Skyggens Datter 5: Familien betyder alt

"Will kunne godt bruge din hjælp." Forklarede Horace tvivlende, og forstod ikke min modvilje. "Han ville blive juble-lykkelig for at se dig." Forsøgte Horace igen, men blev tavs, da jeg let sukkede. For jeg ville så gerne. Jeg ville gerne hjælpe Will med Macindaw-borgen, og det lusk som forgik der, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke. "Jeg kan ikke, Horace. Jeg kan bare ikke risikere det." Sagde jeg trist, og mærkede straks Halts hånd om min. Jeg mødte hans blik, og klargjorde for ham, hvad Horace endnu ikke forstod, med et enkelt blik. "Hvor længe har du vidst det?" Spurgte Halt, en smule bekymret. Jeg tøvede, og svarede derfor ikke. "Ved Will det?" Spurgte Halt. Jeg måtte ryste let på hovedet. "Jeg vidste det ikke selv, da han tog afsted." Forklarede jeg, og tog mig til maven med et let suk. Will var langt borte, og anede intet om, at jeg bar hans barn.

15Likes
50Kommentarer
7125Visninger
AA

5. Aftensmad på kroen

 

”Jamen hej med jer to.”

Hilste kroejeren venligt på Will og jeg, men fik så straks øje på Marianne.

”Hils din far, og sig at hans brød var uovertrufne denne gang, og at jeg godt kunne tænke mig nogle flere af dem.”

Sagde han med et stort smil. Marianne nikkede bare let, og hev hurtigt sin lille huskeseddel op fra sin kjolelomme, så hun kunne give beskeden videre. Hun var ikke helt tilfreds med det, men sådan var det at være bagerens datter.

”Bord til tre?”

Spurgte kroejeren. Vi nikkede let, og fik anvist et bord.

”Det sædvanlige?”

Spurgte kroejeren, inden at Will kunne forhindre det. Jeg hævede let det ene øjenbryn.

”Det sædvanlige?”

Spurgte jeg Will. Godt nok havde vi spist på kroen før, men ikke ofte nok til at kroejeren kunne vide hvad vi foretrak at få.

”Bare tre gange af det bedste du har i aftenen, samt noget at drikke til, så er du rar.”

Bestilte Marianne, mens at Will forsøgte at finde på en god undskyldning.

”Øhm…øhm…”

Sagde Will et par gange, og forsøgte at vinde lidt mere tid til at tænke i. Heldigvis forbarmede Marianne sig over ham, og afledte min opmærksomhed.

”Og her troede jeg, at rangere ikke var bange for noget. Men det viser sig så, at deres koner kan få dem til at ryste i bukserne. Hvor morsomt.”

Kommenterede hun. Jeg fnes let. Det var jo lidt rigtigt.

”Og deres mestre.”

Tilføjede jeg, da Will endeligt fandt på en god undskyldning.

”Altså, det var fordi at… Øhm… Når du er i byen med Marianne, så spiser i jo ofte aftensmad sammen, og så plejer du jo at være træt, når du kommer hjem. Jeg ville ikke besvære dig, derfor jeg spiser altid på kroen, så du ikke behøver at lave aftensmad til mig.”

Forklarede Will. Jeg kom til at smile let. Det var jo egentligt lidt betænksomt af ham, selvom at jeg sagtens kunne have lavet mad til ham. Så kunne jeg også bedre forstå, at der ikke manglede noget mad den næste dag, selvom at han påstod at have spist.

”Og du kunne ikke bare lave aftensmad selv?”

Spurgte Marianne skeptisk. Will trak på skuldrene.

”Jeg kan bedre lide maden her.”

Forklarede han,  netop som vores mad ankom til bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...