Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6598Visninger
AA

17. Jeg kan ikke hjælpe Will

 

Jeg sad roligt, og var i gang med at sy. Jeg vidste godt, at Halt ofte så undrende på mig, når han engang imellem kiggede op fra sine dokumenter. Men jeg ignorerede det, han var bare forundret over at jeg tilsyneladende kunne sidde stille så lang tid af gangen. Det havde engang ikke været normalt for mig, men ikke længere.

Jeg havde købt en masse tråd, og var derfor i gang med at sy underkjolen sammen. Jeg besluttede mig for at gøre ekstra meget ud af denne kjole, så Marianne kunne få fingrene i Jörn. Hun holdt jo tydeligvis af ham. Derfor havde jeg siddet og syet alle vågne timer i det sidste stykke tid. Kjolen skulle være noget helt særligt. Jeg havde for få dage siden gjort en opdagelse, som jeg endnu ikke havde delt med nogen, for jeg ville ikke rigtigt selv tro på det.

Halt så op mod døren, da vi kunne høre den tydelige galop fra en hest. Han nikkede let for sig selv, og så så ned i sine dokumenter igen. Det måtte have noget at gøre med det møde han var til ved Crowley. Jeg hørte de tunge skridt på verandaen, og gættede mig til at det lød som Horace. Jeg fik ret.

”Halløj i stuen.”

Hilste han muntert, da han åbnede døren og trådte ind. Halt sukkede let.

”Kan man da ikke få arbejdsro?”

Spurgte han tvært, og lød som om at jeg havde larmet helt vildt. Horace lo bare. Jeg lagde mit sytøj fra mig, efter at havde syet det sidste stykke, og så på ham.

”Godeftermiddag Horace.”

Hilste jeg venligt. Han nikkede som hilsen.

”Jeg har fået til opgave at hjælpe Will med Macindaw, der foregår noget værre lusk der.”

Sagde han glad, og var lykkelig over at kunne hjælpe sin ven. Jeg nikkede let, glad på hans vegne. Han så straks på mig, da jeg samlede min saks op.

”Og jeg fik at vide, at jeg måtte tage en veninde med, som kunne hjælpe lidt til med at spionere.”

Jeg tabte saksen, så den røg på gulvet med et brag. Da jeg ikke gjorde mine til at ville samle den op, gjorde Horace det for mig. Halt så undrende på mit chokerede ansigtsudtryk.

"Will kunne godt bruge din hjælp."

Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje.

"Han ville blive juble-lykkelig for at se dig."

Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke.

"Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det."

Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik.

"Hvor længe har du vidst det?"

Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke.

"Ved Will det?"

Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet.

"Jeg vidste det ikke selv, da han tog af sted."

Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...