Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6620Visninger
AA

6. Jeg er til besvær

 

Vi vinkede farvel til Marianne, og vendte så næsen hjem.

”Lad mig tage den der.”

Tilbød Will, og rakte ud efter posen med stof. Jeg rystede hurtigt på hovedet. Det var bestemt ikke nødvendigt, at han bar den for mig. Så han trak hurtigt hænderne til sig, da han opdagede mit utilfredse blik.

”Hvornår vil du få tid til at sy kjolen?”

Spurgte Will, for at snakke udenom. Jeg så undrende på ham, mens at vi langsomt nærmerede os hytten.

”Du har glemt det igen, har du ikke?”

Spurgte han med et let suk. Jeg måtte let nikke, for jeg anede ikke hvad han snakkede om. Hans øjne fik et let bekymret blik, da han forsigtigt lagde en enkelt arm om mig. Han var efterhånden ved at være vant til, at jeg ikke huskede særligt godt, men det bekymrede ham alligevel.

”Vi rejser i morgen, det var det som jeg var oppe og melde på slottet.”

Sagde Will ledende, for at forsøge at få mig til at huske. Jeg trak ganske let på skuldrene, for jeg kunne ikke huske det, så jeg forsøgte at gætte.

”Rangermødet?”

Gættede jeg, og fandt tilfældigt på det. Will nikkede dog let.

”Men det er da først om lang tid.”

Udbrød jeg lidt for hurtigt, inden jeg fik tænkt mig om. Will sukkede let.

”Ikke helt.”

Indrømmede Will utilpas. Jeg sukkede let. Jeg hadede, at gøre ham bekymret for mig.

”Men vi skal tidligere af sted, end normalt, men det er for din skyld. Så du ikke overanstrenger dig for meget.”

Forsøgte Will at opmuntre mig, og krammede mig lidt tættere ind til sig. Jeg sukkede let. Jeg brød mig ikke om at være til besvær, og jeg følte mig rigtig meget til besvær, når han hele tiden skulle minde sig på småting. Jeg sukkede let.

”Undskyld.”

Sagde jeg stille, og sukkede igen. Jeg følte mig ikke til andet end besvær.

”Det er ikke din skyld.”

Beroligede Will mig, og kyssede mig let på panden, inden vi gik ind i hytten. Jeg var egentligt træt, og burde gå på hovedet i seng. Men i stedet, så snart døren blev lukket bag os, trak jeg Will ind til mig og kyssede lokkende hans læber. Han sukkede let, men lod sig overtale, så han tog mig i armene og bar mig til soveværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...