Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7031Visninger
AA

24. Held i spil, uheldig i kærlighed

 

Da hans to kammerater var så fulde, at de egentligt bare sad halvt bevidstløse i deres stole, begyndte han at se efter mig igen. Jeg havde spist resten af min mad, og kroejeren havde fjernet den tomme tallerken. Så nu lod jeg i stedet som om at jeg spillede med et sæt terninger. Jeg kedede mig grusomt, og var begyndt at blive træt, men jeg havde på fornemmelsen, at manden ville give sig til at snakke med mig igen. Jeg fik ret.

”Sidder du her endnu?”

Spurgte han venligt, og pegede let på stolen overfor mig. Jeg nikkede let. Han måtte gerne sætte sig, hvis det var det han ville. Han satte sig tungt på stolen, så jeg ikke kunne undgå at høre lyden af noget metal, som ramte stolen. Han var bevæbnet, gik det op for mig. Det var jeg heldigvis også. En lille dolk i mit bælte, som jeg bar uden på mit tøj. Den var sløv, og ville ikke kunne gøre den store skade, men de to kasteknive som jeg holdt skjult på mig, det var en anden side af sagen. Halt havde givet mig dem, tro det eller ej, så havde han givet mig dem i bryllupsgave.

”Ja, som sagt har jeg brug for at hvile ud. Ikke desto mindre, så er det utroligt kedeligt.”

Forklarede jeg ham, og brugte lidt af den sukkersøde stemme, som jeg havde brugt, da jeg havde været i Elronda. Han så længe på mig, med et bestemt og roligt blik. Hvis han havde været så fuld, som han lod som om, så ville han bestemt ikke have set sådan på mig. Jeg havde godt bemærket, hvordan han i smug hældte lidt af sin øl enten på gulvet, i en af sine kammeraters kopper eller i nærheden af ildstedet, så det fordampede. Han havde selvfølgeligt været tvunget til at drikke lidt af det, men det var ikke meget og langt fra nok til at gøre ham fuld.

”Skal vi spille?”

Spurgte han pludseligt, og ville række ud efter mine terninger. Jeg lagde dog hurtigt hånden over dem, for at forhindre at han gjorde noget ved dem.

”Hmm…”

Udstødte jeg tænkende, for at trække tiden lidt. Jeg trak let på skuldrene, og samlede terninger op for at gå.

”Det tør du sikkert ikke alligevel. Jeg er alt for heldig i spil.”

Sagde jeg let, som om at jeg ville gå. Han rakte dog hurtigt ud, og lukkede sin ene hånd om mit håndled.

”Mon dog.”

Sagde han lusket, og gjorde det klar, at han ville spille med mig. Jeg satte mig i stolen igen, og lagde terningerne på bordet. Mit lille nummer havde givet mig tid til at bytte dem rundt. Så han ville vinde lidt, og jeg ville tabe lidt til at begynde med, så jeg holdt hans interesse lidt.

”Du ved hvad de siger. Held i spil, uheldig i kærlighed.”

Erklærede jeg, og skubbede terningerne over til ham. Han greb dem hurtigt, og slog straks. Så han ikke havde tid til at bytte rundt på dem, hvis han altså selv havde nogle snydeterninger på sig.

”Mon dog.”

Sagde han lusket igen, og slikkede sig let om munden. Det var tydeligt hvad han gerne ville med mig og en seng. Jeg lod som om at jeg ikke havde forstået det, og greb terninger for at kaste dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...