That should be me! (Redigeret version del 1-8)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jan. 2013
  • Opdateret: 20 aug. 2017
  • Status: Igang
Sarah Monique Winther er en typisk køn pige på 17 år fra Valby Danmark. Hun er ikke voldsom populær i skolen, da hun ikke fremhæver sig mere end hvad godt er. Hun kan være letpåvirkelig, men er også forsigtig og frem for alt sød og altid til at stole på. Sarah har en kæreste der går i samme handelsskole som hende, men de har kun været kærester nogle få måneder. Sarah er en belieber med stort B! Hendes kæreste er udmærket klar over at hun har en svaghed for Justin Bieber, men han lader sig ikke gå på af det, da han godt er klar over at Justin Bieber kun er en drømmeverden for Sarahs vedkommende. Sarah medvirker i en konkurrence om et M&G med Justin, og det viser sig at hun er én af de heldige vindere blandt fem piger. Sarahs verden bliver pludseligt vendt op og ned og til hendes undren flirter Justin med hende ved mødet til meet and greet, men Sarah er som regel tro over for sin kæreste, men kan hun nu også stå for Justins ufattelige charme?

190Likes
231Kommentarer
432326Visninger
AA

164. The worst nightmare!


Justins synsvinkel

Interessen var gigantisk, da nyheden om at tvillingerne kunne komme hjem fra hospitalet blot 5 uger efter. Jeg vidste ikke helt, hvem der skulle have luftet nyheden omkring det, og jeg måtte indrømme, at jeg var temmelig sur over det. For det var hverken Sarah, mig eller nogle andre familiemedlemmer, der havde røbet det. Jeg havde meget på fornemmelsen, at det var et af hospitalets ansatte, der havde haft næsen lidt for langt fremme og ville tjene lidt mønt på sladderen. Vi kunne desværre ikke gøre fra eller til.

Foran indgangen til hospitalet, var der linet op med top-fotografer, pressen og nogle paparazzis. Der var utroligt mange civile og mange beliebers var mødt talrigt op. Det var helt tosset, og så ligefrem foran et hospital? Det var det rene hysteri. De var som en flok bissende bøfler alle sammen og håbet om, at Sarah, Jonas og jeg kunne få lov til at hente tvillingerne i fred, var allerede brast til bunden. Heldigvis havde vi fået Kenny, Sean og Mikey med os i dag, for Sarah og jeg tog ingen chancer.

Vi nåede helskindede igennem massemængden frem til indgangen, men om vi ville nå helskindet ud igen, måtte tiden vise sig til den tid. Jonas var helt vildt spændt på at få sine søskende med hjem. Han havde gået hver dag og spurgt om hvornår de kom hjem. Det havde til tider været lidt træls i længden at skulle blive spurgt om det samme hver evig eneste dag, men sådan var små børn jo.

Det var en skøn følelse at vi ikke skulle hente Monique og Andrew på neonatalafdelingen. De var heldigvis blevet store nok til at ligge på den almindelige småbørnsafdeling, og glæden var også stor for de små, da de så os. Jonas var så glad for, at han endelig kunne få lov til at sidde med dem på stolen. Vi fik vidst også taget en masse billeder af Jonas med sine små søskende. Han var helt klart stolt, og det kunne vi ikke komme udenom at jeg og Sarah også var. Kenny, Sean og Mikey fik også hver især lov til at holde de små lidt...

~

Pressefolkene var virkelig glubske. Med hver vores tvilling i deres små autostole med en stofble over, og jeg havde endda Jonas i den ene hånd, møvede Sarah, Jonas og jeg os gennem pressen. Jeg vidste seriøst ikke hvad vi skulle have gjort uden vores elskede livvagters hjælp.

Det skulle desværre vise sig, at folk ikke kunne holde helt afstand alligevel, særligt hvad angik paparazziene der meget gerne ville få glimt af de små, og desværre gik det galt, men det var ikke på grund af vores tvillinger. Midtvejs mod bilen på den enorme parkeringsplads gik det hele helt galt, for pludseligt mærkede jeg, at Jonas slap ud af min hånd, hvor efter jeg så ham rende væk og jeg mistænkte meget, at det var alle de mange mennesker og tumult, der skræmte ham lidt.

"Jonas, kom straks tilbage, og det er nu!", råbte jeg frustreret.

Uden omtanke om sikkerhed langer jeg Monique over til Sarah, der står fuldstændigt chokeret, "Hvad i alverden sker der her? Hvor er Jonas henne?", spørger hun forvirret. Hverken jeg eller Sarah kunne se ham nogen steder på grund af alle de mennesker.

"Skal du have hjælp, Justin?", spørger Kenny mig forhippet. Jeg nikkede bekræftende.

"Hvorfor i alverden stikker Jonas af på den måde?", tænkte jeg frustreret, hvor ved jeg så frustreret på Sarah, "Baby, du bærer tvillingerne over til bilen sammen med Sean og Mikey, mens  Kenny og jeg smutter ud og leder efter Jonas. Er det forstået?", forklarede jeg stresset.

Sarah nikkede med et bekymret blik, "Bare find ham skat. Han er stadig så lille og stadig uvant med alle de mennesker omkring os.", bad Sarah med et bekymret blik, og jeg nikkede med et alvorligt blik og gav hende et flygtigt kys på læberne.

"Vi finder ham baby..", svarede jeg stresset og vendte mig straks bort fra hende, Kenny og jeg banede os vej igennem pressen og alle andre folk omkring os. Så sandelig de ikke var så frække at stille tonsvis af spørgsmål igen?

"I stedet for at stille mig en masse åndssvage spørgsmål, var det så ikke en idé at i hjalp os i stedet med at finde min søn? Er der nogen af jer der har set ham?!", nærmest råbte jeg, for at overdøve alle de platte spørgsmål, der imødekom mig. De fleste rystede på hovedet. Jeg sukkede.

"Kom Justin, vi må tjekke inde på hospitalet!", brød Kenny hurtigt ind. Jeg kunne ikke være mere enig.

Vi nåede atter ind ad hovedindgangen, og vi delte os inde på hospitalet, og jeg fulgte først vejen tilbage mod småbørnsafdelingen, for det kunne jo være, at han skulle have glemt noget derinde? Jeg ledte som besat. Aldrig i mit liv havde jeg følt mig så bange før. Nok havde jeg været bange før, men følelsen var en hel anden med at Jonas var forsvundet. Jeg skammede mig over mig selv, at han havde sluppet min hånd, og mest skammede jeg mig over, at jeg ikke bare havde taget initiativet til at løbe efter ham lige med det samme.

"Undskyld mig, men har i set min søn Jonas? Han er kun en lille dreng på tre år.", spurgte jeg flere og flere på min vej, men alle rystede på hovedet.

Aldrig i mit liv havde jeg været så bange og skrækslagen. Jeg løb mange steder på hospitalet, men uden held. De fleste mennesker ville nok kunne genkende Jonas, og formentligt indberette det til politiet. Jeg gruede for det værste her. Min søn var blevet væk, forsvundet, borte. Jeg begyndte at hulke voldsomt.

Folk omkring mig, tog billeder af mig og gloede underligt på mig. Jeg blev pludseligt prikket på skulderne, så jeg vendte mig fortvivlet omkring på hælen. Jeg havde håbet at se Jonas, men nej. I stedet så jeg en mor i 30'erne med en stor datter og to mindre drenge. Ja, altså hvis det var fordi at datteren ville fangirle over mig, så kunne jeg bare ikke magte sådan noget lige nu.

"Yeah?", snøftede jeg. Jeg måtte ligne død og ulykke med mine forgrædte øjne. Datteren gloede bare på mig, men det var moderen der rømmede sig.

"Undskykd, men det er ikke for at snage i dit privatliv, men leder du efter din søn Jonas?", spurgte damen. Mit håb var vakt.

"Yeah! Har du set ham? Hvor er han?", spurgte jeg forhippet.

"Jeg er ikke sikker, men jeg er næsten sikker på at jeg har set ham. Den lille dreng lignede i alt fald ret meget dig. Havde din søn en rød t-shirt på og en rød Obey cap og et par knælange sandfarvede shorts? For det havde den lille dreng jeg så.", spurgte damen. Ja, det var helt sikkert Jonas.

Jeg nikkede febrilsk med et glædeligt smil og mit håb blev større, "Hvor er han? Er han indleveret til informationen eller afleveret til politiet?", spurgte jeg yderligere.

Damen så små-trist ud og sukkede, "Havde jeg blot været helt sikker på, at det var Jonas, så havde jeg selvfølgeligt gjort mit for at beskytte ham, men det gik så stærkt, og..." "Hvor er han?!", afbrød jeg damen febrilsk.

Hun sukkede og nikkede med et bedrøvet blik på mig, "Drengen jeg så, som helt sikkert var Jonas blev slæbt skrigende af en mærkelig hvid mand, der synede et sted i trediverne, tror jeg? Manden fulgtes sammen med en kvinde med omkring samme alder tror jeg? De havde pokkers travlt. Alt gik bare så stærkt. Jonas sprællede på skulderen af manden, mens Jonas skreg noget så ubarmhjertigt, at det gjorde helt ondt i mit moderhjerte. De forsvandt et sted ude på parkeringspladsen og derefter kunne jeg ikke se dem mere. Jeg beklager virkelig Justin. Havde jeg blot vidst det med sikkerhed at det var Jonas, så havde jeg selvfølgelig greb..." "Sig ikke mere..", afbrød jeg kvinden chokeret, og jeg fik det pludseligt rigtigt skidt tilpas.

Min søn var blevet kidnappet for næsen ad mig.

Jeg kunne ikke tro det. Jeg ønskede bare at det var et mareridt jeg havde lige nu, og at jeg ville vågne hvert øjeblik det skulle være, men sådan var det slet ikke. Den barske realitet gik op for mig. Det ulmede af vrede i mig, og det kom til at gå ud over nogle stole, der stod i nærheden. Ja, folk måtte tro at jeg var en sindssyg, der var stukket af fra den lukkede, og desværre kom jeg til at bande Gud langt væk og det var ikke min mening, men bægret flød  over. Noget af det mest dyrebare i mit liv var blevet taget fra mig.

"Gud, hvorfor helvede straffer du Sarah og mig på den måde? Findes der ikke et eneste anstændige menneske i denne kolde, syge verden? Hvem har været så syg og ligeglad, og bare kunne tro, at de kunne slippe så godt fra ved at frarøve noget af det mest værdifulde i min kones og mit liv? Hvem i helvede er så syg i hovedet  at kidnappe et barn, og så lige Jonas af alle? Kan du svare mig på det? Hvad?!", råbte jeg i arrigskab og følte tårerne rendte i en strømflod ned ad mine kinder. Jeg var utrøstelig som aldrig før.

Folk omkring mig stod som stivnede og gloede på mig, "Hvad fanden glor i på?!", råbte jeg grådkvalt, hvor efter jeg stod i flere sekunder med følelsen af et knust hjerte.

"Justin? Er du okay?", spurgte en random mand, mens han nærmede sig mig.

"Lad mig være!", snerrede jeg hulkende, og jeg valgte at løbe i al hast tilbage til Sarah og de andre ude på parkeringspladsen.

Alle mennesker jeg løb forbi føltes som de flød ud i ét. Jeg følte at jeg var i det allerværste mareridt nogensinde!

Jeg stoppede op ved massen af pressefolk, der stadigt stod stimlede sammen udenfor indgangen. Nu havde jeg  faktisk noget at sige til dem. De stod alle og så afventende på mig, mens jeg stod og snøftede hårdt ind og jeg gned de værste tårer væk fra mit ansigt med min nøgne underarm. Flere stak deres store mikrofoner hen mod mig og deres snakken fra før forstummede fuldstændigt, og jeg bemærkede Sarah og Mikey mase dem igennem virvaret af pressefolkene. Sarah så meget uforstående ud i blikket på mig, hvorefter jeg rettede mit blik mod alle mikrofonerne og kamerafolkene.

"I må meget gerne notere det her: Sarahs og min søn er blevet kidnappet. Så hjælp os med at finde ham. Hjælp os med at få ham hjem i god behold. Jeg beder jer..", hulkede jeg.

Alle pressefolkene så ret chokerede ud. Sekunderne føltes lange, og jeg vendte mit grædende blik mod Sarah. Hendes ansigt sagde det samme som mit. Hun rystede på hovedet, mens hun tog sig hulkende til munden og jeg trådte hen til hende.

"Sig ikke, at det er sandt? Det er ikke sandt, vel? Nej... Neeeeej!", udbrød hun grædende, og hun svang armene om nakken på mig, mens jeg selv knugede hende ind til mig.

"Kære Gud, hvorfor skal vi straffes på den måde? Vores søn...", hulkede jeg voldsomt ind i Sarahs hår. Hun knugede sig hårdt om mig. Vores verden var gået helt i stå...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...