Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7112Visninger
AA

16. Hvem er du, og hvor er Elisabeth?

 

”Alt går som det skal?”

Spurgte jeg, og spiste lidt af brødet. Horace nikkede let. Jeg bemærkede at Halt stadigt så ned på dokumentet. Han måtte da for længst have læst det, medmindre at han selvfølgeligt læste det forfra. Det var nok ikke en god ide, hvis vi forstyrrede ham.

”Ville du have noget imod, at vi tog på markedspladsen? Jeg har ikke fået nok tråd med til Mariannes kjole.”

Spurgte jeg venligt Horace, som straks rystede på hovedet. Det gjorde ham ikke noget. Godt, tænkte jeg. Så kunne Halt arbejde i fred. Jeg brød mig ikke om at forhindre hverken ham eller Will i at passe deres pligter.

”Hvem er Marianne?”

Spurgte Horace, og havde ikke opdaget, at vi nok forstyrrede Halt. Han sukkede let for sig selv, så jeg skyndte mig at spise min morgenmad færdig.

”Det kan vi snakke om undervejs.”

Bad jeg lidt Horace om. Han nikkede let, og rejste sig. Jeg tog lidt brød i hånden, som jeg kunne spise undervejs, selvom at det ikke var særligt høfligt. Vi forlod hurtigt hytten, så Halt kunne arbejde i fred.

”Marianne er en veninde, som jeg har fået derhjemme.”

Forklarede jeg, og spiste mit brød, mens at vi red op til slottet. Sølvmanke havde forsøgt at overtale mig til at give hende et stykke, indtil hun opdagede at det ikke var et æble.

”Javel ja.”

Svarede Horace, og klappede let Kicker på halsen. Han virkede urolig, bemærkede jeg.

”Noget i vejen?”

Spurgte jeg, og spiste hurtigt det sidste af mit brød.

”Jeg kan bare ikke lide at Will er taget af sted selv. Han har jo hverken Gilan eller Halt, eller mig for den sags skyld med.”

Udtrykte Horace sin klare bekymring. Jeg nikkede let. Det havde også bekymret mig til at starte med, indtil at jeg havde indset at det jo var Will.

”Han har lovet at komme hjem igen. Og du ved jo hvordan han har det med løfter.”

Sagde jeg blødt til Horace, som straks nikkede.

”Ja, han er sgu ikke så glad for at bryde dem.”

Sagde Horace endeligt med et let grin. Uden at jeg havde opdaget det, så havde jeg rynket på næsen over Horaces bandeord. Han bemærkede det.

”Sig mig, hvem er du og hvor er Elisabeth?”

Spurgte han grinende. Jeg så undrende på ham.

”Du plejer at bande værre end en sømand, og du har normalt ikke noget imod at andre bander.”

Forklarede Horace sig, og grinte så igen. Jeg trak på skuldrene. Der var sket mange forandringer på det seneste, så hvorfor ikke også mit sprog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...