Hovedpine

Kort fortælling om Daniel, der ender på skadestuen efter en brand i sin vens lejlighed. Vi følger et par af Daniels tanker og ser hvordan det ender for ham, når han skrider og skider på det hele.

2Likes
2Kommentarer
298Visninger
AA

2. Galskab

Moderen havde sit barn, i sin favn. Skyggede for faderen, der stod og råbte ind i hendes ryg, mens hun blot sang en lille melodi for barnet. De stod i en smal gang. Trist, grim. Væggene gule af røg. Havde sat sit spor. Moderen havde sko og jakke på. Skoene, grå med rødt mønster bevægede sig ud af døren. Ænsede ikke faderens råberi. Hun nynnede videre med barnet, liggende mod sit bryst. 
En teenagedreng. Omkring de femten. På sit værelse. Plakater af nøgne damer overalt. Kalendere, bikinimodeller, pornoblade. Sprut og energidrikke i hjørnet af værelset. En fræk lille sag, trusser var den eneste beklædning blondinen bar, på side 9. En pludselig larm og en mand kom ind på det snævre værelse. Råbte og skreg, hev bladet fra drengen. Manden var den samme som før. Den samme mand, der stod i gangen og skreg moderen i ryggen. Han stak drengen en syngende lussing.
Nu var han et andet sted. Han stod på en tom gade. Der var bare ham. Alene. Der var mørkt og regnen silede ned. Det ene øje var blåt. Blod løb fra hans næse. Han fortsatte gennem gaden og slog et sving til højre.
Samme dreng, andet sted. Sad i et andet rum med to andre. En dreng og en pige. Øl blev skålet med og drukket. Brunette kyssede begge drenge. Den ene røg. Asken ramte dugen. Klattede. Grå og støvet. Høj musik i baggrunden. Rock and roll. Skringende guitarsoloer. Overdøvede skrig. Stearinlys, vælt. Løbende ild, løbeild. Op ad vægge, varme.
Da gik det op for ham, op for Daniel. Han genkendte skoene, der forlod gangen. Sin moders sko, gå og forlade gangen med ham. Melodien kørte stadig sommetider i hans hoved.
Han genkendte manden. Den hidsige, den voldelige, den råbende. Slog ham synder sammen. Ar og sår, blod. Elskede far. Forbandede far. Lorte far.
Han genkendte sig selv. Skadet og ligeglad, komme gående ned ad gaden, på vej til et sted. Et ligegyldigt sted. 
Han genkendte Patrick og Laura. Patricks lejlighed. Bedste venner. Sammen altid. Musik og dans. Skrig, skingre. Brand blandet med sprut. Drukture. Ild.  

Vågnede, åbnede øjnene. Så op i et hvidt loft. Nej. Lugten sneg sig langt op i næseborene. Gennemborede kraniet. Hospitalet. Klinist, rent og fejlfrit. Og hvem kom gående ind ad døren? Ny stue. Nyt maleri. Grønne og blå ansigter. Triste og grædende. Modsætning af billedet i den anden stue. En hånd strøg Daniels arm. Berit sad ved hans side. Daniel kunne se hende ud af øjenkrogen. Han ville ønske han kunne slå hende og skride ordenligt. Bare én chance til. Én chance til at finde friheden igen. 
"Du er oppe, Daniel?" Han havde ingen kræfter til af skubbe hendes hånd væk. Hendes neglene kradsede ham på armen. Gav ham sikkert flere ar. Han var snart ikke mere, end ét stort ar. "Jeg høre, at du har sagt at jeg har givet dig lov til at gå." Han orkede ikke at svare hende. Han ville ønske, at han kunne sige som før til hende. Ti stille, hold kæft. Så ville hun måske lukke igen. Forbandede møgsæk. "Det vidste du jo godt, at du ikke måtte. Det hjælper ikke at lyve, Daniel. Du har måske været ude for noget forfærdeligt, men det hjælper aldrig, at prøve at begå selvmord. Okay? Vi kan hjælpe dig igennem det her," Selvmord? Selvmord havde aldrig været hans hensigt. Han ville bare væk! Hospitalet var ikke et sted man hjalp folk. Hospitalet var et fucking fængsel, med en fucking flink facade. Måske skulle han begå selvmord. Hvis han alligevel ikke kunne slippe fra hospitalet på andre måder. "Der er faktisk nogle besøgende," Mumlede hun. Daniel fattede nada. Besøgende? Hvad var det for noget lort, at lukke ud? Selvfølgelig var der ingen besøgende til ham. Hans farmor var død. Hans mor var død. Patrick var død. Så skulle det være fucking Pia og Anton. Men det nægtede han at tro på. Så ville han hellere undvære besøg. Hvem fanden ville også besøge ham? Komme med blomster, som i en eller anden sørgelig drama. Hold dog kæft man. "Jeg henter ham lige." Henter ham? Daniel kunne ikke komme i tanke om nogen han, der skulle besøge ham. Berit slap endelig Daniels hånd. Han trak den hurtigt til sig igen.
"Daniel!?" En mørk stemme. Høj mand kom brasende ind. I to skridt var han henne ved Daniel. Han så slidt, gammel og klam ud. Ækel, tænkte Daniel. Skægstubbene var udgroede. Han havde sikkert ikke barberet sig i lang tid. Daniel troede faktisk, at han var død for længst. Hans far lignede lort. Han var lort, levede et sygt liv. Det skulle Daniel nok leve op til, med sådan en familie. Berit kiggede ind af døren, der ikke var helt lukket til. "Må vi lige være i fred?" Faderen vendte sig mod døren igen. Kastede med hånden, som var Berit en idiot, der ikke fattede hvad privatliv var. Berit var også en idiot. Daniel fnyste indvendigt. Bare ikke en så stor idiot som sin far.
"Selvfølgelig. Vi er til rådighed, hvis der er problemer." Der gik ikke to sekunder, også var Berit smuttet. Faderen vendte sig mod Daniel igen. Stirrede ned på ham i sengen. Nedstirrede. Som et lille offer lå Daniel der. Kunne ikke røre sig, på grund af kvæstelser fra faldet. Bandagen havde han stadig om hovedet.
"Hvad fanden har du lavet?" Spurgte faderen. Havde krydset armene. Daniel svarede ikke. Han orkede det ikke. Han kunne ikke. Han turde ikke. Daniel var ikke bange for noget. I hele verden. Bortset fra en ting. Sin far. "Svar mig, for helvede, Daniel! Hvad har du lavet?" Svedperlerne piblede under det grå pandehår. Øjnene stirrede. Is blå og intense. 
"Jeg har ikke lavet en skid." Mumlede Daniel. Hæst og ligegyldigt. Hans far bed tænderne sammen. Man kunne se hvordan hans kæbe strammede. 
"Det er rigtigt, Daniel. Det kunne du da se," Han trippede. Kom langsomt nærmere. Tog sig et kig rundt omkring i stuen. Daniel var den eneste patient. Faderen hostede. "Du har ikke lavet en skid, det har du aldrig. Jeg har givet dig alt! Alt hvad du ville have, og så skider du sådan på mig, din møgunge!" Agressivt gav han Daniels ene ben et slag. "Og hvad giver du igen, hva'? Ingenting, ikke en skid! Hvis du nogensinde tænker på at tilkalde mig på den måde igen, slår jeg dig ihjel. Hvis du skal rende mig, så gør det ordenligt! Kunne du ikke bare dø? Istedet for, at jeg skulle komme rendende her, som en eller andet jeg ved ikke hvad?" Daniel holdt masken. Tog sig ikke af alle sin fars ord. 
"Slå mig ihjel, ligesom du slog mor ihjel? Jeg har aldrig bedt om, at du skulle komme her. Jeg har ikke noget med sig at gøre." Hans far stivnede. 
"Ja! Jeg slog mor ihjel! Hvor ved du det fra? Det er også ligemeget! Du ved det, og sådan er det! Hun er væk!" Han rasede. Råbte og skreg, som sidste gang Daniel så ham. Han havde altid vidst, at faderen havde noget med moderens forsvinden at gøre. Maleriets ansigter begyndte at græde. Rummet blev mørkt. Udenfor regnede det. Silede ned. "Og du har alt med mig at gøre, Daniel. Alt, du er mit kød og blod. Du er ligesom mig, og det vil du altid være! Du er under atten, jeg kan tage dig tilbage hvornår jeg vil, så du kan droppe dine smarte kommentarer!" Daniel stirrede på maleriet. Ansigterne var lange og udsultede. Havde aflange munde, der råbte om hjælp. De græd. Rakte ud efter Daniel. Veg tilbage, da faderen tog fat i rammen. "Kan du godt lide det her billede?" Spurgte faderen. Helt roligt. Forandret. Daniel stirrede på ham. Hans hoved dunkede. Hans ben dunkede. Hans arme dunkede og hans ryg. Så nikkede han med sammenbidte tænder. Og fortrak ikke en mine, da et brag lød og et lille hold sygeplejerske kom løbende ind på stuen. Maleriet fløj ud af sin glasramme og ansigterne slap fra den trænge plads. De strakte sig helt hen over Daniel og græd ned på ham. Med sparkende ben og slående arme, vred faderen sig i sygeplejeskernes greb, mens de slæbte ham ud fra stuen. Daniel fik øjenkontakt med ham. Galskaben og ondskaben strålede ud af hans øjne.
"Du er sindsyg."  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...