Young Wild And Dangerous - Jason McCann

Jason McCann den berømte atten årige forbryder, kendt for at placere bomber, for at være drengen der undslipper politiet og bare generelt for altid at være i problemer. Denne dreng er endelig blevet fanget, da politiet endelig valgte at sætte nogle helt professionele folk på banen, efter de efterhånden 4 år de har prøvet at fange ham, sætter de folkene fra CSI på sagen. Og det de har prøvet på i 4 år tog CSI folkene 4 måneder, hvilket vil sige at de har ham hvor de vil have ham. De mener alle at han burde bures inde, nu hvor de endelig har fået fat i den unge forbryder dog er der en der stikker ud. Den 40 årige Nick Stokes mener der imod at han ville have godt af at bo hos en familie, at det vil hjælpe på hans opførelse. De andre er uenige dog vil de gå med til det, hvis det er ham selv der vælger at tage Jason hjem til sig for at han kan bo der. Men hvad vil den atten årige Rose Stokes, Nicks niece synes om den idé? Hvad vil der ske? Du kan jo prøve at se efter...

20Likes
46Kommentarer
1525Visninger
AA

4. Home

Jeg vågnede stille en smule op, da Nick blidt puffede mig i siden og jeg opdagede at vi var hjemme. Den hvide tre etagers villa, kunne ikke andet end få mig til at smile også selvom den eneste grund til at man kunne se den, var at himlen oplyste den svagt. Jeg var hjemme. Når jeg var her, følte jeg mig af en eller anden grund mere tryg end ellers. Her var hyggeligt, den lidt gamle landlige stil som huset havde udenpå, havde jeg altid elsket. Det bedragede alt det nye og moderne inden i, dog var det alligevel ikke for moderne. Man kunne vel sige at det var fifty fifty, en slags blanding.

Jeg steg stille ud af bilen, hvorefter jeg blidt smækkede døren i bag mig og et svagt smil dukkede op på mine læber. Jeg lod mit hoved dreje en smule, så jeg kunne se på Nick og der dukkede også et smil op på hans læber da han også så at der var et på mine. Han tog hånden i lommen og smed bundet med nøgler over til mig, som jeg greb med begge hænder hvilket alligevel så lidt elegant ud. Mit blik gled kort efter over på Jason da han steg ud af bilen og jeg kunne ikke lade være med at fryde mig over hans ansigtsudtryk. Det var ikke svært at regne ud hvad han tænkte, imens hans blik var vendt mod huset og det fik mig til at udstøde en blanding mellem et fnys og et fnis.

"I tager pis på mig ikk'?"

Han så først på Nick i lidt tid, men stille gled hans blik over på mig, som et slags sidste forsøg på at finde et spinkelt håb på at vi jokede med ham, hvilket fik mig til at sende ham et halvflabet smil. Jeg begyndte bare stille at gå over mod huset, imens jeg forsigtigt nynnede med på sangen i mit ene øre da jeg var nået et stykke væk fra dem. Jeg kunne høre dem komme gående bagved mig, dog kunne jeg ikke lade være med at smile over det dybe suk der lød bag mig, som jeg tydeligt kunne høre kom for Jason.

Jeg låste mig ind, stillede mine converse da jeg havde taget dem af og spændte min jakke op, hvorefter jeg hængte den på knagen. Jeg stak fingrene i munden og piftede en enkelt gang, hvorefter jeg lyttede efter de efterhånden velkendte små klik-lyde, med et smil på læberne. De begyndte stille, hvilket fik mit smil til at blive endnu større og stille sætte mig ned på hug, så han komme hen til mig. Det var Lucas jeg ventede på, min brune og hvide, langhårede collie. Jeg havde haft ham siden jeg var ti, og han var det eneste jeg havde tilbage, udover Nick. Min mor døede allerede da jeg var fem i en bil ulykke og min far døede da jeg var tolv, af at blive ramt af lynet. Min far var den eneste af dem jeg kunne huske, men alt i alt vidste jeg godt at jeg nok snart mistede Lucas også. Dog hver eneste gang tanken strejfede mig, smed jeg den bort. Jeg var virkelig ikke et menneske der kunne håndtere at miste. Jeg havde kun Nick og Lucas, det var for få i forevejen, to mennesker er ikke meget, men jeg overlever vel... Han kom stille gående hen til mig og jeg lod blidt mine læber ramme hans lille hoved, med et lille smil på læberne, da han kom helt hen til mig.

"Shiat den hund er..."

Jeg kunne tydeligt høre at det var Jason, hvilket bare fik mig til at vende hovedet mod dem. Det var Nick der havde stoppet ham i at sige mere, tydeligt ved at give ham en albue i siden, da han holdt hans hånd der nu. Jeg kunne regne ud hvad han ville sige, jeg vidste det jo også godt, det gjorde bare ondt. Ondt hver eneste gang jeg tænkte på det, så jeg lod være. Jeg rejste mig bare, klappede en enkelt gang på mit højre lår og begyndte at gå hen mod trappen, med Lucas vedsiden af.

"Rose..."

Jeg vendte hovedet, egentligt kun fordi jeg vidste at det var Nick og han vidste at jeg ikke ligefrem var snaksaglig lige nu. Jeg løftede det ene øjenbryn, og så på ham med et spørgende blik, jeg ville bare op på mit værelse lige nu. Jeg ville sove, en god nats søvn. Og bare glemme det faktum, at jeg havde fået en straffefange på nakken.

"Der skal være tordenvejr i nat. Jeg ville bare... Lige advare dig."

Fedt. Lige hvad der manglede. Noget af det jeg frygtede på punkter allermest, skulle lige pisse min dag mere af. Det var på grund af det med min far, jeg havde været rædselslagen for sådanne uvejr, lige siden den gang. Hvilket jeg hadede. Jeg nikkede movilligt, hvorefter jeg gik op af trappen i et raskt tempo.

"Oh, vis lige Jason hans værelse, gider du?"

"Nu, strammer du den."

Jeg hvæsede det næsten tilbage, hvis jeg helt selv kunne bestemme ville hans værelse være omme på den anden side af jorden, dog vidste jeg godt at han blev nød til at sove vedsiden af mit. Det var det eneste andet værelse vi havde. Jeg vedte hovedet og så Jason komme tøffende bag mig, hvilket fik mig til at vende blikket og fortsætte trampende op af trappen. Simpelt bare for at vise min store utilfredshed. Jeg stoppede da jeg nåede hans værelse, hvilket gjorde at jeg åbnede døren derindtil og så hen på ham med et irriteret blik, dog forsvandt det da jeg så at han så ud til at være ved at kvæle et grin.

"Hvad?"

Jeg lod mit højre øjenbryn flyve til vejrs og så på ham med et blik der var lige så koldt, som måden jeg havde sagt det på. Han grinede kort, hvorefter han gik hen til mig og gik indenfor døren, dog så han kort efter på mig med et fjoget smil.

"Er du seriøst bange for tordenvejr?"

Han flækkede kort efter ordende havde undsluppet hans læber, hvilket gjorde at jeg smækkede døren hårdt i, lige i ansigtet på ham. Derefter blev der stille derinde, jeg marcherede direkte ind på mit værelse, som jeg også smækkede døren i efter mig. Jeg var pisset af. Hele denne dag, havde bare været en lorte dag, jeg kunne skrige og bare blive ved. Men nej, det gjorde jeg bare ikke. Så meget skabte jeg mig ikke, jeg havde altid mere været en af dem der kun lukker sådanne ting ud når jeg var alene. Når ingen hverken kunne høre eller se mig.

_________________________________________________________________________________

Hey guys. ^^
- Jeg ved godt at jeg ikke har skrevet sådan her, til jer før, dog tror jeg at jeg ville give mig til det, lol. Men altså jeg ville bare lige undskylde for at dette kapitel blev ret kort, i guess, men ja. Dette er ihvertfald forhåbentligt, den eneste gang at det vil blive så kort, heh.

See ya! :p

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...