Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
6947Visninger
AA

32. Du var engang en fri kvinde

 

Jeg fik endnu et slag over ryggen, jeg opgav at komme op og stå igen. Drengen udstødte en tilfreds lyd, og lo højt.

”Haha!”

Sagde han ondt, og slog mig endnu engang. I det mindste så slog han mig kun på ryggen. Men jeg holdt alligevel armene beskyttende rundt omkring min mave.

”Fede ko! Fede ko!”

Råbte han af mig, og slog mig endnu hårdere. Men jeg var langt fra fed. Jeg fik knap nok noget at spise, så jeg havde tabt mig, utroligt meget. Jeg bad bare til, at barnet ikke led skade. Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at undgå slag og for at spise regelmæssigt og forsøge at blive mæt. Men det var en umulig opgave.

Det var oprindeligt meningen, at jeg skulle have været solgt som slave. Så jeg var blevet lænket til min ejers vogn. Ham, som havde slået Halt ihjel og bortført mig. Jeg var tvunget til at gå bag vognen, hver gang at de brød op. Jeg sov under vognen om natten, og havde til at starte med ikke engang et tæppe. Men en aften, hvor han havde drukket alt for meget brændevin, havde han forsøgt at tvinge sig på mig. Jeg havde kæmpet rasende imod. Jeg aner ikke hvor jeg fik styrken fra. Jeg var for svag til at klare turen, og havde ofte mareridt og sov næsten ikke. Jeg var begyndt at lide af vrangforestillinger, fordi at min krop led så meget.

Men han havde opdaget, hvad jeg forsøgte at skjule. Min begyndende svulmende mave. Nu var jeg af ingen værdi. Ingen ville købe en gravid slave, som ikke ville kunne arbejde ordenligt. Han havde slået mig, flere gange. Og jeg var for svag til at kæmpe imod. Men netop som han skulle til at sparke mig i maven, for at forsøge at dræbe mit barn, så jeg blev af mere værdi, dukkede heksen op. Jeg havde hørt de andre kalde hende for en heks, de sagde at hun kastede forbandelser på folk og at det var eneste grund til at de ikke havde skilt sig af med hende. De turde simpelthen ikke.

Hun købte mig for en pæn sum penge. Det som han nok ville have fået for mig, hvis jeg ikke havde været gravid. Jeg kunne ikke se ordentligt, fordi at mit ansigt var hævet så meget efter hans slag, så hun havde ledt mig tilbage til sin vogn. Hun havde lagt mig i sengen, og havde givet sig til at rense mine sår. Jeg var bange for hende til at starte med. Jeg var vant til at blive slået og pryglet over ingenting.

”Du var engang en fri kvinde, ikke sandt mit barn?”

Spurgte hun forsigtigt. Jeg nikkede let. Jeg turde ikke andet. Hun sukkede, og lagde hånden mod min mave. Jeg turde ikke skubbe hendes hånd væk, da hun ledte rørte mig forskellige steder.

”Barnet er sikkert. Det er stærkt.”

Forsikrede hun mig, og trak forsigtigt et tykt tæppe over mig.

”Frygt mig ikke, mit barn. Jeg vil beskytte dig så godt som jeg kan, men din frihed kan jeg ikke give dig. De ville straks hente dig tilbage, og de vil gøre ting ved dig, så du ville ønske at du var død.”

Forklarede hun mig. Jeg nikkede svagt, og var faldet i søvn. Hun beskyttede mig så godt hun kunne, og gav mig kun lette opgaver at klare for hende. Men jeg fik stadigt ikke nok mad. Hun fik i forvejen ikke nok til sig selv, og det var svært at dele det imellem os. Hun fungerede som helbreder og jordmoder, men strejferne frygtede hende stadigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...