Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7341Visninger
AA

19. De røde kinder

 

Halt udstødte endnu en utilfreds lyd, og sparkede utilfreds til en sten, som ramte borgmuren. Han var vred, vred på sin egen datters ufattelige stædighed. Nok stammede den del af hende fra ham selv, men ikke desto mindre så var det irriterende. Han sparkede rasende endnu en gang ud efter en sten, men ramte en smule ved siden af. Stenen fløj derfor over, og ramte Lady Pauline på benet. Hun så undrende op, og opdagede Halt, som vandrede utilfreds frem og tilbage. Hun rejste sig fra bænken, og opdagede at Halt slet ikke havde opdaget at han havde ramt hende. Hun kunne med lethed se, at han var vred, meget vred.

”Jamen Halt dog, hvad har gjort dig så vred?”

Spurgte hun forsigtigt, og stoppede op nogle skridt fra ham. Han opdagede hende, og vendte sig let imod hende.

”Elisabeth.”

Svarede han sammenbidt, og gav sig til at gå frem og tilbage igen. Hun nikkede, og kendte godt til Elisabeths stædige personlighed. Lady Pauline var bare overrasket over, at Elisabeth og Halt ikke var kommet op og toppes noget tidligere.

”Hvad er det denne gang?”

Greb Lady Pauline sig selv i at spørge. Halt sukkede let, og så tøvende ud. Så Lady Pauline henviste ham til bænken, hvor de satte sig ned.

”Tal til mig, Halt. Jeg er her for at lytte.”

Sagde hun blidt, og kunne se Halt sukke let.

”Jeg har fået en opgave mod vest, ved en af kystbyerne. Det er sket nogle tyverier, og folk ser ud til at være lidt i vildrede over hvem der har gjort det.”

Forklarede Halt sin situation. Hun nikkede let, det lød som den rette opgave for en ranger, og som en opgave han sagtens kunne klare.

”Og hvad er problemet så?”

Spurgte Lady Pauline forsigtigt. Halt sukkede opgivende endnu engang.

”Som du nok ved, så er Elisabeth i min varetægt, indtil at Will vender tilbage.”

Forklarede Halt i tilfælde af at nyheden ikke var nået Lady Pauline endnu. Men det var den dog, så hun nøjes med at nikke let.

”Og hun vil med mig på opgave.”

Tilføjede Halt med en opgivende klang. Lady Pauline nikkede let. Hun kendte, som en af meget få, godt til Elisabeths svage tilstand og kunne forstå Halts vrede og frustration. Han var bekymret. Lady Pauline ville spørge, hvorfor at han ikke bare lod hende bo i hytten eller på slottet, mens at han var væk. Men han kom hende i forkøbet.

”Jeg ser gerne, at hun bliver hjemme og at hun holder sig så meget i ro som muligt, men jeg tør heller ikke at lade hende være alene.”

Forklarede Halt, og sukkede igen. Han lød ikke som om at han havde mere at sige, så Lady Pauline delte sin ide med ham.

”Når der er to rangere af sted, plejer den ene så ikke at fungere som en spion, og være på kroen for at lytte efter nyheder?”

Spurgte hun let. Halt nikkede straks, men var begyndt at forstå hendes ide.

”Så lad hende blive på kroen, og lytte efter nyheder, imens at du cirkulerer rundt og udspørger folk. Der er ingen, som vil mistænke hende.”

Lady Pauline tilføjede den sidste sætning, for at berolige ham. Han nikkede straks ivrigt. Det var en glimrende ide. Han rejste sig, men tog kort Lady Paulines hånd for at kysse den.

”Mange, mange tak Lady Pauline.”

Takkede han, og skyndte sig så af sted. Han skyndte sig af sted med sådan en fart, at han ikke opdagede de svagt røde kinder som Lady Pauline havde fået.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...