Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7343Visninger
AA

14. Hvornår er det din tur?

 

Jeg gabte ganske svagt, og forsøgte at skjule det fra Halt. Han bemærkede det dog straks, og sukkede let.

”Måske skulle jeg have ladt dig sove lidt længere.”

Mumlede han for sig selv. Jeg lod som om at jeg ikke hørte det, og var koncentreret om at spænde Sølvmankes saddel. Hun prustede let, og skubbede til mig. Hun savnede lidt sit efterhånden ret store føl, men det var derhjemme og blev forkælet i slotsstalden.

”Det er ikke sjovt længere.”

Kommenterede jeg, og fik et kort blik fra Halt. Han troede at jeg snakkede med mig selv, da både Crowley og Gilan dukkede op ud af ingenting.

”Bare lidt.”

Kommenterede Gilan, og trak så let på skuldrene, da jeg gav ham et ondt blik.

”Klar til afgang?”

Spurgte Crowley Halt, som let nikkede.

”Det er nu ærgerligt i skal af sted så tidligt.”

Sagde Gilan med en lidt utilfreds mine. Jeg smilede let for mig selv, og så på ham. Han havde ikke fået fjernt alt mudderet fra sine bukser endnu.

”Det er vi nødt til.”

Svarede Halt kort som en sidebemærkning, inden at Crowley gav ham nogle dokumenter i hånden. Halt så nysgerrigt på dem, men pakkede dem så ned i Abelards saddeltaske.

”Bare lidt småting, som du kan bruge tiden på.”

Forsikrede Crowley, da Halt steg op på Abelard.

”Så jeg ikke keder mig?”

Spurgte Halt mistroisk, imens at jeg steg op på Sølvmanke. Hun prustede let, og lød lidt utilfreds. Hun var ikke vant til at lave så meget efterhånden, og fortrak at slappe af. Men hun nussede alligevel snuden på min støvlen, glad for at jeg sad på hende.

”Nogle småting, som ikke betyder det store, men som en erfaren ranger nu alligevel skal kigge på. Og forhåbentligt sige, at det ikke er noget, som er nødvendigt at kigge på.”

Sagde Crowley, og gjorde det klart at det var noget, som havde gjort nogle andre urolige. Og at det nok krævede Halts ord, for at forsikre om, at der intet var galt.

”Øhm… Elisabeth?”

Spurgte Gilan hviskende. Jeg så på ham med et undrende blik, da han let hev et brev frem fra sin bluselomme.

”Kunne du tage det her med? Det er til Jenny.”

Spurgte han hviskende, men både Halt og Crowley havde hørt ham, og så mistroisk på ham. Jeg nikkede hurtigt, og stoppede det i lommen.

”Sig mig, er det på mode for tiden, at gifte sig?”

Spurgte Halt, og drillede tydeligvis Gilan, som ikke svarede på det. Jeg så på Halt, lidt irritereret over at han havde drillet Gilan.

”Ja, mon ikke. For resten, hvornår er det din tur Halt?”

Spurgte jeg, og så længe på ham. Han svarede ikke, men gav mig et skarpt blik. Gilan fnes let over den kommentar, men skyndte sig så væk, inden at Halt kunne sige endnu en spydig kommentar. Crowley grinte bare, så det rungede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...