Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7036Visninger
AA

30. Er du vred på mig?

 

Will sad og studerede flammerne, sådan som han havde gjort flere dage i træk. Nu skulle han bare selv sørge for at passe flammerne. Gilan og Horace var rejst ud sammen for at lede efter spor af Elisabeth, og det var flere dage siden, at de havde forladt borgen. Han lænede sig tilbage i gyngestolen, og forsøgte på at sove. Men han havde ofte mareridt, som vækkede ham, når han faldt på gulvet. Han burde egentligt sove i en seng, men han ville heller ikke gå fra Halt, som stadigt ikke havde rørt sig.

Han var bekymret, så meget at det var ved at rive ham i to stykker. En del af ham ville ud af døren lige nu, og lede efter Elisabeth. Hans gravide kone. Men en anden del af ham ville også blive hos Halt, som havde været bevidstløs alt, alt for længe. Han lukkede øjnene, og håbede på et øjebliks ro. Det fik han heldigvis ikke.

”Er du vred på mig?”

Spurgte Halt hviskende, og meget hæst. Will havde knap nok forstået hvad han havde sagt. Will åbnede øjnene igen, og så på manden, som var som en far for ham. Han rystede let på hovedet.

”Nej, jeg er ikke vred på dig.”

Svarede Will kort, og rejste sig så for at ligge lidt mere brænde på ilden.

”Jeg…”

Begyndte Halt, men stoppede igen. Med hans hæse stemme, så måtte det gøre utroligt ondt at tale. Will skyndte sig hen ved siden af sengen, og gik på knæ. Han tog forsigtigt Halts hånd, for at vise ham at han ikke bebrejdede ham noget. Han vidste godt, hvor stædig Elisabeth kunne være.

”Men…”

Begyndte Halt forvirret igen, og forsøgte at rejse sig fra sengen. Det kunne han ikke, og blev liggende.

”Tys.”

Sagde Will bestemt, og hældte lidt vand på til Halt i en kop. Han hjalp ham forsigtigt lidt op fra sengen, så han kunne drikke det, uden at få det i den gale hals. Halt sukkede tilfreds, da han langsomt havde fået tømt koppen. Det føltes allerede meget bedre i hans hals.

”Jeg bebrejder dig intet. Vi ved begge hvor stædig Elisabeth kan være. Og det gør det hverken til hendes, din eller min skyld. Det er den person, som har taget hende. Det er den persons skyld.”

Svarede Will surt, og kom til at klemme Halts hånd lidt for hårdt.

”Hvad har du dog lavet?”

Spurgte Halt forvirret, da de gik op for ham, at Wills fingre var bundet ind. Will trak hurtigt hænderne til sig, og lagde dem om på ryggen. Men Halt kunne let gætte sig til, hvad der var sket.

”Horace fortalte dig det, gjorde han ikke?”

Spurgte Halt, og hentydede til hemmeligheden med Elisabeths graviditet. Will nikkede let, og opgav at skjule sine fingre. Halt havde jo allerede set det. Han lod Halt få sin ene hånd igen, så han kunne pille bandagerne op.

”Han fortalte mig det først, da vi var kommet hjem, efter at jeg var blevet ført til dit værelse. Jeg fik et mindre… øhm… vredesudbrud, og det gik ud over muren.”

Forklarede Will let, og skar ansigt, da Halt fik åbnet op for den ene bandage. Det havde siddet lidt fast i hans sår, som næsten var helet. De fleste af hans sår var helet allerede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...