Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7709Visninger
AA

10. Jeg husker skideråddent

 

Jeg kunne se at han skrev mere ind, end bare en lille anmærkning, hvilket gjorde mig nysgerrig. Hvad havde han skrevet? Men han lukkede bestemt bogen, og nikkede svagt for sig selv. Han rejste sig hurtigt, og kom over for at sidde ved siden af mig. Jeg fik bogen igen, og var lige ved at åbne den.

”Vent hellere, i hvert fald indtil at jeg er taget af sted og du sidder sikkert i Halts hytte.”

Sagde Will blidt, og gav mig et svagt kindkys. Jeg nikkede, og pakkede bogen ned i min taske igen. Will rakte mig hurtigt blyanten. Den havde jeg glemt alt om, så jeg skyndte mig at få den pakket ned, inden at jeg glemte den igen.

”Hvad gik det ud på?”

Spurgte Halt nysgerrigt, og kunne ikke holde sit spørgsmål tilbage længere.

”Elisabeth har bare…”

Begyndte Will, men jeg afbrød ham hurtigt ved at slå ham over låret.

”Av.”

Klagede Will, og masserede let sit lår.

”Det er ikke noget.”

Sagde jeg surt, og lagde armene over kors, mens at jeg så utilfreds på Will. Halt rømmede sig ganske let.

”Det er bare hvad?”

Forlangte han at få at vide. Jeg gav Will et skarpt blik, han skulle bare holde sin mund.

”Jeg har det fint.”

Sagde jeg utilfreds, og fnøs irriteret, da Halt rullede med øjnene.

”Alene det at du siger det, betyder at der er noget i vejen.”

Sagde Halt utilfreds, og lagde armene over kors på samme måde. Jeg så væk, og kom til at sukke ganske let. Halt var bekymret i forvejen, fordi at jeg var så svag. Jeg ville ikke bekymre ham yderligere.

”Han finder selv ud af det før eller senere.”

Sagde Will advarende, og strøg let min kind. Jeg måtte give ham ret. Halt ville blive ved med at spørge, prikke og være irriteret, indtil at han havde fundet ud af det. Han så studerende på mig, og afventede mit svar.

”Jeg husker ikke så godt.”

Sagde jeg ret tamt. Halt så på Will med et blik, som jeg ikke helt kunne gennemskue. Will nikkede bare let som svar. Jeg sukkede let.

”Okay, jeg husker skide råddent.”

Sagde jeg surt, men trist. Jeg hadede at være så svag, hjælpeløs og hele tiden at glemme det hele. Will lagde trøstende en arm om mig, og trak mig ind til sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...