i, når jeg udspørger folk. Jeg kommer måske en eller to gange på kroen, men kun lidt tid af gangen.”

Forklarede Halt, og sukkede så let.

”Det betyder, at du ikke kommer i fare og at du ikke bliver sat i forbindelse med mig. Men det betyder også, at jeg ikke kan holde øje med dig. Er du villig til at løbe den risiko?”

Spurgte han med en tøvende klang i stemmen. Jeg nikkede let.

”Den risiko er jeg villig til at løbe.”

Fastgjorde jeg det. Halt nikkede let med et bedrøvet smil. Han var virkeligt ikke glad for det. Så jeg holdt hans hænder imellem mine, og aede dem beroligende.

”Hvis der er den mindste udsigt til ballade, så stikker jeg af med det samme. Ved det mindste.”

Forsikrede jeg ham om. Han nikkede let, og fik igen et let smil på læberne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...