Young Wild And Dangerous - Jason McCann

Jason McCann den berømte atten årige forbryder, kendt for at placere bomber, for at være drengen der undslipper politiet og bare generelt for altid at være i problemer. Denne dreng er endelig blevet fanget, da politiet endelig valgte at sætte nogle helt professionele folk på banen, efter de efterhånden 4 år de har prøvet at fange ham, sætter de folkene fra CSI på sagen. Og det de har prøvet på i 4 år tog CSI folkene 4 måneder, hvilket vil sige at de har ham hvor de vil have ham. De mener alle at han burde bures inde, nu hvor de endelig har fået fat i den unge forbryder dog er der en der stikker ud. Den 40 årige Nick Stokes mener der imod at han ville have godt af at bo hos en familie, at det vil hjælpe på hans opførelse. De andre er uenige dog vil de gå med til det, hvis det er ham selv der vælger at tage Jason hjem til sig for at han kan bo der. Men hvad vil den atten årige Rose Stokes, Nicks niece synes om den idé? Hvad vil der ske? Du kan jo prøve at se efter...

20Likes
46Kommentarer
1510Visninger
AA

7. Stuck With You

"Hvad mener du med at du ikke ved hvor vi er?"

Han sagde det i en lidt mindre blid tone, faktisk på måder en smule barskt, men det viste vel bare, at han heller ikke var glad for at få af vide, at personen der nok kendte området bedst af de to - ikke anede hvor de var.

"Jeg mener, at jeg ikke aner hvor vi er. Vi er gået en anden vej, så vi ikke er på stien længere."

Han kom med et irriteret suk, hvorefter han lidt opgivende satte sig på en træstub. Han havde sikkert læst i mit ansigtsudtryk, at det var næsten umuligt at finde hjem nu, hvor mørket var faldet på. Vi var nød til at overnatte herude, og så håbe på at finde hjem når det blev lyst, eller at Nick ville finde os engang i morgen.

"Vi må finde noget, at lave et bål med. Kan du ikke se om du kan finde noget træ?"

Jeg sagde det i næsten et overraskende blidt tonefald, i forhold til min normale flabede måde at tale til ham på - dog udelukkende af den grund, at jeg vidste det ikke ville nytte noget at skændes. Han kom med et svagt modvilligt nik, men rejste sig dog alligevel. Jeg tog min taske af, og så stille efter om der var noget deri vi kunne bruge, til at få tændt bålet med. Lidt var der vel de kunne bruge; Et tæppe, tændstikker, vand og en lommelygte. Det var ikke meget, men det var var hvad vi havde. Jason kom kort efter tilbage med noget brænde, små kviste, større pinde - det han kunne finde, og der var meget af det, og det ville vi få brug for. Mørket var stadig kun næsten lige faldet på, det ville blive langt mørkere, når natten først faldt rigtigt på. Vi lagde det i en bunke, og fandt nogle sten som vi lagde i en rundkreds, for derefter at lave bålet indenfor cirklerne. Stenene for at vi ikke skulle brænde hele skoven ned, selvom jeg havde lyst til det, når jeg tænkte på at jeg skulle tilbringe hele natten herude, med ham.
Vi fik efterhånden tændt bålet, træet var vådt, men efter nogle få forsøg fik vi gang i ilden, og der var stadig nogle tændstikker tilbage, hvis ilden skulle gå ud engang i nat. Jeg lagde stille tæppet ud, og lod ham sætte sig først, så jeg kunne sætte mig så langt væk fra ham som muligt, og derefter prøve at varme mig lidt. Jeg havde altid været noget af en frossenpind, og at sidde ude i en mørk, kold og fugtig skov - hjalp ikke rigtigt på det.

"Du bliver altså ikke varm, når du sidder så langt væk, putte."

Han sagde det i et halvtilfredst tonefald, men så alligevel var der en blid undertone. Han vidste at hvis jeg kom til at fryse nok, ville jeg kravle hen til ham, og putte mig helt ind til ham, men han kan tro nej, kan han. Jeg fnøs af ham, rejste mig, og gik over på den anden side af bålet og lagde mig, på jorden. Han skulle ikke vinde.

*

Jeg vågnede med et sæt, da et faretruende brag lød ud over det hele, og jeg fik hurtigt mine øjne åbnet. Alt var kulsort, men efterhånden som mine øjne fik vendt sig til mørket, blev himlen lyst op i et par sekunder. Et lyn. Torden. Det var det der havde vækket mig. En af de ting jeg var allermest bange for, i hele verden skulle selvfølgelig komme, nu hvor vi lå her. Midt i en mørk skov. Endnu et glimt bredte sig over himlen, kort inden endnu et brag igen lød. Jeg krympede mig sammen, og lod kort mit blik køre over på Jason. Han lå roligt, men jeg kunne se at bragende også havde vækket ham.

"Jason.."

Jeg sagde det med en stille stemme, dog fik det ham alligevel til at dreje hovedet over mod mig. Jeg kunne mærke nogle få tårer løbe stille ned af mine kinder, da endnu et glimt kom over himlen, da jeg vidste hvad der ville komme kort efter.

"Mhm?"

Han mumlede det en smule, men alligevel det at der var en anden her, beroligede mig en smule. Jeg bed mig en smule i læben, og snøftede kort men svagt, inden jeg kort lukkede øjnene hårdt sammen, da braget kom.

"Kom."

Han sagde det stille, og løftede stille hans jakke, han havde taget over sig, da han jo lå på tæppet. Jeg rejste mig en smule modvilligt, dog da endnu et brag kom, kom jeg hurtigt derover, og lagde mig forsigtigt. Jeg havde lagt mig lidt fra ham. Det kunne godt være, at tordenvejret skræmte livet af mig, men at ligge i armene på en forbryder var nu heller ikke for indbydende, selvom han endnu ikke havde vist sig specielt farlig, eller ond.. I hvert fald ikke over for mig. Han lagde stille hovedet ned, og lukkede øjnene, da jeg havde lagt mig. Endnu et brag lød, denne gang højere, og jeg valgte alligevel at ligge mig tættere ind til ham. Et selvtilfredst smil dukkede op på hans læber, og han lagde jakken ned, så den også dækkede mig.

"Tør det selvtilfredse smil af, McCann."

Jeg mumlede det, og lukkede øjnene i efter de ord, men kunne alligevel ikke lade være med at ligge hovedet svagt ind til ham. Det fik ham til at ligge armen om mig, men jeg var for træt til at fjerne den igen. Her var langt varmere, end på den anden side, og hans åndedræts beroligende lyd, fik mig til sidst til at falde i søvn..

___________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Hey. c:

Tja.. Jeg ved godt at jeg ikke har skrevet på historien i lang tid, men tid til det har jeg ikke haft meget af, med lektier og sport på programmet, og det bliver nok ikke nemmere at få tid til det. Men jeg vil da skrive på den i ny og næ, når lysten driver mig til det og når tiden er der.

Men.. Ja, jeg er i hvert fald super glad for at der er nogle at i sætter jeres tid af til det, at sidde og læse, like og sætte den på favoritlisten, det betyder utroligt meget for mig. :)

I er velkomne til at smide en kommentar, like den, dele den med vennerne, komme med et ønske til om i vil have den fx mere romantisk eller hvad i nu en har lyst til at gøre. c:

~ Mira. c:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...