Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7125Visninger
AA

1. Det fine stof

 

”Kan jeg friste den unge frøken med et godt tilbud?”

Spurgte købmanden, og trak straks et fint stykke stof frem med den skønneste blå farve. Min nye veninde Marianne lo straks fornøjet, og mærkede på stoffet.

”Selvom at hun nu er en ung frue.”

Sagde hun fornøjet, og fnes let. Jeg rystede opgivende på hovedet, og mærkede selv kort på stoffet. Det var utroligt blødt, og jeg var næsten fristet til at købe den, men Will havde bedt mig om at begrænse mine indkøb.

”Jamen dog, det må De undskylde, unge frue.”

Undskyldte købmanden, og forsøgte at lokke os til at købe stoffet.

”Det er skam helt i orden.”

Forsikrede jeg købmanden. Marianne sladrede straks.

”Ja, for hun er gift med rangeren.”

Jeg sukkede dybt, da købmanden så imponeret på mig. Will var blevet lidt af en lokal helt efter at have sørget for de skandier, som var kommet et smut forbi, inden vores bryllup.

Til at starte med, havde Marianne ikke vidst hvem jeg præcist var. Vi havde tilfældigvis mødt hinanden på torvet, og var kommet til at snakke sammen. Også de efterfølgende gange, havde vi mødtes på torvet. Hun så aldrig hvor jeg boede, indtil en aften, hvor det var blevet meget sent, og at hun havde tilbudt at følge mig hjem. Først da var det gået op for hende, hvem jeg var og mere vigtigt hvem min mand var. Hun kunne ikke tage øjnene fra Will, mens at han fulgte hende hjem, hvilket irriterede ham en smule. Han var ikke glad for at blive lagt mærke til.

”Jamen dog, så tror jeg at jeg har et specielt tilbud til dem, min unge frue.”

Sagde købmanden lokkende, og slog lokkende ud mod de mange fine stykker stof, som han havde liggende på sine lange borde.

”Årh kom nu, du vil jo så gerne!”

Udbrød Marianne og lo let, mens at hun så beundrende på flere forskellige stykker. Men så vidt jeg havde forstået, så gjaldt tilbuddet ikke hende.

”Tilbuddet gælder selvfølgeligt også Dem.”

Sagde købmanden lokkende til Marianne, som straks roede mere interesseret i et lille udvalg af de forskellige farver. Da hun begyndte at sætte dem sammen, farvemæssigt, gik det op for mig, hvad hun havde gang i.

”Jamen Marianne dog, endnu en kjole.”

Sukkede jeg, og rystede på hovedet, for ikke at blive lokket af det fine stof.

”Ja, til forskel fra vise andre…”

Sagde hun let, og forsøgte at lyde fornærmet.

”… så skal jeg stadig have fundet mig en mand, og det kræver altså en god kjole.”

Påstod hun, men måtte opgive sin fornærmede tone, da hun kom til at grine let.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...