Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6371Visninger
AA

43. En rigtig lille søulk

 

Halt stod lidt i baggrunden, og kunne svagt skimte det skandiske skib i det fjerne. Hans ben var i orden igen, og han var tilbage til sit gamle jeg. Han havde kastet stokken langt, langt væk, så snart han kunne gå nogenlunde uden. Gilan og Horace stod sammen med ham, og Will nogle skridt længere frem. Han trådte skiftevis få skridt frem og så nogle tilbage. Han kunne ikke stå stille af ren og skær spænding. Men de var ikke de eneste der. Flere af deres venner stod afventende på kajen, og ventede på at Elisabeth skulle komme hjem.

Det skandiske skib lagde endeligt til, og Will formåede at stå stille. Skibet blev tøjret, og gangbroen blev lagt på plads. Den første skikkelse som dukkede op fra skibets dæk, var Erak. Han havde et kæmpe smil på læberne og holdt en lille bylt i sine kæmpe hænder. Han holdt den beskyttende ind til sig, men uden at holde den for tæt. Han gik straks hen til Will, som forbavset så efter den lille bylt.

”Jamen det er da en fin lille forsamling.”

Sagde Erak muntert, selvom at det langt fra kun var en lille forsamling. Men Will hørte ikke rigtigt efter, og betragtede det lille barneansigt, som kunne skimtes ved bylten. Erak løftede bylten lidt tættere til sit ansigt, og aede let barnet over kinden.

”Han er en rigtig lille søulk.”

Sagde Erak bestemt, og som for at slå hans pointe fast, slog barnet pludseligt en bragende bøvs. Det så sig nysgerrigt omkring efterfølgende. Erak rakte forsigtigt barnet frem, og Will tog tøvende imod det. Så snart at Erak havde givet slip, tog Will straks barnet tæt ind til sig. Han krammede det tæt ind til sig, endeligt faldt han lidt til ro. Halt nærmede sig let, og kommenterede muntert.

”Tja, han ligner sin far.”

Will havde ikke overskuddet til at svare, og holdt bare barnet ind til sig. Han var lige ved at græde, men holdt det tilbage.

”Elisabeth?”

Spurgte Will. Han kunne på nuværende tidspunkt ikke sige mere. Erak lod som om at han ikke anede det, og kløede sig tænkende på hovedet. Så lod han som om at han kom i tanke om det, og pegede op i luften. Halt, lidt ivrig efter at se sin datter, sendte ham et utålmodigt blik.

”Hun er oppe i masten.”

Forklarede Erak endeligt. Barnet udstødte straks en utilfreds lyd, som om at det ville give sig til at græde. Will skyndte sig vugge det, så det holdt op med at beklage sig. Halt skævede let til barnet igen, som nysgerrigt så på ham. Han genkendte de lyseblå øjne som Elisabeths, og kunne ikke lade være med at smile. Så så han på Erak igen, da han kom i tanke om hans ord.

”Oppe i masten?”

Spurgte han vantro, og så op. Will, hvilket det først gik op for ham hvad der var blevet sagt, så også hurtigt op. De kunne begge skimte en høj, tynd skikkelse i masten, som bestemt ikke var en skandier. I det næste øjeblik kastede skikkelsen sig ud fra masten, og styrtede mod jorden i et halsbrækkende spring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...