We could change the world, together - 1D

Fay er en pige. Faktisk bare en helt almindelig pige, med store drømme om at møde de kendte drenge i bandet One Direction. Til hverdag går Fay i skole, da hun kun er 15 år gammel, og stadig har pligt til det. Fay bor i Londons midtby. Til dagligt bliver hun mobbet rigtig meget, og det har resulteret i ekstremt dårlig selvværd og selvtillid til hende. Men da hun modtager et mystisk opkald, som viser sig at være fra en dreng hun har hørt alt for meget om - nemlig medlemmet af One direction, Niall Horan, tager hendes liv pludselig en stor drejning. Vil Fays drøm om at komme i et seriøst forhold med Niall gå i opfyldelse, og vil Niall kunne hjælpe hende med at få det bedre med sig selv? Men det vigtigste; betyder hun det samme for Niall, som han gør for hende?

2Likes
0Kommentarer
289Visninger
AA

2. Opringningen, og mødet.

Jeg sad og zappede mellem kanalerne på mit tv. Endnu en kedelig dag, hvor der ikke var noget i tv’et. Jeg sukkede, og tog fat i min mobil, selvom jeg egentlig godt vidste, at ingen nogensinde ville kontakte mig. Altså, jeg er jo den mest hadede person på skolen – det var i hvert fald hvad jeg havde fået fortalt. Jeg trøstede mig selv, da jeg så at der faktisk ikke var noget signal, men tænkte ikke rigtig videre over det.


Jeg slukkede for tv’et, og gik ud i køkkenet for at lave noget at spise. Jeg havde fået en vane med, at spise mad så snart jeg kedede mig. Selvom jeg egentlig burde begynde at tænke på, hvad jeg propper i munden, så blev det altså ikke lige i dag. ”I-i-i-i-i-i-i-i, I wanna save you …..” begyndte min mobil at spille. Har jeg fortalt at jeg er en meget stor directioner? Nå, men det er jeg altså. Jeg ku’ dem virkelig godt! Ej, fy Fay – sådan noget skal man ikke tænke højt om! Jeg løb nærmest hen til min mobil – og opdagede hurtigt at jeg ikke kunne genkende nummeret. Hvem ville dog ringe til mig, udover mine forældre? Jeg havde skiftet nummer utallige gange for, ikke at den mobning jeg blev udsat for, skulle fortsætte over mobil. Jeg tøvede, og trykke så på det lille grønne rør, på skærmen.


”Hallo?” fik jeg fremstammet med en meget svag stemme. Hvem ved? Det kunne lige så godt være dem, der havde fået fat i mit nummer. ”Hej, Lou!” sagde en meget glad drengestemme. Hov, vent. Jeg hedder ikke Lou? Jeg overvejede et øjeblik bare at smide røret på, men tog mig så sammen. Personen måtte da have fået forkert nummer, ikke?


”Jeg beklager. Jeg tror du har fået et forkert nummer” sagde jeg med min venligste stemme. Det var nærmest som om, at jeg kunne mærke skuffelsen i hans suk, men jeg tænkte ikke yderligere over det. ”Men hvem snakker jeg egentlig med?” spurgte jeg ham, da der havde været få sekunders stilhed. Jeg sank hurtigt den klump jeg havde i halsen, og skulle lige til at spørge igen, da han svarede, ”Niall.”


Jeg blev et øjeblik meget overrasket. Jeg kendte da ikke nogen Niall? Jeg ved udmærket godt, at han havde fået forkert nummer, men det kunne da lige så godt være, at han bare havde trykket på den forkerte kontaktperson da han ringede op – så jeg var alligevel nysgerrig for at kende hans efternavn. ”Niall … hvem?” min stemme knækkede et kort øjeblik. Jeg havde håbet han ikke lagde mærke til det, og bare troede, at det var en dårlig forbindelse, og det virkede også til, at han troede på det. ”Horan,” kom det så fra ham.


Jeg skulle lige til og skrige. Niall .. horan? Som i Niall fra one direction? Som i mit største crush. Nej, det kunne da ikke passe, jeg håbede virkelig på, at han var den han sagde han var. At der ikke var flere i verden der hed nøjagtigt det samme som ham, og at jeg ikke havde hørt forkert. ”Niall, har du et mellemnavn?” spurgte jeg, da jeg ikke havde svaret ham før, ikke engang noget med et okay. ”Ja, James. Sig mig, hvorfor spørger du mig om så mange ting?” vrissede han lidt. Han lød til at have meget travlt. ”Ikke for noget. I et øjeblik troede jeg bare lige, at du var Niall fra one direction. Jeg elsker ham virkelig, og vil gøre alt for at møde ham, og …”. Åh, gud. Hvorfor sagde jeg det? Hvis det nu var ham? Jeg gik ind i stuen, og smed mig i sofaen, da jeg ikke havde tænkt på, at forbindelsen var ekstremt dårligt herinde, og at den kunne ryge lige i dette sekund. Men inden jeg kunne nå at trække det tilbage lød det som om ham rømmede sig lidt, og det gav nærmest et sæt i mig.


”Ja, det er mig. Hvad da?” Jeg kunne mærke mine kinder blive varme, og jeg stod og nev mig selv i armen for at være sikker på, at det ikke var en drøm. ”Ikke .. for noget” fik jeg fremstammet, inden forbindelsen smed mig af. Jeg skulle lige til at kaste min mobil ned i gulvet af ren og skær vrede, men kom hurtigt i tanke om, at han ikke havde ringet med spærret nummer. Jeg havde faktisk hans nummer. Inden jeg nåede op på mit værelse, for at skulle til og fortælle hele twitter-verdenen det, ringede min mobil igen. ”Mød mig i parken om en halv time,” og så smed vedkommende på. Men trods de få ord, kunne jeg sagtens regne ud hvem det var.

Uden så meget som at tænke en tanke igennem, rev jeg lågen til mit klædeskab. Det er min store dag! Jeg skal møde Niall. Som i Niall fra One direction!

Mit crush.

Mit forbillede.

Min helt.

Jeg stod med et tomt blik ind i mit klædeskab, og jeg var endt i samme problem som enhver anden pige der skulle se en dreng. Problemet var bare, at jeg ikke var en typisk pige. Jeg havde aldrig nogensinde, i mit liv forventet at dette skulle ske for mig. Og med disse tanker lukkede jeg igen mit klædeskab, og lagde armene over kors.

Yeah, right Fay. Som om det skulle hjælpe at blive tøsesur lige nu, hvor Niall garanteret er på vej hen til parken for at møde dig. Hvor mange piger tror du ikke lige ville dræbe, for at stå i den situation? Okay, måske en overdrivelse, men overdrivelse fremmer forståelse. Som man jo så klogt siger.

Med tunge skridt bevægede jeg mig ud af mit værelse, og ind på min storesøsters værelse. Hun er den type, der ejer alt før alle andre. Okay, måske ikke bogstaveligt talt, men hun var i hvert fald hurtig med at få fat i ting. Lige nu, var jeg fuldkommen ligeglad med hvordan hun ville reagere hvis hun fandt ud af det, for var der noget Avah hadede, så var det når folk lånte hendes ting. For ja, det var jo hendes kostbare ting.

Mit blik kørte rundt indtil jeg fik øje på en sød top, samt nogle vildt fede jeans som jeg hurtigt fik gjort mere interessant med nogle smykker, og et bælte. Toppen var bordeaux rød – hvilket for resten er min yndslingsfarve! Jeansene var mørkeblå, og jeg havde fundet et flettet, brunt bælte som hang en smule løst omkring mit liv. Udover det havde jeg en lang guld halskæde på. Jeg tænkte ikke på at kigge på uret, da jeg igen bevægede mig ind på mit værelse. Denne gang for at ligge noget neutralt makeup, samt sætte mit lange, mørkebrune hår op i en høj hestehale.

Jeg hoppede højt op i luften da min mobil begyndte at ringe igen. Denne gang nåede jeg dog ikke at tage den, men jeg så hurtigt på klokken. På få sekunder stod jeg nede i gangen med mine converse på, og var halvvejs ude af døren.

Vejret var dejligt i dag. For en gangs skyld faktisk, så jeg kunne hurtigt nå hen til parken, for, og jeg fangirler lige lidt nu, fordi jeg ikke har haft særlig meget tid til det, at møde NIALL FRA ONE DIRECTION!

Jeg har set hans mave utallige gange.

Jeg har drømt om ham, og de har ikke alle sammen været lige uskyldige. Haha.

Fay, stop de tanker! Du er for latterlig, det vil jo alligevel aldrig ske!

Før jeg nåede at kigge mig omkring stod jeg i parken. Den park, jeg søgte hen til når alt var trist. Den park, som altid formåede at gøre mig glad. Den park, med utrolig mange minder, og denne gang blev der endnu et værdifuldt minde at gemme på. Jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke få øje på Niall. Underligt nok, for jeg ville kunne kende ham fra kilometers afstand. Jeg stalker ham jo hver dag. En prikken på min ene skulder fik mig ud af mine tanker, hvorefter det stoppede og jeg fik stillet et spørgsmål.
 

”Hvem leder du efter?” Jeg kunne på en måde kende stemmen, og noget sagde mig, at jeg alligevel ikke kendte den, og da jeg vendte mig om kiggede jeg ikke ind i Nialls øjne, men nogen andre som jeg også udmærket kunne kende.

”Eh, det er .. en hemmelighed” og mere nåede jeg ikke at sige før jeg fik bud på at gå med vedkommende. Jeg blev trukket om bag en café, af den velkendte dreng, hvorefter han så slap mig og …

________________________________________

Undskyld for det korte kapitel - men jeg starter stille ud, da vi jo først lige skal igang! :-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...