Hovedpine

Kort fortælling om Daniel, der ender på skadestuen efter en brand i sin vens lejlighed. Vi følger et par af Daniels tanker og ser hvordan det ender for ham, når han skrider og skider på det hele.

2Likes
1Kommentarer
329Visninger
AA

4. Mareridt

"Det kommer du til. Vi har tilkaldt politi," Daniel stivnede. "De kommer til, at høre hele historien." Hun pressede ham ned i sengen, bandt ham fast med en sele, der hang i siden af sengen. Daniel skreg. Af alle sine lungers kræfter. Det var nu han blev sendt væk. Væk til politiet og til dommedag. Berit kørte af sted med ham. Ned af den hvide gang. De andre sygeplejerske og patienter klappede af hende. 
"Få psykopaten ud!" Jublede de og ydmygede Daniel så godt de kunne. Han var blottet og fastspændt i den store seng. Kun iført underbukser. Berit frydede sig og skubbede hårdt. Drejede om hjørnet. Daniel så manden han havde mødt, før han løb ned ad gangen og ud af døren. Ham han havde bildt ind, at han bare skulle have frisk luft. Han hang på væggen og stirrede på Daniel med sørgefulde øjne. Et par glimtende englevinger krøb frem bag hans ryg. De flagrede og vinkede til Daniel. Han var i Helvede. Eller Himlen? Da han smilede og vinkede til manden, gemte han sig bag sine hvide vinger. Lod dem skygge for sig. Berit begyndte at skraldgrine. Overdøvede alt. Hurtigt, svingede hun til venstre. Gangen blev mørkere og mørkere, jo længere ned ad den de kom. Hvidt, dunkelt, gråt. Sort. Daniel var blind i mørket, men Berit førte ham grinende gennem gangene. Endelig så Daniel noget. En lille bitte dør. Den blev større og større. På døren hang et par øjne. De var store og dybt blå. Han genkendte hurtigt øjnene. Øjnene med de korte øjenvipper. Freja. Hendes øjne græd ned ad døren, som åbnede og lukkede dem ind. I rummet var et bord. Småt og rundt. Med et hvidt stearinlys og en pakke tændstikker. Berit fjernede Daniel fra sengen, og bandt ham istedet til stolen, så kun hans arme var frie. Og da Berit gik med sengen, prøvede Daniel febrilskt, at åbne låsene, han var spændt fast med. Men de var umulige at åbne. Låsene havde ikke nøglehuller. Intet kunne han gøre. Han begyndte at græde. Dråberne var større end de plejede at være. Kæmpe og fuldstændig dråbeformede. Blå og våde. Sprang i luften, da de ramte gulvet. Hele rummet var sort, og kun stearinlyset lyste op. En lille pøl lå efterhånden under Daniels urykkelige stol. Så kom der en ind. En mand, men han havde intet hoved. Man kunne kun se hans politiuniform. 
"Vil du ikke være sød, at få mig ud?" Græd Daniel. Han tiggede, bedte. Men manden grinede bare af ham. 
"Du skal have din straf, Daniel." Mere sagde han ikke. Daniel tænkte, tænkte. Så fik han en idé. Hans hænder greb om tændstikpakken. Flåede tændstikkerne ud. Tændte dem. Fem, syv, ti. 
"Se, se!" Udbrød Daniel. Stak tændstikkerne op foran manden. "Se mig nu!" Tændstikkerne brændte i Daniels mund. Han begyndte at skrige, hjerteskærende. Men manden lod ikke til at have noget hjerte. Manden rørte sig ikke. Uniformen sad musestille. Som om Daniel var alene. Daniel tændte løs af tændstikkerne, åd dem, gnaskede på dem. Prøvede på, at sluge de brændende stykker træ. Tårene væltede ud af hans udspilede øjne. Store, dråbeformede, blå. Hundrede, tusinder. Pølen voksede sig dybere og nåede Daniel til knæene. Tændstikkerne proppede snart sig selv ind i munden på ham. Brændte ham indefra, mens dråberne nåede ham til brystkassen. Bålet fik ham til at lægge hovedet tilbage. Dråbernes vandkant druknede Daniels øreflip og slukkede snart bålet i hans mund, inden de lod Daniel drukne i sine egne tåre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...