Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6945Visninger
AA

45. En mini-Will

 

”Måske du skulle sidde lidt ned?”

Foreslog Horace, da Will stadigt var bleg. Gilan dukkede op med en trækasse, som Will taknemligt satte sig på.  Han trak vejret dybt et par gange, og så så på mig. Han ville sige noget, men rystede så let på hovedet. Erak greb sig selv i at fnise af Wills chokerede tilstand, hvilket gjorde Halt vred.

”Hvad havde du regnet med?”

Spurgte han utilfreds, men vuggede samtidigt barnet i sine arme blidt.

”Sidst han så hende, anede han ikke engang at hun var gravid. Og her er hun så, med et sæt tvillinger i armene.”

Påpegede Halt, men var mere opmærksom på barnet, som utilfreds vred sig. Erak nikkede tankefuldt, men trak så på skuldrene. Det kunne han ikke rigtigt forstille sig. Gilan aede ganske kort barnets kind, det som jeg holdt i mine arme.

”Nåh, nåh, er min lillesøster så blevet voksen?”

Spurgte han drillende, og det indkasserede han et hårdt spark over anklen. Han hoppede kort humpende, og formindskede sit banderi til en meget lav hvisken. Jeg rakte barnet frem mod Will.

”Vil du?”

Spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede let, og tog sin anden søn i armene. Så smilede han let, da barnet rakte ud efter hans ansigt.

”Jeg mener at kunne huske noget om at jeg ville få ansvaret, hvis…”

Begyndte han for at drille mig. Han var kommet sig over sin choktilstand.

”Ja, ja, men det ville du alligevel ikke kunne styre to styks.”

Sagde jeg opgivende, men drillende ham nu alligevel. Jeg aede kort min søns pande.

”Men nåh ja, jeg sagde jo engang, at jeg ikke ville have noget imod det, hvis det var en mini-dig. Og tja, dem har jeg jo fået to af.”

Sagde jeg lykkeligt, og var glad for at være hjemme. Will rystede opgivende på hovedet, men var optaget af det sæt mørke øjne, barnet havde, som så tilbage på ham. Det havde end da sammen hårfarve. Det var en rigtig mini-Will.

”Ja, de er sgu godt nuttede de to rollinger.”

Sagde Nils muntert, og indkasserede straks et utilfreds blik fra Halt.

”Ikke bande sådan.”

Formanede Horace let, men så ned på barnet i Wills arme.

”Javel, general!”

Sagde han straks, og lavede en halv-alvorlig honnør. Det fik mig bare til at le, og så kunne jeg ikke holde op igen. Jeg var endeligt hjemme, drinken havde fjernet al min svaghed og jeg var lykkelig. Jeg gav Will et let kys på læberne, og det fik vi et skarpt blik fra Halt af for.

”Det er nok med to, syntes i ikke?”

Spurgte han utilfreds, og hentydede til børnene. Jeg lod som om at jeg så tænkende ud, og mødte så kort Wills blik. Vi var enige på et øjeblik.

”Jeg syntes nu, at Will skulle have en chance for at nå at være med til en fødsel.”

Sagde jeg let, og hentydede til at vi skulle have flere børn. Halt sukkede opgivende, men vuggede let min søn i sine arme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...