Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7502Visninger
AA

42. Brevet fra Will

 

Det var blevet Eraks daglige morgenrutine at vække mig hver morgen og spise morgenmad med mig. Han sørgede altid for at jeg fik rigeligt at spise, så jeg tog hurtigt på igen og var næsten min normale bygning igen. Selvfølgeligt med undtagelse af min stadig større og større mave.  Barnet fik endeligt al den næring, som det havde brug for og voksede nærmest eksplosivt. Det var også begyndt at sparke mig hyppigere, og det gjorde mere og mere ondt, efterhånden som at barnet blev stærkere.

”Du er så tavs her til morgen.”

Mumlede Erak let, og var i gang med at fortære en stegt pølse. Jeg nikkede let, og aede min mave. Jeg havde det underligt. Jeg var sulten, men alligevel ikke.

”Noget i vejen?”

Spurgte han straks mere opmærksomt. Jeg rystede let på hovedet.

”Nej, nej. Jeg har vidst bare spist for meget igen.”

Slog jeg det til side. Erak lo let.

”Du spiser som en fugl, Elisabeth. Spis nogle flere pølser. Dem er du så vilde med.”

Forsøgte han at opmuntre mig. Jeg nikkede let, og rettede på tæppet omkring mig, før at jeg hurtigt tog en lille pølse mere og spiste den.

Erak spiste nogen gange aftensmad med mig, men det var mere sjældent. Som regel havde han for meget at lave, og spiste derfor på sit kontor. Men denne samme aften, kom han og spiste hos mig. Han havde fået lavet et værre festmåltid med stegt pattegris, bagte kartofler, groft brød, mine yndlingspølser og stegt kalkun. Til dessert var der æbletærte med flødecreme og tørret frugt.

”Nåh ja, for resten…”

Sagde han drillende, som om at han havde glemt det og hev et brev frem fra sin lomme. Men jeg havde dog opdaget det for længe siden, og havde bare ventet på at han ville fortælle mig hvad det handlede om.

”Det er fra Will. Han håbede på at du kunne nå at få det, inden at du fødte.”

Forklarede Erak, og gav mig brevet. Jeg rev det hurtigt til mig, og brød seglet på det lille brev.

”Min elskede Elisabeth. Du har ingen anelse om hvor meget jeg savner dig, og mangler dig. Hvor meget jeg mangler jer begge to.”

Jeg kneb let en tåre, da han havde skrevet at han manglede os begge. Horace eller Halt måtte have fortalt ham, at jeg var gravid. Jeg læste videre.

”Du skal vide, at det var mit ønske at være hos dig, nu hvor du snart skal føde. Men du kender mig, jeg ville sikkert bare være til besvær og i vejen.”

Jeg fnes let over hans egen vittige kommentar. Men nåh ja, han havde sikkert ret. Han ville være fuldkommen panisk, og ikke ane hvad han skulle gøre.

”Jeg glæder mig til at gense dig og barnet. Jeg elsker dig så utroligt højt, min elskede.”

Læste jeg det sidste, og knugede let brevet ind til mig. Jeg aede let min mave, og læste brevet op for barnet.

”Hørte du det? Far savner os.”

Spurgte jeg, og tørrede nogle flere tårer af mine kinder. Nu kunne jeg ikke vente længere med at komme hjem. Og det kunne barnet tilsyneladende heller ikke, for samme nat fødte jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...