Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7112Visninger
AA

34. Jeg bliver solgt videre

 

Også blev hun pludseligt syg. Jeg passede hende, plejede hende og gjorde mit bedste. Men hun blev mere og mere syg, og jeg blev klar over at hun var ved at give efter for vinterens kulde. Hendes vogn var ikke helt tæt, og fordi at hun havde passet så meget på mig, så havde hun forsømt sig selv og ikke spist nok. Den mad havde hun givet til mig, for at redde mig, så vel som barnets liv.

”Kom her, mit barn.”

Sagde hun hæst, så jeg rejste mig fra mit leje af tæpper på gulvet. Jeg tog forsigtigt hendes spinkle hånd. Hun strammede sit greb, men det var svagt. Hun havde ikke lang tid igen.

”Jeg vil snart glide bort.”

Sagde hun hæst, så jeg skyndte mig at give hende lidt vand.

”Og du er blevet for stor til at flygte, min kære.”

Sagde hun blidt, og lagde hånden mod min store mave. Jeg havde været så lykkelig, da jeg havde mærket barnet bevæge sig for nogle dage siden. Og nu var jeg trist, for uden hende, så ville det blive som før.

”Undskyld.”

Sagde hun hæst. Jeg klemte let hendes hånd, og holdt den imod min kind, så hun kunne mærke mine tårer. Hendes syn var allerede borte, så hun så intet længere.

”Græd ikke over mig, mit barn. Jeg er gammel og træt af livet.”

Forsøgte hun at trøste mig. Men jeg kunne ikke holde op med at græde.

”Din far er her ikke.”

Mumlede hun fjernt, som om at hun allerede var ved at glide bort. Jeg mærkede let på hendes hals og på hendes hånd. Hun havde ingen puls. Hun var død. Jeg græd endnu mere, og slap hendes hånd, så jeg kunne skjule mit ansigt i mine hænder. Jeg vuggede let mig selv, og græd længe.

Så rev de døren op, og jeg modtog en hård lussing, så jeg faldt sammen på gulvet. De trak den gamle kvindes krop ud af vognen, og smed hende ned på den begyndende sne. De var kolde og ligeglade med hende. De frygtede hende ikke længere, nu hvor hun var død.

”Nu kan heksen ikke beskytte dig længere.”

Sagde min tidligere ejer, og sparkede mig hårdt i ryggen, så jeg skreg af smerte.

”Pas nu på. Du ved at de ikke køber slaver, hvis de har alt for mange mærker.”

Advarede en af de andre ham, men han sparkede mig endnu engang.

”Så skal du bare slå hende ihjel, hvis de ikke køber hende.”

Sagde den anden, men opgav at sige mere, da han sparkede mig endnu engang. Så vendte han ryggen til mig, og gik ud af vognen. De låste mig inde i vognen, og kørte mig borte for at sælge mig videre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...