Lesson of love

Let your dreams come true

1Likes
3Kommentarer
191Visninger
AA

1. Let your dreams come true

Jeg gik ind i klassen, og der sad han, så perfekt som altid med hans brune hår der pjusker let, men stadig sidder perfekt. Hans varme øjne, hans varme smil, alt ved ham er som det plejer. Bortset fra en ting, hans ansigt var præget af nervøsitet. Jeg undrede mig over hvad det kunne være, men satte mig alligevel på min plads. Han var begyndt at rykke tættere og tættere på min plads, men det var vel bare fordi at hans venner satte sig der, så det var der jo ikke noget underligt ved. Eller var der? Nej det var der nok ikke.

"Hey Mike? Er der noget galt? Du virker så nervøs." Han kiggede op, og hans ellers så rolige og varme blik, var vildt og nervøst. "Nej, nej der er ikke noget galt." Han prøvede at fremtvinge et smil, det var tydeligt, men det blev bare til en nervøs grimasse. "Okay." Jeg satte mig tilbage og snakkede med min veninde, og snart gik timen igang. Vores lærer var enormt kedelig som altid, så lige der var alt som det plejede. Men selvom jeg havde ryggen til Mike, kunne jeg mørke at han stadig var meget nervøs, men han var tydeligvis ikke klar til at snakke om det med nogen, så jeg ville ikke presse ham til det. 

Timen gik, og vi skulle langt om længe have frikvarter. Jeg sad og snakkede med min veninde igen, blandt andet om hvor kedelig timen havde været, da Mike pludselig forsigtigt prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig om mod ham, og spurgte pænt hvad han ville. Selvfølgelig var jeg møg genert, det var jeg altid når han snakkede til mig, så jeg rødmede højst sandsynligt også, hvilket var ekstremt pinligt hvis han så det. "Ehm, ja jeg ville... Nej, nej der var alligevel ikke noget." Jeg så undrende på den nervøse Mike, som altid var genert og aldrig kunne finde på at gøre en flue fortræd. Det var vildt underligt at se ham så nervøs, specielt når han nu plejede at smile og le hele tiden. 

Jeg vendte mig om mod min veninde igen, men hun kiggede bag mig, og jeg gjorde rent refleksmæssigt det samme. Mike stod nu op bag mig, og sagde at der alligevel var noget, og om det gjorde noget hvis han og jeg gik udenfor klassen. Jeg rystede på hovedet, og fulgte med ham ud på gangen der var mennesketom. 

"Altså Mike, er du sikker på der ikke er noget galt? Du virker så nervøs, og du plejer ikke at snakke med mig?" Han prøvede at nikke, men rystede så istedet på hovedet. "Altså, der er ikke noget sådan, galt galt, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det." Igen kiggede jeg undrende på ham. Han kiggede bare ned i gulvet, og hvis jeg ikke tog fejl, rødmede han så ikke også lidt? Jeg fattede slet ikke hvorfor han pludselig var så nervøs, eller hvorfor han pludselig ville have mig ud på gangen alene. "Hvad med bare at sige det som det er? Jeg plejer ikke at bide, så jeg regner heller ikke med at bide dig idag." et mislykket forsøg på at lette stemningen lidt op. 

"Jeg har hørt fra klassen at du godt kan lide mig." Jeg spærrede øjnene op, og mærkede straks varmen sprede sig som ild i mine kinder. "Nåh, ja så er det jo åbenbart ikke nogen hemmelighed mere." Nu var det min tur til at nærstudere gulvet, med brændene kinder. "Altså, klassen ved det kun, fordi jeg, øh, fordi jeg bad dem om at finde ud af om jeg ville have en chance hos dig." Jeg kiggede forbløffet op, og så direkte ind i et par perfekte, men flove øjne. "Undskyld. Du hvad?" Jeg vidste simpelthen ikke hvad jeg skulle sige eller gøre, og stod bare som forstenet på gangen hårde gulv. Aldrig i mit liv havde jeg troet at klassens perfekte fyr, ville bede hele klassen om at finde ud af, om han ville have en chance hos mig. Altså jeg var jo bare kedelige mig, og han var perfekte og dejlige ham. 

"Ja altså, jeg ved godt det lyder underligt. Men jeg vidste ikke hvordan jeg selv ville kunne finde ud af det, så jeg fik klassen til det. Fordi jeg rigtig godt kan lide dig Mira." Igen blussede hans kinder op, men det gjorde kun til at de matchede mine. "Wow. Det havde jeg ikke lige regnet med. Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige, andet end at jeg længe har kunnet lide dig, og at jeg nu siger det til dig føles lidt akavet." Han smilede genert og forsigtigt til mig, og jeg prøvede at frem mane et smil, men det blev mere et fjollet ansigtsudtryk. "Mira, jeg kan virkelig godt lide dig, og du behøver ikke svare nu, men vil du ikke være min kæreste?" Jeg glippede et par gange med øjnene, og nikkede så forsigtigt, imens jeg mumlede at det ville jeg rigtig gerne. 

Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne øre, men det var rigtigt, for nu nærmede hans vidunderlig læber sig mine, og ramte dem i et lidenskabeligt kys, der fyldte hele min krop med varme og sommerfugle. Jeg havde det vidunderligt, og følte at mig og ham var de eneste på gangen, lige indtil min veninde forsigtigt hostede, og sagde at timen altså var begyndt. "Og, det ser vist ud til at jeg skal sige tillykke!" Vi smilede genert til hende, men tog så vores hænder i hinandens, og gik ind til time, hvor klassen kun ventede på at vi kom ind, så læreren ville gå igang. Men selvfølgelig kunne folk ikke lade være med at lægge mærke til vores generthed, og vores hænder foldet sammen med hinandens, og derfor afbrød de ligegyldigt læreren, og råbte tillykke i munden på hinanden, og stampede i jorden, imens de råbte kys, kys, kys. Vi smilede genert rundt til klassen, og mødte så igen hinandens blik. Igen ramte hans vidunderlige bløde læber mine, og igen føltes det som om der ikke var andre end ham og mig. Jeg var sikker på at jeg var i himlen, og en ting var helt sikkert, jeg ville helst ikke væk herfra foreløbigt. 

________________________________________________________________________________

Hej alle mine læsere :) ja jeg er blevet opfordret til at lade mine drømme blive til en movella, så her er en af dem :) Håber i kan lide den :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...