Hovedpine

Kort fortælling om Daniel, der ender på skadestuen efter en brand i sin vens lejlighed. Vi følger et par af Daniels tanker og ser hvordan det ender for ham, når han skrider og skider på det hele.

2Likes
2Kommentarer
287Visninger
AA

3. Tortur

Sygeplejerske kom løbende hen til Daniels seng. Er du okay? Hvad skete der? Han er væk nu, bare rolig. Sætninger, stemmer, spørgsmål. Mennesker, overalt. Hvide kitler, hæslige frisurer, navneskilte, falske smil, facader. Klaustofobi og grædende ansigter. 
"Skrid!" Pulsen steg i Daniel. Tonsede gennem ham. Hurtigere, hurtigere. Løb om kap med tålmodigheden. Løb om kap med temperamentet. De stirrede ned på ham. Forskrækkede, forargede. "Skrid med jer! Forpulede møgsække!" Men ingen rørte sig. De stod bare der, statuestille. Stirrede ned på ham, med triste, sørgelige øjne. Maleriet lå på gulvet, stadig ikke samlet op. Nej, Daniel var jo det vigtigste. Han var patienten. De blå og grønne ansigter rystede på hovedet, og kiggede sørgmodigt op på Daniel. Daniel ville løbe. Han ville have endnu en chance. Det fortjener jeg, tænkte han. Sætningen blev tatoveret på indersiden af hans kranie, mens der blev varmere og varmere. Jeg fortjener en chance til. Han ville starte med at stille sig op, fjerne bandagen og gazebindet han lige havde opdaget på sin arm. Og når han havde gjort det ville han bare løbe. Denne gang ud ad hoveddøren. Men hvis han blev forfulgt. Hvis han ville blive omringet. Så ville han løbe mod den hvide gang igen. Han ville finde døren, smadre den op, som var det første gang. Og så ville han springe. Sigte med hovedet denne gang. Hovedspring fra anden sal. Bare for at slippe væk. Ellers ville han lande på benene, få flere kvæstelser og så blive indfanget igen. "Vil I ikke please skride?" Vejrtrækningen lå tungt i hans hals. Helt ned i maven og op igen. Seks af sygeplejerskerne gik. Karin, Lone, Stine, Maj, Tove og Hanne. Én blev tilbage. 
"Hvorfor gør du det her, Daniel?" Hun havde sat sig på sengekanten. "Du ved vi kun er her for at hjælpe dig. Det så ud til, at din far og dig kom op og toppes. Vil du fortælle mig hvad der skete nu, eller skal du have lidt tid?" For at hjælpe? Ha. Kom op og toppes? Skændes måske? Nej, tænkte Daniel. Faderen havde været et mareridt, en tornado der blæser op i et nyt bygget hus. Daniel havde det godt, før hans far kom. Før han kom til hospitalet, før Patrick døde. Og nu havde Berit og hans far blæst hans hus omkuld. I stumper og stykker. Hjulpet brændens smertende sorg på vej op til et vildere og værre niveau. Og Daniel skulle ikke dele én eneste personlig ting med Berit. Aldrig.
"Jeg vil slet ikke snakke om det." Han kiggede ikke på hende, mens han snakkede. Hans blik søgte ud ad vinduet. En ny udsigt mødte ham. Han kunne se langt ud i horisonten. Bittesmå sejlbåde flød rundt på vandet, der bølgede under dem og rykkede med dem, som det passede dem. Han følte sig som en af bådene. Berit var bølgerne. Hun kunne gøre hvad hun ville med ham. Men hvorfor ikke bare sende ham til dødsstraf? I stedet for, at lade hans smerter flyde rundt i hans blod.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...