Summer Love | One Direction ♥

Hver sommer tager 17-årige Emma Coulson og hendes familie en uge i deres sommerhus. Normalt ville enhver person elske at tage i sommerhus, bestemt når sommerhuset var ren luksus. Den lå lige op til en strand, de havde deres egen private pool og meget mere. Men Emma hadede det, og det havde hun gjort lige siden de var der første gang. Men hvad sker der når hun ved en 'tilfældighed' render ind i Harry Styles, ham den søde dreng med krøllerne fra One Direction? Vil det forandre hele turen? Læsning er på eget ansvar. Tjek traileren

34Likes
38Kommentarer
3305Visninger
AA

2. Café with a stranger

Så sad jeg her igen. I den samme lilla sofa og kiggede ud mod havet. Ja, vi havde vores egen private strand her. 
"Skal du ikke med ned og bade?" Det var Josh, min 9-årige lillebror. Han stod med dykkebriller i hænderne og badevinger på skulderne. Han elskede at bade, det havde han gjort ligesiden han fik mulighed for det.
Hver gang vi var herude badede vi, men nu synes jeg ligesom jeg er blevet for gammel til at lege fangeleg i vandet. Jeg rystede på hovedet og kiggede så ud på vandet igen. "Hvor er du kedelig," mumlede han og forsvandt ud af døren på vej ned til stranden.
Jeg sukkede, da jeg så ham hoppe i. Typisk ham.
"Emma?" jeg kunne genkende den sukkersøde stemme. Det var min mor, eller ikke min rigtige mor. Hun var min stedmor. Min rigtige mor døde nogle par dage efter min fødsel. Et trafikudheld med nogle fulde idioter som kørte over rødt og lige ind i mors bil.
Og min far mødte så en ny kvinde, min rigtige mors gamle veninde faktisk. De havde så været sammen i en måned, hvor far derefter friede til min "mor". Hvis jeg kunne tale dengang, ville jeg klart have stoppet ham.
De blev faktisk gift på den strand, jeg sidder og kigger på ligenu. Jeg kan forstille mig at de kommer gående op til alteret, med en buket i hånden. Hvor lykkelige de var. 
Og mig der sikkert bare sad og græd.
"Skal du ikke ned og bade sammen med Josh?" spurgte hun, stadig med den ækle sukkersøde stemme. Den var falsk, hun brugte den kun, når hun snakkede til mig. Når hun snakkede til Josh var det den helt normale stemme. 
Hvorfor skulle den lige ændres når hun talte til mig? Jeg var da ikke noget specielt.
"Nej," mumlede jeg kort og derefter så op på hende. 
Hun havde glattet sit lange brune hår, så det gang ned af skulderne på hende. Hun plejede ellers have grimme store slange krøller.
Okay, det var måske lidt pænt. Men.. Ja..
"Hvorfor ikke?" Hun nærmede sig mig. Orh, hvor jeg dog bare ville ønske hun kunne forsvinde.
"Fordi.." mumlede jeg. Hun sukkede stort. "Så gå en tur ned i byen, køb noget tøj. Jeg skal nok give dig pengene."
Der kom det. Jeg skal nok give dig pengene. Please bare ti stille. Jeg hader når hun siger det, det lyder som om jeg bare er pisse fattig, hvilket jeg også var. Men ja.
Jeg nikkede langsomt og rejste mig. Jeg skulle vel lave et eller andet. 
Et stort smil bredte sig på hendes læber, forefter hun fløj ud i køkkenet. Jeg kunne høre hun åbnede skuffen. Der hvor deres punge ligger.  Hun kom tilbage med hendes pung. "Her," sagde hun med den dér stemme. Jeg gik snart amork.
Hun rakte mig pungen. Jeg tog den langsomt. Den var mega tung, hvor mange penge havde den kvinde dog?! "Du kender vidst vejen derned." sagde hun og smillede. Det ækle falske smil, kan ikke tage det. "Ja," sagde jeg hurtigt og vendte ryggen til hende. Begyndte at gå hen mod fordøren.
"Har du din telefon på dig?" råbte hun hurtigt, da jeg skulle til at tage i håndtaget.
"Ja." råbte jeg og gik ud af døren.
   
Den her var faktisk ret sød. 
Okay, jeg elskede at shoppe, virkelig meget. Mit skab derhjemme var helt fuld af tøj, og jeg brugte indengang halvdelen af det. Jeg lagde den lyseblå t-shirt med blonder på skulderne over armen og gik videre. Kiggede ikke på prisen, jeg havde penge nok. Med den pung, kunne jeg sikkert købe hele butikken.
"Kan jeg hjælpe dig?" Jeg vendte mig om. "Nej tak, jeg kigger bare." sagde jeg og smillede falsk.
Hun nikkede og forsatte hen til en anden kunde. "Hej, kan jeg hjælpe dig?" 
Den sætning havde hun nok brugt hele dagen. Hvor må det være nemt at arbejde i en tøjbutik. Det eneste man skulle er at gå fra kunde til kunde og spørge om det samme spørgsmål. Og nogle gange stå i kassen, men ja.
Efter jeg havde kigget hele butikken igennem, tror jeg, gik jeg op til kassen og lagde trøjen på bordet. 
Bag disken stod en mand, en mørk en. Underligt at han arbejde i en damebutik. Men okay da. 
"34 dollars" mumlede han. Men jeg var nok sikker på jeg hørte rigtigt.
Jeg rev pungen op af lommen og tog en ramdon seddel og gav den til manden. Han kiggede først lidt overrasket på pungen og nikkede kort, mens han gav mig byttepenge og lagde trøjen ned i en pose. Jeg tog posen. "Forsæt god dag," sagde han og smillede falsk. Jeg nikkede kort og gik ud af butikken.
Solen var dækket af skyer og himlen var blevet mørk. Det betød regnvejr. Perfekt, lige hvad jeg havde brug for. 
Hvad så nu?
Jeg gad sgu ikke gå hjem, hvis det øsede ned. Jeg besluttede mig for at tage ind på en café og drikke noget varm kakao. Jeg var efterhånden også blevet ret tørstig. Det blev man jo af at shoppe. 
Café Allé hed cafeen jeg gik ind i. Kreativt navn, det må man sige. 
Her var ikke ret mange mennesker, og jeg fik nogle blikke da jeg gik ind. Okay, var jeg virkelig så grim?  Jeg fandt et bord helt nede bagerst i et hjørne og satte mig, mens jeg lod alle poserne glide ned på jorden. Som altid havde jeg shoppet for mange penge, rigtig mange penge. Men jeg var nu også tilfreds med det jeg havde købt. Ny trøje, to par nye sko - jeg elskede sko! - en kjole, bukser og en hel masse smykker. Jeg måtte lære at styre mig.
"Hvad vil du bestille?" En lyshåret pige, sikkert på min alder, stod med en blog og papir og så nysgerrigt på mig. "Varm kakao, tak." sagde jeg og smillede til hende. Hun skrev det ned. "Med flødeskum?" 
Jeg nikkede. Hun smillede kort og forsvandt så. Jeg sukkede og tog min mobil op af lommen. Intet. Ingen havde skrevet, ringet eller noget. Jeg har aldrig været den populære.
Jeg har ingen venner, faktisk. Jeg har flyttet skole nogle par gange på grund af mobberi. Nu er jeg så kommet på privat skole, hvor de stadig ignorer mig, men jeg bliver da ikke mobbet.
"En kakao med flødeskum" Pigen var kommet ned til mig igen. 
"Ja.." mumlede jeg. Hun stillede den foran mig og forsvandt så igen. Den var vel nok kreativ... Flødeskummet var bare blevet klattet på og kakaoen så ret.. død og tør ud. Men okay.
Jeg begyndte at drikke det, en varme kørte ned gennem min krop. Det var altid rart. 
"Er det her din?" Jeg fik et kæmpe chok. En dreng med krøllet hår, de smukkeste grønne øjne så på mig, mens han holdte en af de trøjer jeg havde købt op. 
"Hov, det var ikke meningen at jeg skulle forskrække dig. Undskyld." fniste han.
"Jaaaeh. Det er min." mumlede jeg. Han rakte mig den, og jeg puttede den ned i posen igen. Den måtte vel have faldt ud, da jeg smed poserne ned på gulvet. "Du har da.. shoppet meget," begyndte han og sendte mig et kærligt smil. Jeg nikkede.
"Har du noget imod, hvis jeg sætter mig?" spurgte han.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------
Første kapitel i min nyeste Movella! Håber i kunne lide det ;-)
Husk og tjek traileren ud, bare rul lidt op og kig til højre, hvor du kan trykke play. 
Kommenter, hvis du gerne vil have mere. Og like hvis du synes, den fortjener det :)
- Laura

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...