Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7039Visninger
AA

38. I skjul for det sindssyge kvindemenneske

 

Halt humpede let og ikke særligt elegant ind på kontoret, hvor baronen og Crowley sad med bunkevis af rapporter. Crowley rettede sig op.

”Hvad…”

Begyndte han at spørge, men Halt tyssede hurtigt på ham og skyndte sig at lukke døren. Så åndede han lettet op.

”Det sindssyge kvindemenneske vil ikke give mig et øjebliks ro.”

Sagde Halt anstrengt, og måtte støtte sig til sin stok for ikke at vælte. Han var ved at komme sig. Han var begyndt at tage på igen, men hans benmuskler var endnu ikke helt i orden. Så han måtte bruge stok for en sikkerhedsskyld, så han ikke væltede.

”Du burde hvile.”

Sagde Crowley, men vidste godt at han ikke kunne tale fornuft ind i sin ven. Halt rystede let på hovedet, så baronen forsøgte sig.

”Jeg har det udmærket!”

Sagde Halt, og forsøgte at virke overbevisende. Men hans stok hjalp ikke på det. Crowley skævede let til Halt, godt klar over at han var meget usikker på benene. Så han rejste sig, og tilbød Halt stolen. Han satte sig taknemmeligt, og lænede stokken op af bordet.

”Er Will vendt hjem?”

Spurgte baronen forsigtigt. Halt nikkede ganske let.

”Horace og Gilan er netop vendt hjem med ham. De måtte nærmest slæbe ham tilbage. I det mindste var han så træt, at de også blev nødt til at slæbe ham i seng.”

Forklarede Halt. Crowley nikkede let. Lettet over at Will var kommet tilbage i et stykke. Han havde nægtet at give op, selvom at der havde været så mange i arbejde, rangere og riddere og så videre. Ja, der havde været så mange i gang, at Araluen nærmest måtte være blevet endevendt hele to gange. De hørte en svag hidsig kalden efter Halt, og han krøb sig straks i stolen.

”Sindssyge kvindemenneske.”

Mumlede han lavt igen, og håbede på at Lady Pauline ikke ville finde ham forløbig. Hun var forfærdelig. Han ville måske have syntes om hendes omsorg, hvis det ikke var fordi at Elisabeth stadigt var meldt savnet. Crowley kunne med lethed skjule sin latter. Det var sværere for baronen, som forsøgte at skjule den med en hosten.

”Jamen, det er da rart at se i morer jer.”

Kommenterede han tørt, men måtte skjule et let smil. Han havde ikke skulle gemme sig for en kvinde i et godt stykke tid, og det var nu alligevel lidt sjovt. Så længe at hun altså ikke fandt ham. Han bemærkede pludseligt et dokument, som næsten lige var ankommet. Han rev den hurtigt til sig, og genkendte seglet på den. Han flåede den hurtigt op, og læste den igennem.

”Halt, din… din…”

Udbrød Lady Pauline irriteret, da hun slog døren til kontoret op. Men Crowley tyssede hurtigt på hende. Halt var blevet bleg, næsten helt hvid i ansigtet, da han havde læst dokumentet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...