Sorte stiletter ~ novelle

"Det gik op for mig, hvor godt mit hår egentlig sad, da jeg gik forbi biblioteket. Et sted, jeg nødigt ville besøge. Jeg spejlede mig selv i vinduet. Jeg blev ret imponeret over min egen indsats. Det havde virkelig givet pote! Jeg fortsatte videre til kantinen.
Jeg kastede et blik på kantinens mad og udstødte et højt suk. Den tykke kantinedame kiggede på mig med et let hævet øjenbryn. Stakkels undermåler. Hun måtte vie sit liv til at servere mad – og så var det endda utrolig ringe! Jeg besluttede mig for ikke at tage noget, så jeg lagde plastikbakken, sprittede hænderne af og forlod disken for i stedet at finde et ordentligt bord."

Kold, selvglad, skolens isdronning. Sådan ville ganske normale mennesker beskrive hende. Hendes ynglingshobby var at rakke ned på andre og pille lidt ved deres selvtillid. Men hvad sker der, når den charmerende rod Simon beder hende om en lille tjeneste? Vil hun endelig træde ned fra sin piedestal?
~ OBS! Læsning på eget ansvar! ~

9Likes
2Kommentarer
915Visninger
AA

1. Sorte stiletter

Jeg betragtede mig selv i spejlet. Dette outfit havde simpelthen bare krævet så meget af mig – og ikke for at blære mig, men hvor havde jeg god smag! Jeg havde svunget min designertaske i læder over skulderen, et par sorte stiletter med nitter på, et par skinny jeans – som i øvrigt klædte mine ben utrolig godt - og min sorte, svagt gennemsigtige skjorte, som jeg havde stoppet ned i jeansne. Nitterne gik igen på skuldrene af min skjorte, hvilket gav et råt, men virkelig stilet look. Det skulle jo nok få opmærksomhed!

Fysik var volapyk. Jeg forstod ikke en brik af det, og det havde jeg aldrig gjort. ”Okay, nu skal du høre,” startede Kenneth og sendte mig et kort smil, ”for at finde massefylden af genstanden, skal vi putte den ned i reagensglasset, og så skal vi kigge på vandstanden. Okay?” spurgte han venligt og så på mig, med sine blå øjne, som var skjult bag de store hinkestensbriller. De var faktisk ret kønne - altså øjnene. Jeg betragtede hans ansigt. Det var markeret, og han havde fregner på kinderne. Det var virkelig et turn-off med fregner, men hans var ret søde. Ikke så søde som mine havde været, da jeg var lille og havde fregner. De havde været små, runde og helt igennem perfekt. Kenneth rømmede sig og så tålmodigt på mig.
”Ja, jeg har forstået!” mumlede jeg irriteret og så væk. Simon sendte mig et flirtende blik, og jeg gengældte det. Jeg vendte ryggen til ham og rettede opmærksomheden mod Kenneth igen. Han var måske en nørd, men han mestrede at forklare ting. Han var faktisk ret sød, men det behøvede han jo ikke at vide. Han havde jo alligevel ikke en chance.
”Fedt!” svarede han, løftede hånden og afventede, jeg skulle give ham high-five. Jeg klaskede ham i hånden og fnes. Han smilede til mig, så hans hvide tænder kom til syne. De mange gange til tandlægen havde alligevel givet pote!

Det gik op for mig, hvor godt mit hår egentlig sad, da jeg gik forbi biblioteket. Et sted, jeg nødigt ville besøge. Jeg spejlede mig selv i vinduet. Jeg blev ret imponeret over min egen indsats. Det havde virkelig givet pote! Jeg fortsatte videre til kantinen.
Jeg kastede et blik på kantinens mad og udstødte et højt suk. Den tykke kantinedame kiggede på mig med et let hævet øjenbryn. Stakkels undermåler. Hun måtte vie sit liv til at servere mad – og så var det endda utrolig ringe! Jeg besluttede mig for ikke at tage noget, så jeg lagde plastikbakken, sprittede hænderne af og forlod disken for i stedet at finde et ordentligt bord. Lidt overraskende fandt jeg faktisk et tomt bord, hvilket jo var perfekt. Selvom undermålerne på ingen måde havde fortjent at sidde ved min side, kom de altid til mig. Det passede mig fint, for det gav mig lejligheden til for at pille lidt ved deres selvtillid. Det værste, der fandtes, det var bare folk, der havde alt for meget selvtillid! Heldigvis havde jeg taget mig tid til at hjælpe de stakler, så de ikke satte snuden for højt op.
Og som jeg forudså, så kom den første patient, kort efter jeg havde sat mig. Det var Simon. Skolens badass. Han var lækker, flirtende og charmerende. Ligesom mig! Vi ville faktisk være et helt perfekt par – men det ville jeg ikke sige til ham. Han skulle jo ikke tro, han var noget specielt. Han skulle tage initiativet, hvis det nogensinde skulle blive til noget mellem os.
Han lænede sig frem mod mig og rømmede sig svagt.
”Hvad nu?” sukkede jeg og kiggede på mine negle, selvom jeg var ved at dø af nysgerrighed. Han ville helt klart være i top tre på en lækkerliste, hvis jeg havde sådan en.
”Jeg skal spørge dig om noget,” svarede han bare. Jeg så på ham og hævede et øjenbryn. Spørger mig om noget?  
Jeg kastede et blik på hans slæng, som havde placeret sig lidt væk i skyggen af kantinen. De stod med et smørret smil og puffede lidt til hinanden. Det gav et sæt i mig, da han begyndte at snakke igen.
”Jeg skal spørge Kenneth om noget,” sagde han, ”men han vil ikke snakke med mig, så kan du ikke gå med mig?”
Jeg sad helt roligt, men i virkeligheden var jeg dødforvirret. Hvad mente han med det? Simon plejede at være okay til fysik – og lige i det her kapitel kørte han med klatten. Jeg troede faktisk, han var ligeså god som Kenneth. Men fair nok, Kenneth var lidt af en nørd.
”Hvorfor skulle jeg?” svarede jeg køligt og så ham direkte ind i øjnene.  Han så ned i bordet, hvilket jo var forståeligt nok. Han var vant til, pigerne stod i lange køer for blot at få et blik fra ham. Player? I allerhøjeste grad! Da han så op igen så han direkte ind i mine isblå øjne, som på ingen måde udstrålede nogen form for venlighed. Da jeg efter lidt stilhed løftede det ene øjenbryn igen, rømmede han sig.
”Fordi jeg ved, du gerne vil hjælpe mig. Vi ved vidst begge to, hvad du føler,” hviskede han mere selvsikkert, end jeg havde regnet med. Efter det kæmpe selvtillidsboost, han åbenbart var blevet ramt af, tillod jeg mig at svare flabet igen.
”Giv mig tid og sted, så vil jeg tænke over det,” svarede jeg og så fraværende på ham. Selvfølgelig ville jeg hjælpe ham, men han skulle jo ikke tro, jeg ikke havde andet at tage mig til. Et kort øjeblik så han ud til at miste selvtilliden igen, men han genvandt den et nanosekund efter.
”Efter skole, ude ved cykelstativet,” sagde han. Jeg rejste mig langsomt op – på mine tårnhøje stiletter, som jeg heldigvis kunne gå elegant i – og så ned på ham. Jeg sendte ham et iskoldt smil, inden jeg svang min lædertaske over skulderen og vendte om på hælen. Jeg smilede for mig selv. Jeg havde knækket hans selvtillid fuldstændig. Hvad var det mon, han havde tænkt sig?

Jeg lænede mig op af en lygtepæl nær cykelstativerne. Jeg lod blikket glide rundt på dem, der var op vej hjem. De var ikke klar over, de blev bedømt af en modeekspert i verdensklasse. Jeg fik ondt af de stakler – de lignede hjemløse hele bundtet! De klædte sig i brune og sorte nuancer. Pigernes hår hang slapt ned om skuldrene på dem, og drengenes hår var nærmest hvidt af voks. Jeg hev utålmodigt min iPhone op ad lommen. Det var fem minutter siden klokken havde ringet, og de var ikke kommet endnu. Burde jeg gå? Hvad ville de egentlig? De ville gøre noget ved Kenneth, ikke? Vidste de overhovedet, om han var gået hjem? Spørgsmålene vrimlede frem, og det gik op for mig, jeg ikke vidste en pind om, hvad jeg egentlig havde sagt, jeg ”ville tænke over”.
”Så du kom,” hørte jeg en velkendt stemme sige, og et kort sekund efter viste Simon sig foran mig. Jeg trak på skuldrene.
”Jeg skulle lige til at gå, men jeg kan vel godt blive et par minutter,” sagde jeg og sendte ham et koldt blik, som fik de fleste til at dreje hovedet væk. Men hans selvtillidsboost var åbenbart ikke brug op endnu, for han holdt øjenkontakten med mig. Han stod bare og kiggede på mig uden at sige noget. Jeg hævede et øjenbryn.
”Hvad ville du så?” sukkede jeg og lagde vægten over på min ene fod. Han sendte mig et skævt smil, som kunne få enhver anden piges hjerte til at slå et slag over – og jeg måtte indrømme, jeg faktisk fik lidt bløde knæ af det. Han så ned i jorden og sparkede til en sten.
”Tjo… ser du.  Kenneth flirter med min pige! Jeg gør alt hvad jeg kan, jeg flirter, smiler, prøver at virke genert og sådan, men alligevel. Jeg har ikke fået hende til at fnise så meget som én gang, og tideligere på dagen stod hun sammen med ham… og fnes!” knurrede han og sendte mig et blik, der udtrykte had og jalousi. Jeg hævede et øjenbryn. Simon følte sig truet… af Kenneth? Ha! Det var lige til ”Breaking News” i TV-avisen. Skolens populære dreng, som pigerne sukkede efter på gangene, han følte sig truet af skolen nørd? Ham, som fik blodnæse, når han nøs. Ham, som spyttede, når han sagde S. Det var faktisk lidt sjovt, at Simon troede, jeg ville hjælpe ham med at ordne Kenneth? Pæne piger leger ikke med slemme fyre, tænkte jeg. Men i mit tilfælde, var det vel i orden. Jeg var ikke ligefrem lærernes kæledægge eller en prinsesse i lyserødt tylskørt.
Jeg var den første til at bryde tavsheden: ”Ah ha, hvordan?”
Han bed tænderne sammen. Han brød sig tydeligvis ikke om at tænke på det, men hvad ragede det mig? En hel masse, det ved jeg godt.
”Du skal bare stå og kigge, skat. Så skal jeg nok ordne det hele,” sagde han og spyttede på jorden. Jeg brød mig ikke om at skulle overvære Simon sætte Kenneth på plads. Ja, han var lidt af en nørd. Men han var sød nok, og han havde ændret mine karakterer fra et 4-tal til et 10-tal! Han havde gjort det umulige, og jeg havde ikke takket ham. Jeg åbnede munden for at sige Simon i mod, men jeg lukkede den igen, da hans slæng dukkede op. Mærkeligt, jeg ikke havde lagt mærke til, han ikke havde haft dem lige i hælene. De klistrede sig ellers fast til ham for at få en smule popularitet.
”Han kommer nu!” hviskede de hæst og stillede sig op på rad og række bag Simon. Og ganske rigtigt, så kom Kenneth i næste sekund svingende rundt om skolens hjørne, men han stoppede brat op, da han fik øje på Simon og slænget – og måske endda mig. ”Simon,” peb han og trådte et skridt tilbage. Simon grinede hånligt over Kenneths reaktion.
”Nemlig, du. Det er mig,” sagde han og spyttede endnu en gang. Jeg væmmedes ved synet. Godt nok var jeg ikke en pæn pige, men det der, det var for klamt! Jeg betragtede Simons ansigt, som ændrede sig fra neutralt til vredt. Han kneb øjnene sammen, og hans ansigt fortrak sig i en kølig mine. Kenneth tog et skridt bagud, men Simon skubbede ham lige ind i en parkeret cykel, som stod bag ham. Hele flokken af cykler væltede, som var det et stort dominospil. Kenneth væltede også. Hans ansigt fortrak sig i smerte og han fik blanke øjne. Han havde revet sig på remmen, så hans arm var dækket af en blanding af blod og olie.
”Gjorde det ondt, hvad?” spurgte Simon uden den mindste smule sympati, ”så kan du sgu lære det!”
Jeg slog blikket ned og så på mine sorte stiletter. Jeg mærkede pludselig en følelse, som jeg ikke havde følt i lang tid. Sympati. Medfølelse. Jeg havde ondt af Kenneth. Hvad snakkede jeg om? Jeg kunne tåle mosten. Jeg havde da set det før. Mange gange! Det var ikke ligefrem noget nyt på skolen. Jeg løftede hovedet igen. Mit blik var fastlåst på Kenneths arm, som lignede noget fra en krigsfilm. Og det var bare fra et enkelt styrt over en cykel. Jeg var forvirret. Jeg havde set både blod, cykelstyrt, mobning – ja, jeg havde endda set et enkelt overfald før – men det her påvirkede mig anderledes. Hvorfor?
Jeg opdagede Simons slæng, som havde omringet Kenneth. Jeg tog et skridt bagud, da jeg så dem komme tættere på ham. Han var bange, ingen tvivl om det. Men hvem ville ikke også være det?
Jeg skævede over til Simon. Han lo. Jeg fik pludselig lyst til at hamre min knytnæve ind i maven på ham. Slå ham ud og så bare løbe fra det hele. Men pokkers tage de dumme stiletter!
”Kenneth. Du har gjort noget. Noget rigtig, rigtig, rigtig dumt,” sagde Simon og tog et skridt frem mod ham for hver gang han sagde ”rigtig”. Han stod nu lige over Kenneth og de væltede cykler. Det gik pludselig op for mig, at Kenneth kiggede på mig. Nej, det var ikke det rette ord. Han stirrede på mig. Han stirrede bedende på mig. Det var hans råb om hjælp. Jeg kunne ikke se ham i øjnene, så jeg slog blikket ned. Kenneth sukkede og kiggede tilbage på Simon.
”Kenneth, synes du det her er morsomt? Du skal sgu ikke sukke, som om det her var ligegyldigt!” råbte Simon og lossede til Kenneths lår, så ham skreg af smerte. Han faldt sammen og greb sig om låret. Han trak vejret i hurtige stød og kneb øjnene hårdt sammen. Min mave slog knuder, og jeg stirrede stift ned i jorden.
”Hold op, Simon!” peb jeg så lavt, jeg tvivlede på, om Simon hørte det. Men det gjorde han, og han vendte sig hurtigt om mod mig og stirrede på mig. Jeg kiggede forsigtigt op på ham, men krympede mig ved hans blik.
”Sig mig, synes du måske, det er i orden at stjæle andres pige?” råbte han og spyttede i min retning.
”Hvor er du ulækker!” råbte jeg og gik en stor bue udenom ham, hen i mod Kenneth. Jeg noget kun lige at opdage, Simon viftede med hånden over mod mig, før to af hans kammerater kom og tog fat i mig. En i hver arm. ”Slip mig!” skreg jeg, ”så slip mig dog!” råbte jeg og begyndte at fægte vildt med arme og ben, for at få dem til at give slip. Men de var nogen trænede fyre, som ikke ligefrem så en gal teenager som en udfordring.
”Simon!” skreg jeg højt, ”få dem dog til at slippe mig!” Jeg spyttede over mod ham, men det mislykkedes total, og min spytklat hang få sekunder efter ned ad min hage. Drengene, som holdt mig, grinede hånligt af mig. Jeg krympede mig lidt, og al min selvtillid og mine nedladende bemærkninger var for længst brugt op, og jeg stod nu som en forsvarsløs lille pige. Simon rettede igen sin opmærksomhed mod Kenneth, som stadig lå og vred sig i smerte.
”Jeg be’r dig, Simon,” klynkede jeg, ”stop dig selv!” Simon lo ad min ynkelige fremtræden. Han ignorerede min bøn, og vendte hovedet mod Kenneth igen. Han gryntede, hvorefter en kæmpe spytklat ramte Kenneth lige på kinden.
”Fuck, hvor er du klam, dit svin!” råbte jeg med blanke øjne. Kenneth tørrede spytklatten væk med det ærme, der ikke var dækket af blod.
”Simon, hvorfor er du sur på mig?” hviskede Kenneth hæst og så op på ham. Simon rystede af raseri, og han tog et skridt hen mod Kenneth.
”Du flirter med min dame!” råbte han vredt og var lige ved at gå ud af sit gode skind. Kenneth fnøs.
”Som om jeg ville kunne flirte med din pige!” kvækkede han, ”det er sgu da for latterligt!”
Simon skreg vredt og lossede til en sten. ”Du flirtede med hende!” skreg han og pegede over på mig. Mit hjerte slog et slag over. Kenneths blik stivnede. Var jeg grunden til, Simon rasede på Kenneth? Jeg så forskrækket på Kenneth. Hans blik flakkede rundt, og hans kinder blev knaldrøde. ”Jeg… jeg…” stammede Kenneth og stirrede ned i jorden. Simon brød ud i en hånlig latter.
”Nej se, gutter! Nørden er forelsket!” klukkede han. En varm følelse bredte sig inde i mig, og jeg så på Kenneth, som så op på mig. Jeg sendte ham et oprigtigt smil. Han sendte mig et skævt ét tilbage.
Jeg så på de to drenge, som holdt mig, og lavede et hurtigt ryk i begge arme.  Jeg blev fyldt med en lettet følelse, da det endelig lykkedes mig at vriste mig fri fra drengenes hårde greb. Uden at tænke videre over det, greb jeg min ene stilet og svang den over mod drengene. Jeg lukkede øjnene, da jeg lige nåede at ane den ramme den ene i hovedet, og jeg hørte ham skrige, inden han faldt til jorden, og jeg åbnede øjnene igen. Jeg så ham ligge på jorden. Han havde blod i ansigtet – hvorfra, vidste jeg ikke. Den anden stod stivnet og så på ham, der lå ned. Det samme gjorde Simon – ja, selv Kenneth lå stivnet med blikket fastlåst på ham.
”Løb Kenneth!” Jeg tog hans hånd. Vi greb chancen og løb. 

-----------------------------------------
Det var så min lille novelle, som jeg havde lyst til at dele med jer. Jeg vil meget gerne have jeres respons!

Knus

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...