Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7766Visninger
AA

18. Du passer dit arbejde, Halt

 

”Skal jeg fortælle Will det, når jeg engang får fat i ham?”

Spurgte Horace tøvende, og klappede let Kicker på halsen. Han havde endeligt forstået det, efter at Halt havde forklaret ham det. Jeg var gravid, og kunne ikke risikere at komme noget til. Jeg rystede på hovedet.

”Det ville bare fjerne hans fokus fra opgaven, og måske forsinke den, og lige nu er jeg bare interesseret i at få ham hjem i et stykke.”

Forklarede jeg trist, og ville faktisk ønske at Will vidste det. Men det var bedst på denne måde. Han skulle ikke vide noget, før at han kom hjem.

”Er du helt sikker?”

Spurgte Horace tvivlende. Jeg nikkede stædigt, og mærkede Halts arm omkring mig.

”Jeg ville gerne overtage hans opgave, hvis jeg kunne. Men Will er allerede for dybt involveret i opgaven, til at en anden kan tage over.”

Forklarede Halt. Jeg nikkede og lænede mig ind imod ham.

”Det ved jeg, far. Det ved jeg.”

Sukkede jeg. Horace steg op på Kicker, og gjorde klar til at komme tilbage til slottet, så han kunne komme af sted.

”Vi ses Horace.”

Hilste jeg til afsked. Han nikkede let.

”Og bring ham hjem i et stykke, og i en fart, når det er overstået.”

Bad jeg Horace. Han nikkede, og gjorde honnør.

”Javel min frue.”

Sagde han drillende, så jeg kom til at fnise. Jeg nikkede taknemmeligt, og vinkede til afsked, da han red af sted. Halt holdt stadigt sin arm beskyttende omkring mig, og ledte mig tilbage ind i hytten. Jeg satte mig på en af stolene, og sukkede. Nu ville ventetiden være utroligt lang. Jeg så at Halt greb nogle blanke dokumenter, og sit blækhus.

”Hvad nu?”

Spurgte jeg undrende, da han satte sig med tingene ved bordet.

”Jeg skriver til Crowley, og beder ham om at finde en afløser til mit len, indtil at Will kommer tilbage. Så slipper jeg for at afpatruljere, og kan blive og holde øje med dig.”

Svarede han, og var ved at skrive, da jeg tog blækhuset fra ham.

”Nej, du gør ej.”

Sagde jeg utilfreds, og stillede blækhuset udenfor hans rækkevidde. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville begrænse hverken Will eller Halt i deres arbejde.

”Du passer dit arbejde, som du plejer.”

Sagde jeg stædigt. Han så undrende på mig.

”Tror du selv på, at jeg tør at lade dig være alene?”

Spurgte han utilfreds. Jeg rystede let på hovedet.

”Så må du jo tage mig med.”

Svarede jeg ligegyldigt, hvilket bare gjorde ham vred. Vi kom op og skændes over det, og det endte med at jeg for ind på mit værelse og smækkede døren hårdt bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...