Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6594Visninger
AA

40. Halt er i live

 

”Godmorgen.”

Nærmest brølede Erak og vækkede mig fra min søde søvn. Jeg rakte træt tunge, og lagde mig ned for at sove videre. Det gav han mig dog ikke lov til.

”Kom så, du skal have morgenmad, så du kan blive stor og stærk.”

Sagde han drillende. Jeg rakte igen tunge af ham. Han blev ved med at drille mig med min størrelse. Jeg kunne ikke gøre for, at han var så stor. Jeg havde ikke lyst til at stå op. Jeg var lidt bange for at den dejlige seng med de bløde puder og dyner ville forsvinde, hvis jeg ikke lå i det.

”Sengen er der, når du kommer tilbage.”

Kommenterede Erak let. Jeg nikkede, og satte mig endeligt op. Erak havde fået mig fragtet tilbage til hans sted, hvor jeg fik lov til at hvile og komme mig. Jeg var ivrig efter at komme hjem, selvom at jeg godt vidste at det først ville ske efter fødslen. Jeg var for langt i min graviditet, til at Erak turde sætte mig ombord på et skib.

Jeg tog mig let til maven, da barnet sparkede mig hårdt. Den gamle kvinde havde haft ret. Barnet var stærkt, og jeg var overbevidst om at det havde klaret strabadserne bedre end jeg havde. Erak tilbød mig sin arm, så jeg kunne komme op og stå.

”Tak.”

Sagde jeg venligt, og var lige ved at tude over den uvante venlighed igen. Erak fornemmede det, og anede ikke hvordan at han skulle trøste mig, så han førte mig ind i det tilhørende rum. Der stod et bord med to stole, og der var en stor kamin, som var blevet tændt op.  Jeg satte mig på stolen nærmest kaminen, så jeg kunne holde varmen. Erak svøbte mig straks ind i et tykt tæppe, og satte sig så på den anden stol.

”Sovet godt?”

Spurgte han forsigtigt, bekymret for at jeg havde haft mareridt igen. Men den tid var ovre. Jeg nikkede let, og spurgte ind til de urter, som jeg havde bedt om. Han pegede let på en kande med drikken i. Jeg hældte straks op i en kop, og tog en mundfuld. Jeg var lige ved at brænde mig, fordi at det var så varmt. Men da jeg først havde slugt det, så bredte varmen sig hurtigt i min krop. Jeg fik det hurtigt bedre, og det skyldtes den varme drik.

Erak og jeg fik bragt noget morgenmad, som jeg straks kastede mig over. Stegte pølser, bacon, æg, brød, frugt og jeg kunne blive ved. Jeg spiste til jeg var helt mæt, men Erak pressede alligevel på.

”Kom så, lidt flere pølser. Lidt mere bacon. Lidt mere brød.”

Blev han ved, indtil at jeg til sidst ikke kunne spise mere. Jeg var stoppet op til begge ører, og min mave gjorde helt ondt af al den mad.

”Vi har fået besked fra Araluen.”

Informerede Erak mig om, og gjorde kål på endnu tre pølser på en gang. Jeg nikkede afventende.

”Halt er i live. Han har skrevet en lille hilsen til dig.”

Sagde Erak glad. Jeg sukkede lettet op. Nu havde jeg i flere måneder troet at han var død, og så havde han givet mig en hilsen om at lade være med at være så stædig. Typisk Halt, og det var jo egentligt en god ting. Det vidste bare, at han var sig selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...