Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6363Visninger
AA

15. Godmorgen Horace

 

Jeg strakte mig grundigt og længe, og nød den dejlige varme fra den bløde seng. Det var dejligt, endeligt at kunne sove i en rigtig seng igen. Det var bare lidt sjovere, når det engang havde været en seng, som Will og jeg havde delt som lærling.

Lærling. Den tid føltes så utroligt langt væk, næsten borte. Jeg savnede det liv. Bare at ride hele dagen, skyde med bue og pil, drille Gilan og slå ham i sværdkamp. At få nogle utilfredse, men kærlige kommentarer fra Halt og et forsigtigt kys fra Will i skjul.

Jeg savnede den tid, men den var borte. Nu var jeg… ja, jeg var ikke sikker på hvad jeg var. Jeg var Wills hustru, Halts datter og nok som en lillesøster for Gilan. Jeg kunne holde hus, lave mad, sy og brodere. Men det var ikke mig, det havde det aldrig været. Men min krop kunne ikke tåle andet. Den mindste anstrengelse, og så ville jeg blive syg. Jeg ville få feber, feberdrømme og kaste op i flere dage. Den tur havde jeg været igennem en enkelt gang før, sammen med Will. Og han havde været så bekymret, så syg af bekymring, at han havde forsømt sine pligter. Jeg havde lovet mig selv, at det aldrig nogensinde skulle ske igen.

”Elisabeth, er du oppe?”

Kaldte Halt fra køkkenet. Jeg satte mig op i sengen med et let suk, og svarede.

”Ja, jeg har været vågen længe.”

Straks hørte jeg en let fnisen.

”Det lød nu ikke sådan for en halv time siden.”

Lød en velkendt stemme. Jeg skyndte mig op fra sengen, og smed hurtigt min natkjole, så jeg kunne trække min grønne kjole på. Den var af et meget varmt stof, og med lange ærmer, så jeg behøvede ikke et sjal. Jeg trak hurtigt mine sko på, og skyndte mig så hen til døren. Jeg stoppede op igen. Jeg havde glemt noget. Jeg tog mig let til håret, og kunne straks mærke hvad jeg havde glemt. Så jeg skyndte mig at rede mit hår, og bredte mit hår ud over mine skuldre. Så gik jeg med rolige skridt hen til døren, og åbnede den. Jeg blev straks grebet i et kæmpe kram, og blev løftet op fra gulvet.

”Godmorgen til dig også, Horace.”

Sagde jeg lidt anstrengt, af hans bjørnekram. Han lo, og satte mig så hurtigt ned igen. Han kunne velsagtens mærke Halts borende blik i ryggen.

”Godmorgen, og længe siden.”

Sagde Horace muntert, og lod mig komme forbi, så jeg kunne komme hen til min bog. Jeg slog hurtigt op, og satte et kryds. Wills besked måtte vente til senere, det var ikke høfligt, når Horace var kommet på besøg. Jeg bemærkede maden på bordet, og satte mig til bord ved siden af Halt, så jeg kunne få noget morgenmad. Han var travlt optaget med et dokument, som han koncentreret læste. Så i stedet for at sige noget, og forstyrre ham, gav jeg ham et let kys på kinden. Han smilede straks let, men fortsatte med at læse i sit dokument.

”Hvad bringer dig hertil?”

Spurgte jeg Horace, og tog noget brød fra fadet.

”Jeg hørte, at du var kommet hjem og så tænkte jeg at jeg ville besøge dig. Det er jo længe siden.”

Forklarede han med et roligt smil. Jeg nikkede let for mig selv. Jeg havde jo ikke set Horace siden brylluppet, og han var jo en god ven. Vi skrev sammen, dog ikke så ofte som jeg skrev med Gilan og Halt. Men det var nok fordi, at han hele tiden havde noget at give sig til, og fordi at han ikke brød sig om at sidde stille for længe af gangen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...