Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7041Visninger
AA

35. Forbud

 

Jeg vågnede igen, da vognen stoppede. Jeg havde ikke flyttet mig, siden at jeg var blevet slået omkuld på gulvet. Min tidligere ejer kom ind i vognen, og hev mig ud ved at rive mig i håret. Han smed mig på jorden. Jeg nåede heldigvis at vende siden til, så jeg ikke faldt med maven først.

”Ikke nok med at du bringer mig et tyndt skravl, så bringer du mig et gravid skravl.”

Sukkede en ældre kvinde utilfreds. Min tidligere ejer sparkede let til min ryg, så jeg skyndte mig at komme på benene.

”Så har du noget at true hende med.”

Forsøgte han at forbedre situationen. Kvinden fnøs irriteret, og imens så jeg mig kort omkring. Jeg befandt på en borg, men den var ikke helt som dem der hjemme. Den var anderledes. Jeg så mig hurtigt omkring, og fandt ud af hvor forskellen var. Det var skandiere, som boede her. Jeg var i Skandia, langt hjemme fra.

”Men hun kan ikke arbejde lige så hårdt som de andre.”

Sukkede kvinden, og så længe på mig. Jeg så ned i jorden, bange for at hun ville slå mig, hvis jeg så hende i øjnene.

”Men så snart hun har født, så kan hun og så får du jo to trælle til prisen af en.”

Jeg bed mærke i at han sagde trælle nu, og ikke slaver. Det var det, som slaver blev kaldt i Skandia.

”Men barnet skal jo først vokse op…”

Sagde kvinden klagende, men det var klart at hun ville købe mig. Hun fandt tre mønter frem, og gav dem til ham. Han så anklagende på hende, og hun trak på skuldrene.

”Du ville have fået mere, hvis du havde bragt mig en, som ikke var gravid.”

Forklarede hun. Han protesterede straks.

”Prisen er seks mønter, og det er i forvejen en lav pris, når hun er bragt hele den lange vej fra Araluen.”

Sagde han hidset, og indkasserede et hårdt slag over nakken.

”Araluen, Araluen?!”

Spurgte hun hidset, og så længe på mig. Hun rev mig fast i armen hen til sig, og så længe på mig. Jeg turde stadig ikke se hende i øjnene, så hun vred bestemt mit ansigt op. Hun nikkede tilfreds.

”Du skal være glad for at hun ikke ligner en af dem. Der er nedlagt et forbud imod at importere trælle fra Araluen.”

Sagde hun utilfreds, og gav ham en ekstra mønt for at han skulle holde sin mund lukket. Han nikkede straks.

”Og forsvind så, dit fæ!”

Sagde hun surt, og sparkede ham hårdt i røven, inden at han kunne nå at sætte i løb. Jeg kom let til at fnise, og fik en lussing så hård, at jeg væltede. Jeg fik på fornemmelsen at hun var langt værre end han var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...