That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
318Kommentarer
918463Visninger
AA

132. Wall Mart.


Sarahs synsvinkel

"Jonas læg så den bamse!", udbrød jeg lettere strikst for 117'ende gang. Han begyndte at skrige op, så vi fik pænt meget opmærksomhed her i Wall Mart. Han stod og stampede voldsomt i gulvet.

"Er i okay?", var der en fremmed dame, der pludseligt spurgte mig. Jeg nikkede med et stramt smil. Jeps, der var ingen tvivl om, at vi fik en del opmærksomhed her. Jeg skubbede indkøbsvognen med mig over mod Jonas, der stod og så så sur ud, som han overhovedet kunne. Gal, hans øjne lynede. Det var ligesom at se hans far.

Jeg kom helt hen til ham. "Jonas, læg den så sagde jeg!", gentog jeg meget bestemt. Nok var han nærmest altid en god dreng, men der var altså tidspunkter, hvor han bare var så god til at stramme linen lidt for meget.

Han kiggede surt op på mig med armene over kors.

"Jonas, nu lægger du altså den bamse, og det er nu!", gentog jeg, mens jeg lettere frustreret flygtigt tog mig til håret.

Han begyndte at stampe igen ned i gulvet, og han stak op i et højt hyl, som om han blev mishandlet, men det var selvfølgelig ikke tilfældet. Og bare for at være mere på tværs, så skulle han absolut kaste sig ned at ligge på gulvet foran hylderne med al legetøjet, men det kunne jeg seriøst ikke tage mig af nu.

"Jonas, rejs dig så op.", udbrød jeg spidst, så han skreg skingert med ansigtet nede i gulvet.

Puh, hvor var han bare på tværs lige nu.

Jeg pustede frustreret ud og bukkede mig den anelse jeg kunne forover ham. Ja, jeg var pokkers besværet, og det vidste han ligesom også godt.

"Jonas!", gentog jeg strikst, så han endelig satte sig op og med en voldsom surmulemund, og jeg greb fat om hans lille hånd, så han modvilligt rejste sig helt fra gulvet, og jeg trak ham afsted efter mig.

"Jeg ha' den! Jeg vil haaaaa' den!", skreg han frustreret op lige bag mig, mens jeg kunne mærke, at han prøvede at trække den modsatte vej, men jeg var ligesom den stærkeste her.

Jeg sukkede dog ret opgivende, eftersom han blev ved med at prøve at trække sig den modsatte vej, så han nærmest havde skøjtet hen ad linoleumsgulvet, og jeg stoppede op med et suk, hvorefter jeg satte mig med besvær på hug foran ham.

Der var virkelig grænser for hvor længe jeg kunne sidde i denne stilling på grund af min store mave. Jeg var ligesom 22 uger henne, og var allerede meget større om maven i forhold til dengang jeg ventede Jonas, men okay tvillinger fyldte også mere end én. Det kunne vi vidst roligt blive enige om.

"Lille skat.. Hør her, du har mindst hundrede bamser derhjemme, hvis ikke flere? Du kan ikke blive ved, ellers drukner vi pludseligt i bamser. Kan du forstå det?", forklarede jeg så roligt og tålmodigt til ham, selvom min tålmodighed faktisk efterhånden var brugt godt op.

Han begyndte at græde med en masse tårer ned ad hans buttede kinder, men valgte dog hurtigt at omfavne mig om nakken. "Sorry mommy..", snøftede han ynkende i vores lille knus. Jeg smilte roligt, mens jeg nussede og aede ham på ryggen, og jeg greb godt fat om ham og løftede ham med mindre besvær op i indkøbsvognen. Jeg tørrede hans tårer fra hans små kinder.

"Hvor daddy?", spurgte Jonas pludseligt, mens han stadigt virkede ret betuttet, hvor ved han kiggede rundt.

Jeg smilte kærligt ned til ham, "Skat, du ved jo godt at far er på arbejde.", svarede jeg roligt. Jonas så lidt mut ud og han sænkede sit kønne ansigt og kiggede ned på sine knæ. Jeg skubbede på vognen.

"Saundra, vi skal videre!", sagde jeg bestemt til hende, hvor hun hurtigt så væk fra sin mobil og lagde den i hendes forlomme på hendes denimshorts. Hun nikkede med et lille smil.

Hun var som regel en udmærket hjælpende hånd, men hvis jeg skulle være helt ærlig, så syntes jeg godt nok, at jeg klarede det hele fint selv. Ja, bare se den situation, som jeg lige havde haft med Jonas. Jeg var 22 uger henne med tvillinger, og alligevel havde hun bare ikke kunne tænke så langt, at jeg helt sikkert godt kunne have brugt lidt hjælp fra hende med Jonas' uregerlige humør, men nej nej! Den havde jeg skulle klare helt alene, og gud ske tak og lov, for at jeg faktisk havde klaret den. Så bare fordi Jonas var i sådan et urimeligt humør i dag, så var der fandeme ikke nogen, der skulle komme at sige, at jeg var en mor, der var ligeglad med sit barn, for det var vidst nok det sidste jeg var. Og selvom Saundra var Jonas' barnepige, så virkede det til tider bare ikke sådan. Særligt, ikke lige for i øjeblikket! Men ja, en barnepige var bare meget normalt at have her i USA. Det var i alt fald efterhånden gået op for mig.

Vi kom hen til grønt og frugt området og straks rejste Jonas sig op i vognen.

"Den vil jeg ha'!", udbrød han kommanderende, mens han trippede lidt med fødderne i bunden af indkøbsvognen, og strakte sig mod bananerne.

Ja, folk omkring os kunne nok blive til tider forvirret over, at Jonas kunne skifte fra dansk til engelsk og omvendt, men sådan havde det altid været. Han var blevet opdraget sådan af både Justin og jeg. Sådan var det med en dansk mor og en canadisk/ amerikansk far. Han kommunikerede på begge sprog og det faldt ham helt naturligt.

Nogle gange kunne det selvfølgelig godt irritere Justin lidt, hvis Jonas havde sine stridigheder og valgte bevidst at svare sin far igen på dansk, så Justin bare kunne stå og himle med øjnene og sukke opgivende, fordi han ikke fattede en meter af hvad der kom ud af hans søns mund. Så havde han da heldigvis mig at spørge, men det var jo ikke lige altid, at jeg var i nærheden eller hjemme, så det skete til tider, når jeg kom hjem, at Justin straks måtte stå og få en forklaring om hvad pokker hans søn nu havde sagt til ham? Til tider kunne jeg kun grine ad det, da det ofte var lidt skøre og sjove ting Jonas gik og sagde til sin far.

Jeg greb ud efter en banan til Jonas og han stoppede straks med at plage. Den knægt var sjovt nok altid sulten, når vi var ude og handle. Jeg fandt en masse fine jordbær, som jeg ikke tøvede det mindste med at få ned i indkøbsvognen. Der skulle pænt mange til, når der ligesom skulle være til to fødselsdagslagkager. Først til Justins og efterfølgende til Jonas' 3 års fødselsdag.

Det eneste jeg ikke glædede mig til var til alle de gaver Jonas modtog gang på gang, når han havde fødselsdag og når det var jul. Desværre blev meget af legetøjet lagt på hylderne ned i opbevaringskælderen, for han havde seriøst ikke plads til al det legetøj. Selvom både Justin og jeg frabad os, at familien købte mere legetøj til ham, så væltede det alligevel ind med legetøjsgaver, netop fordi familien altid faldt over det nyeste nye legetøj. Det var blot blevet forværret siden Jonas havde begyndt at tage sine første skridt, og efterfølgende kunne fare rundt, hvor det passede ham. Han lærte at gå helt selv, da han var 11 måneder gammel, så han havde faktisk været hurtig.

I dag kunne han så let som ingenting rende væk fra én, så stærkt som han nu kunne løbe, men han gjorde det som regel kun hjemme på vores grund. Bare tanken om at han faktisk var i stand til at stikke hurtigt af fra én ude i offentligheden, var ikke den mest fedeste følelse at have som mor. Især ikke som kendt mor! Der fandtes sgu mange mærkelige og syge mennesker her i verden og bare tanken om, hvis Jonas pludselig skulle blive kidnappet eller noget, var langtfra en ret sjov tanke at rende rundt med...

~

Det var ved at være lidt for meget en vane, at vi bumpede ind i paparazzis, og selvfølgelig også da vi kom udenfor Wall Mart. Jonas farede febrilsk rundt i cirkler, mens han legede med sin lille actionfigur. Der skulle heller ikke meget til, for at gøre ham tilfreds, når blot han havde noget at lege med.

"Jonas, bliv her!", kaldte jeg højt på dansk, for jeg havde straks opdaget de to paparazzis, der var godt på vej over mod os.

"Nej mommy!", svarede han bare ligeglad, mens han lystigt farede rundt omkring på parkeringspladsen.

Uh, han var da godt nok liiiige strid i dag..

Jeg stod sammen med Saundra og pakkede poserne i bagagerummet. Jeg sukkede lettere frustreret og så hurtigt på Saundra, "Vil du sørge for at få pakket det sidste indkøb i bilen, så fanger jeg lige min søn.", forklarede jeg bestemt.

Saundra nikkede, og jeg havde nu håbet lidt, at hun havde sagt, at hun nok skulle tage tørnen med at indfange Jonas, men nej nej... Der var det bare igen. Hvad skulle jeg egentligt med hende, når hun ikke engang kunne finde ud af at være barnepige? Hun fortsatte bare med at stille alle papirsposerne med indkøb på rad og række i bagagerummet, og jeg vendte mig væk fra hende, hvor jeg små-løb over til Jonas, der heldigvis havde fået sat sig ned på en kantsten i nærheden af indkøbsvognene, så han i det mindste ikke spænede rundt på parkeringspladsen blandt kørende biler.

"Jonas! Nu siger jeg det ikke én gang til! Ellers kan du få lov til at komme i skammekrogen, når vi kommer hjem!", sagde jeg mindre utålmodigt.  

Heldigvis rejste Jonas sig. Den virkede hver gang! Han hadede at sidde i skammekrogen derhjemme. Han havde prøvet det nogle gange efterhånden, og siden da havde han makket ret efter mig, hvad det angik. Ja, man var vel snedig?

Pludselig til min ærgrelse kom de to paparazzis helt hen til os, og Jonas havde vidst set sin far i aktion lidt for mange gange efterhånden, for Jonas smilte slet ikke til dem. Han rakte tunge og gav dem en fuckfinger. Der indrømmede jeg så, at det var jeg mindre stolt af, for det var ikke pænt at gøre sådan.

"Jonas, dine maner!", udbrød jeg irriteret, mens jeg trak ham efter mig over mod min stationcar, og de to paparazzis var vidst pænt ligeglade. Bare de fik deres skide billeder.

Nu kunne de udgive en stribe billeder og vove at påstå, at Jonas var uopdragen hele tiden, men det passede bare ikke. Han var jo som sagt ikke sådan hver evig eneste dag. Jonas kunne bare sjovt nok mærke, når både hans mor og far stressede, så blev Jonas mere umedgørlig og så skulle jeg stå til model til, at han kunne finde på at stramme linen lidt for meget til tider, og dagen i dag var absolut ingen undtagelse.

Jeg åbnede passagerdøren til vores sorte stationcar, og Jonas kravlede straks ind på bagsædet og satte sig op i sin autostol. Jeg smilte kærligt ned til ham.

"Hvor er det flot. Kan du spænde selen skat?", stod jeg og sagde med et lille smil. Ja, jeg måtte vise over for Jonas, at når blot han var artig og gjorde noget godt, så kunne hans mor altså godt rose ham og være den søde mor. Han prøvede, men selen sad åbenbart i spænd, kun fordi Jonas havde en tendens med at lege med selen i tide og utide.

Han blev ved med at hive i selen, "Mommy, jeg kan ikke.", begyndte han og græde. Ja, jeg var ret sikker på, at han var overtræt lige nu.

Jeg sukkede, "Du skal vidst hjem og have en lille eftermiddagslur, inden din far kommer hjem?", grinte jeg tørt.

"No nap!", råbte han frustreret.

"Jonas, du kan godt spare dig!", udbrød jeg bestemt og ligesom jeg havde sparet en smule tålmodighed op for ham, så forsvandt den igen på et splitsekund. Kæft, den knægt var jo bare vildt overtræt!

Han begyndte at sparke mod forsædet.

"Jonas! Glem det der! Så tager vi heller ikke over til Evelynn i morgen!", udbrød jeg strikst.

Han gloede olmt op på mig og holdte op med at sparke. Jeg fik lukket hans sele i, så han sad forsvarligt spændt fast, hvorefter jeg lukkede passagerdøren til ham, og åbnede døren foran, hvorefter jeg satte mig ind bag rattet.

Saundra sad allerede på passagersædet ved siden af mig og sms'ede løs fra sin mobil. Ja, nogen gange syntes jeg bare ikke, at hun bestilte andet end at være over sin mobil og hendes kæreste konstant. Jeg følte ofte, at hun ikke rigtigt tog sit job som barnepige for Jonas alvorligt nok.

Jeg havde flere gange oplevet at komme hjem, hvor jeg tog hende og hendes kæreste på fersk gerning i vores sofa, mens Jonas ofte var efterladt til sig selv. Der var særligt et tidspunkt, hvor jeg var kommet hjem en aften, og fandt Jonas spurtende alene rundt uden den mindste form for opsyn rundt på hans motorcykel i hallen, hvor han var indsmurt med masser af chokolade, der sad i fjæset på ham, og yderligere på sin t-shirt og fingrene, mens jeg så fandt Saundra ligge og kæle og kysse med sin kæreste i sofaen, som jeg ikke havde fået nys om skulle dukke op den aften?

Jeg havde tanker om at snakke omkring Saundras situation i aften, når Justin ville komme hjem fra pladestudiet. Det var jo nærmest lige før, at jeg klarede Jonas fint på egen hånd. Jeg var trods alt 21 år og ikke tabt bag en vogn. Saundra var stadigt kun 18 år, så måske hun bare ikke var rigtigt engageret?

Vi var ikke andet end nået ud til hovedvejen med paparazzis i hælene, før Jonas begyndte at brokke sig igen.

"Jonas hjem til Eve..", begyndte han at klynke, mens jeg kunne mærke, at han igen sad og sparkede op i forsædet, som jeg altså sad i.

Ja, jeg havde ikke glemt det mindste, om at jeg havde advaret ham om, at vi ikke tog hjem til hende, hvis han blev ved på den måde, som han havde været det meste af formiddagen og eftermiddagen. Jeg vidste godt at han elskede Evelynn. Hun var også en sød pige. En køn lille rødtop ligesom sin smukke mor Cecilie, og selvfølgelig skulle vi jo hjem til dem i morgen. Det havde Cecilie og jeg ligesom allerede faste planer om i forvejen.

Jeg kiggede et øjeblik i bakspejlet og så Jonas. Han var stoppet med at sparke og sad og græd stille, mens han snøftede og tørrede tårerne væk med ærmet i sin lilla hættetrøje. Jeg smilte kærligt til ham i bakspejlet, da jeg holdte for rødt. Han sad bare og snøftede og kiggede ud af de tonede ruder.

"Jonas?", sagde jeg roligt med et smil i bakspejlet. Han snøftede videre. Jeg kunne se, at han ikke var meget for at vende blikket over mod mig.

"Jonas? Elsker du din mor?", spurgte jeg med et lille fnis. Det var nok min blide stemme og mit grin, der fik ham til at søge blikket over mod mig. Han begyndte pludseligt at grine vold-charmerende, så hans brune øjne strålede.

"I love you mommy.", svarede han så.

Jeg grinte lidt, "Selvfølgelig skal vi hjem til Cecilie og Eve i morgen.", udbrød jeg med et lille grin. Han grinede smørret. Hvor den dreng dog lignede sin far mere og mere. Det var helt vildt! Den eneste forskel var nok, at Jonas havde arvet en masse fra mig af sind. Og yderligere havde hans hår et mere blond skær, men det kunne selvfølgelig ændre sig med tiden, som han voksede.

"Mommy drillede bare!", grinte han. Jeg nikkede med et fnis.

"Ja, jeg mente ikke noget med det jeg sagde inden vi kørte. Det ved du jo også godt skat.", grinte jeg.

Straks sad han og sendte luftkys til mig.

"Mommy loves you.", svarede jeg og han grinte. Vores uenigheder i dag var helt sikkert allerede glemt igen for Jonas' vedkommende. En typisk shoppingdag i Sarahs og Jonas' liv...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...