Hovedpine

Kort fortælling om Daniel, der ender på skadestuen efter en brand i sin vens lejlighed. Vi følger et par af Daniels tanker og ser hvordan det ender for ham, når han skrider og skider på det hele.

2Likes
2Kommentarer
285Visninger
AA

1. Skrider

Dørene gled op og lugten af kliniske rum og sygdom, skød op i hans dirrende næsebor. Buttede kvinder i hvide kitler og grimme sko, vandrede rundt med papirer og mapper i hænderne og venlige smil på læberne. Håret var sat i næsten de samme frisurer. Hestehaler eller knolde. Hovedet føltes tungt på hans skuldre, mens han svajede mod konsultationen. Endnu et kvindemenneske mødte hans blik. Hendes øjne var grønne og venlige. Håret sat op. Lyst, i en knold. De tykke fingre trykkede på tastaturet, som hun slap, da hun fik øje på ham. Hans øjne undersøgte hende træt og et forlegent smil blev tvunget frem i hans ene mundvig. Et lille skilt på sygeplejerskens barm afslørede hendes navn. Berit.
"Kan jeg hjælpe dig?" Berit kom nærmere mod ham. Hans øjne, trætte og tunge, kæmpede sig for at holde sig åbne. Kanten af bordet føltes glat under hans svedende håndflader. Tørt spyt sank ned gennem hans hals, der var som tømt for ord. 
"Jeg har ondt i hovedet." Det svimlede for ham. Han slikkede sig om de knastørre læber. Hostede og krampede sig. Kiggede trættende op på Berit igen.
"Jamen dreng dog, hvad er der sket med dit hoved?" Hun sukkede og rakte ham en hånd. Da den havde hængt i luften i et par sekunder, sank hun den igen og kiggede medfølende på hans ansigt. 
"Hvad er der sket?" Hans hånd kørte gennem håret. Han mærkede noget vådt. Blod? "Av." Det stak i hans hovedbund. Synet af den blodige hånd fik kvalmen til at vokse. Skraldespanden lokkede, men han måtte holde sig oppe.
"Det ved jeg ikke, men lad mig nu hjælpe dig." Endnu engang rakte hun ud efter ham, men stadig ingen reaktion. "Jeg må bede om dit navn?" Igen var hendes blik rettet mod computeren. Det skradsede i hans hals. De grønne øjne landede på hans trætte. Overtalende, venlige og overvurderede.
"Daniel." Ordet stak og kradsede i hans brændende hals. "Tøften." Et anerkendende nik og tasterne lød. Daniel Tøften. 
"Okay, Daniel. Gør det meget ondt?" Hun skævede mod hans hår. 
"Av." Daniel kneb øjnene sammen og bøjede sig en anelse. Håndfladerne, glatte og ubrugelige. Med et dump lå han på gulvet. En rød stribe gik, fra hvor hans hoved havde ramt væggen, og ned til hvor han lå nu. Det sortnede for hans øjne. "Av."   

Røde og gule ansigter. Smilende og grinende, med pirrende øjne og strittende hår. Opmundrende billede, at vågne op til på skadestuen. Indrammet i sort ramme. Daniels blik søgte mod lys, men bag vinduet, gik solen langsomt ned bag de tårnhøje træer. På hans anden side lå en mørkhåret pige på omtrent hans alder, i dyb søvn, med det ene ben viklet ind i gips. Et øjeblik betragtede Daniel hendes fredfylde ansigt. Hjerteformet mund og korte, mørke øjenvipper. Han lod sit hoved synke dybt ned i puden. Av. Hånden søgte hovedet, men en stofagtig følelse ramte hans hånd. En bandage? Fuck. 
"Fuck." Han lod sine øjenlåg lukke sig stramt og sine brune øjne. Dynen var pludselig meget tung og varm. Armen smed den fra kroppen og kulden fra det åbne vindue ramte Daniels letklædte krop. Hospitalsskjorte og underbukser. De spinkle ben svingede ud over sengekanten og måtte have overkroppen til at støtte sig til sengegærdet, inden de selv kunne tage helt over alene.
"Hov hov, Daniel." Forhelvede nej. En sygeplejerske kom gående mod ham. Buttet, hestehale, navneskilt på barmen. Karina. Han bakkede jo nærmere hun kom.
"Jeg ville bare have noget vand." Løj Daniel og pegede på vandhanen i det andet hjørne af hans stue.
"Nå det har vi måske ikke fået fortalt. Så skal du ringe på klokken her," Hun pegede på en stor, rød knap på betjeningen der hang i en dinglende snor, ned fra sengegærdet. "Så kommer vi og hjælper dig." Hun tog ham om skuldrene og førte han tilbage til hans seng. 
"Slip mig!" Vrissede han og vred sig under hendes hænder.
"Rolig nu. Pas på din bandage, nu henter jeg dig et glas vand." Han måtte giver efter, og lade hende dumpe ham ned i sengen. 
"Lad mig gøre det selv!" Sengen fjedrede og hoppede under ham. Kvalmen voksede og hovedet begyndte at veje mere og mere.
"Schh. Pas på med at råbe sådan, du vækker de andre patienter." Karina havde en gennemborende, træls stemme. Det dunkede i Daniels kranie og hjerne. 
"Aerghh," Det rørte på sig i den anden seng. Pigen, spinkel og bleg satte sig op. "Av, mit ben." Klagede hun sig og støttede sig på albuen. Karina vendte sig mod hende.
"Nå, er du vågen, Freja?" Hun hjalp Freja op at sidde, lagde en pude bag hendes ryg og bøjede sig ned mod hende. "Er der noget du har brug for? Noget jeg kan hente?" Daniel var helt klart ikke lige så populær blandt Karina, som Freja var. Men Daniel var ligeglad, hans vidste bare, at han måtte ud her fra. I en fart.
"Nej tak, jeg tror bare jeg skal sidde lidt." Stemmen var en anelse tør og hæs. Hendes ansigt var meget blegt, som om hendes læber havde suget alt farven, fra resten af hendes ansigt. Hendes øjne flakkede, og kiggede et sekund på Daniel. Hun havde dybt blå øjne. Et øjeblik smilede hun, inden hun måtte slippe blikket og bukke under i et hosteanfald.
"Okay, ellers ringer du bare på klokken," Karinas hånd strøg blidt Frejas uglede hår. "Jeg henter dig et glas vand." Hun skævede mod Daniel og gik over mod vandhanen. Lyden af vandet der ramte vasken, spredte kulde i Daniels krop. Han sitrede og trak dynen over sig. Glasset med vand, blev sat ved siden af Daniel, på hans lille sengebord. Så gik Karina atter videre til næste stue, hvor flere patienter lå, og ventede på hende. Igen, lå Daniel og betragtede Freja, der havde lukket øjnene for at hvile sig.
"Undskyld, jeg vækkede dig." Hviskede han, så lavt at Freja nok ikke hørte det. Hendes bryst løftes og sænkes for hver lydløs vejrtrækning hun tog. Øjenlågene sitrede svagt, og håret hang lidt ned over ansigtet.
"Det gør ikke noget," Daniel fik et chok, da den statue urørlige pige, bevægede munden. "Jeg havde alligevel vågnet før eller siden." Lokkerne faldt ned på siden af sengegærdet, da hun vendte hovedet mod Daniels. De var alene på stuen, hvorfor vidste Daniel ikke. Der var nok ikke kommet patienter nok, til deres stue endnu. Det håbede han heller ikke, at der ville. Freja løftede sin slanke pegefinger mod Daniels hoved. "Hvad er der sket med dig?" Der var ingen undren eller overraskelse i hendes stemme. Bare et helt neutralt spørgsmål. Den sidste aftensol skinnede Daniel i nakken. Skygger, fra de nøgne træer, ramte som et skyggespil, hans hvide hospitalsskjorte. Bandagen klistrede mod hans hoved. Hans ene hånd pillede lidt ved stoffet. Det var bundet mange gange rundt om såret i hans baghoved, og gjorde det tungt og svært for ham, at løfte hovedet ordenligt. Han tøvede, vidste egentlig ikke hvad han skulle svare. 
"Det ved jeg faktisk ikke." Et svagt smil slap hans læber. Frejas blå øjne undersøgte hans nøddebrune. Hun kunne ikke lade være med at smile.
"Du ved det ikke?" Øjenbrynene løftede sig. Hun bed tænderne sammen og satte sig lidt op. Solen blændede hende, og en hånd måtte skygge for den. 
"Nej," Mumlede Daniel sagte. "Jeg ved ikke hvad der er sket." Han rynkede panden og hostede en enkelt gang. Tørt og tørstigt. Hånden famlede efter glasset med vand. Det løb koldt og vådt gennem hans hals. 
"Det er rimelig vildt," Freja rystede på hovedet og trak sin dyne lidt over sig. Krummede sig sammen som en kugle og kiggede ud under dynen. "At du overhovedet ikke kan huske noget." Daniel pakkede sig også ind i sin dyne, og kiggede ud under den, ligesom Freja.
"Ja, det er det vel," Han trak på skuldrene under dynen. Et smil havde bredt sig på Frejas læber, og en række hvide tænder kom til syne. "Og hvad med dit ben?" Et par skyer var drevet ind over solen og dæmpede lyset en anelse. Skyggerne bredte sig i rummet.
"Jeg faldt ned fra en stige," Fnøs hun. "Jeg skulle hente min kat ned fra vores træ i baghaven. Rimelig dumt, ikke?" Hun grinte af sin egen historie og kiggede så på Daniel igen. Han sendte hende et halvhjertet smil.
"Kun lidt." 

Daniel indvendte et suk og lukkede øjnene i igen. Søvnen overtog ham.
Han var lige kommet hjem, Patrick i hælene. Fulde og dumme. Naive og lykkelige. Våde fester, og masser af piger. Uden at anse det, havde de slæbt en tøs med hjem. Laura? Whatever! Pizzarester fra aftensmaden og spilt cola på stole og gulvet. Røgen fra cigaretterne hang i luften som en tåge. Stearinlys blev tændt med gamle lightere, de normalt brugte til at tænde deres smøger med. En pirouette i grin, et bump og en voksende varme. De krakkelerende vægge i hans lejlighed. Ild som løb op af dem, med rødglødende flammer, varme som intet andet. Skrig, panik og opfattelse. 
Daniels mund slap et gisp, efterfulgt af et rungende hosteanfald. Mørket havde igen lagt sig over den hvide, neutrale stue. Hans krop, badet i sved, kæmpede mod vægten fra den varme vinterdyne, skønt årstiden. Endelig, fik han skubbet dynen på gulvet. Temperaturforskellen fik ham til at skælve et sekund. Knappen på sengekanten var pludselig meget svær at finde. Farven rød, rød. Rød! Hele Daniels hånd trykkede ind på knappen. Én gang, to gange.
"Jeg kommer nu, jeg kommer nu," Det var Berit. Vejrtrækningen, forpustet. "Hvad sker der så?" Daniel havde sat sig op.
"Det brænder! Patrick, min lejlighed. Hvor er jeg!?" Et fast greb hev i Berits kittel. Forkrummede hænder og udspilede øjne. Brune, grønne. Kig, stir, glo.
"Hvad snakker du om? Har du drømt?" Hun tog hans hånd. Han strammede bare grebet. 
"Hvor er Patrick? Det brænder!" Hosteanfaldet overfaldt ham igen. Brændende varme, tør hals, skrig der ikke blev hørt.
"Hvem er Patrick? Det brænder ikke, fald nu til ro." Bogstaverne på navneskiltet slørede for Daniels blik. Berit hentede et glas vand, og lod Daniel drikke ud. 
"Det brændte sådan. Det var så varmt. Men jeg kunne ikke gøre andet end at løbe, vel? Det kunne jeg ikke, vel? Han var jo død, ikke?" De beskidte negle skrattede mod glasset, fastspændte øjnene på Berits ansigt.
"Har du drømt?" Spurgte hun. "Er det noget der er sket dig? Er et derfor du er her? At du har fået et sår i hovedet?" Hun skævede mod bandagen, der sad på Daniels hoved.
"Ja, det tror jeg. Ja!" Han nikkede, nikkede, nikkede. Enig, jaja, ja det er derfor jeg er her, ikke? Det er derfor jeg er her.
"Okay, hvad skete der? Hvem er Patrick? Hvor ligger din lejl.."
"Ti stille! Hold.. kæft!" Berit lukkede. Lukkede sin forpulede sygeplejerskerøv. En tåre løb ned ad Daniels svedige kind. "Det brændte. Jeg ved ikke hvad der skete," Daniel så ned i sit glas. "Jeg ved kun.." Han sank en klump. Berit ventede. Tik tak, tik tak.
"Jaa..?" Hun trak en stol hen til hans seng, fra et hjørne i stuen og satte sig foran Daniel. 
"Han er død. Jeg kunne ikke redde ham, der var så varmt," Han knep øjnene stramp sammen, bed sine tænder sammen. Bed sig i læben, bed sig i kinden, bed sig i tungen. "Og nu er han død. Død, okay? Død!" Små krystaller fyldte gulvet og efterlod en høj, skarp og klingende lyd. Glas, krystaller, glasskår. "Og det er min skyld, hvis jeg ikke havde væltet det lys, eller bare tændt det!" Han lagde hovedet i sine hænder. Og græd.  
 Berits overvægtige arme omfagnede ham, som en mor omfagner sit lille barn.  Dog havde Daniel da aldrig haft en mor. Og en voldsmand som far. Sikke en køn familie. Det skulle ikke undre ham, hvis det var hans far der havde slået hans mor ihjel. Han havde aldrig vidst hvad der var sket hende. En dag var hun bare væk, og kom ikke hjem igen. Daniel havde aldrig nået at få et forhold til hende, da han kun var omkring tre år, da hun forsvandt. Faderen slog ham, så da hans farmor engang så ham slå Daniel, da hun var på eftermiddagsbesøg hos dem, gik det op for hende, at Daniel ikke kunne bo der mere. Så han blev sendt hjem til sin moster, som han aldrig havde kendt. Enlig mor, til Daniels fætter, Anton. Rigtig møgunge. Og mosteren, Pia, havde aldrig brudt sig om Daniel, så når han klagede over Anton, gik det altid udover ham selv, uanset hvad. Så fuck det. Daniel begyndte, at komme sammen med en masse piger på samme tid, blive medlem af bander og få forkerte venner. Det vilde liv. Han havde ligesom ikke haft en rigtig barndom, og det ville han ikke få. Så fuck det. Fuck Pia, fuck Anton, fuck Berit, fuck this shit. Så derfor var han stukket af med vennen, Patrick. I lejligheden, langt væk fra Pia og lortet. Og nu var Patrick væk, sikkert død. Og det var Daniels skyld. Han havde ingen steder at gå hen. Berit sagde ikke en skid. Og hun skulle kunne snakke med patienterne. 
"Vil du ikke hente en kop the til mig?" Spurgte Daniel. Berit nikkede, sagde selvfølgelig. Så gik hun, efterlod Daniel alene tilbage på stuen. Der var ingen elkande på stuen, så da Berit var gået havde han chancen. Lydløst forlod han sengen, stuen bag sig. På gangen gik tilfældige folk forbi ham, andre patienter. Folk med krykker og arm i gazebind. Han sendte dem ikke smil eller hilsner, knap blikke. Gangen var lang og bred, helt hvid. En dør for enden. Rigtig trist. 
"Hvor skal du hen?" En mand stod foran ham. Gloede irriterende på Daniel. Han havde lyst til at slå ham i hovedet, løbe ned til enden af gangen og råbe "ud i friheden". Men hvis han gjorde det, ville han helt sikkert blive fanget ind igen. Allerværst på et hospital for psykisk syge mennesker. Men det var Daniel var sikkert også. Syg i hovedet. Det kunne han godt selv tro.
"Jeg skal bare ud og have noget luft," Mumlede han. Lod som ingenting. "Jeg har fået lov." Han styrede uden om manden, som faktisk var en læge. 
"Af hvem?" Spurgte manden.
"Berit." Manden rystede på hovedet og gik videre. Sikke en idiot, tænkte Daniel. At han ikke kunne tænke sig til, at Daniel havde løjet. Naive svin. Manden gik ind på en stue.  Og så løb Daniel. Så hurtigt han kunne. Skred fra det hele. Sked på Pia, sked på Anton, sked på Berit, sked på livet. Bare frihed. 
Men da han åbnede døren for enden af gangen. Da han smadrede den op, og løb ud. Var der ingenting. En afsats, en fælde, en lærestreg. Og mens han faldt. Fra anden sal. Hørte ingen hans smertefulde skrig. Han knap mærkede bumbet i ryggen, da han pludselig lå på det ensomme, tomme og grå fortov. Han kiggede op på hospitalet. I et vindue sad hun. Freja fra hans gamle stue, der var blevet flyttet. Hun kiggede ned på ham. Stirrede med sine blå øjne. Hjertemunden åbnede sig i slowmotion. Blev større og større. Rundere og rundere. I et skrig. Så lukkede Daniel øjnene.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...