Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7713Visninger
AA

29. Forbundne fingre

 

”Men hun kunne ikke risikere det, fordi… fordi…”

Horaces stemme knækkede over flere gange, inden at han stoppede sig selv. Han trak vejret roligt et par gange, og så så på sin ven igen.

”Jeg er så ked af det, Will.”

Sagde han undskyldende på forhånd, og besluttede sig for at han lige så godt kunne få det overstået.

”Men Elisabeth er gravid.”

Sagde han endeligt, og kunne høre den snappede vejrtrækning fra Gilan og Crowley. De havde nu også indset, at der var meget store chancer for at Elisabeth allerede var død.

Will sad som stivnet på gulvet, og havde sluppet Halts hånd. Horace trådte ind, godt klar over at noget voldsomt lurede under hans vens stivnede overflade. Noget, som hurtigt gik i udbrud. Will skreg af smerte, og for op. Han havde indset, at han kunnet have mistet Elisabeth og barnet for altid. Han begyndte at hamre med sine bare næver mod muren, så hans hænder begyndte at bløde.

Horace slog armene om sin ven, som stadigt skreg, knust af sorg og bekymring. Gilan var nødt til at hjælpe med at holde Will i ro, indtil at han udmattet sank på knæ på gulvet igen. Horace satte sig på gulvet med sin ven, og tog hans hænder.

”Se nu det ro, som du har lavet.”

Forsøgte han med sin mest broderlige stemme at nå ind til sin ven. Men Will afviste ham, og forsøgte at trække hænderne til sig.

”Crowley, vil du hente noget til at rense Wills hænder med?”

Spurgte Horace roligt. Han burde egentligt have spurgt Gilan om det, men han havde sat sig på gulvet, på den anden side af Will og strøg ham beroligende over ryggen. Horace holdt stædigt fast i Wills hænder, og holdt dem i ro. Crowley havde dog intet imod det, og skyndte sig af sted.

”Jeg overtager Halts len, så længe at han er sygemeldt.”

Gav Gilan sig til at forklare, og strøg fortsat Will over ryggen. Han så på Will som en ven, nok nærmere som en lillebror, og han var derfor dybt bekymret. Han huskede kun alt for godt, hvilken tilstand det havde efterladt Will i, da Elisabeth var gået fra ham i Elronda. Og når hun nu var… hvis hun nu var død, rettede han sig selv, så var det ikke til at vide hvad der ville ske med Will. Gilan havde med vilje sagt så længe Halt var sygemeldt. Hans gamle lærermester havde befundet sig på slottet længe, og havde ikke rørt sig eller været ved bevidsthed det mindste. Hans voldsomme sår og brækkede ribben var helet, men han var stadigt ikke vågen. Gilan frygtede det værste. At hans gamle mentor aldrig nogensinde ville slå sine øjne op igen, og på et tidspunkt stille ville glide ind i døden.

Crowley kom tilbage med noget varmt vand, og nogle bandager. Han gav det til Gilan, som forsigtigt rensede Wills hænder rene for blod og skidt. Will sagde intet, holdt sig bare i ro og stirrede tomt ned i gulvet. Horace holdt sin arm beskyttende om ham, og ville ønske at han kunne tage sin vens sorg fra ham, bære den for ham. Gilan forbandt forsigtigt Wills fingre, men tjekkede dem hurtigt efter. Wills slag mod muren havde været hårde og nådesløse, så han ville være sikker på at Will ikke havde brækket nogen knogler.

Det havde han gudskelov ikke, så Gilan forbandt hurtigt resten af hans hånd, samt den anden. Gilan og Horace fik Will op og stå, og fik ham til at sætte sig i en gyngestol, som stod ved siden af sengen. Han sad tavst, og betragtede stadigt gulvet med sine fingre bundet ind, så man knap nok kunne se hans hud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...